fredag den 31. maj 2013

5 års bryllupsdag...

Åh ja, hvor har vi lavet mange sjove ting sammen!
Og der venter heldigvis mange flere i fremtiden :)


Billede 1:
Svigerfars 60 års fødselsdag i 2010

Billede 2:
Hyggebillede fra den gamle lejlighed

Billede 3:
Min 30 års fødselsdag, september 2011

Billede 4:
Julebryggen fejres, 2010

Billede 5:
Oktoberfest Nytår, 2011/2012

Billede 6:
Batman og Salander til nytår, 2010/2011

Vi har altid fejret vores bryllupsdag på en eller anden måde, og har både været på ture og ude at spise, i år bliver det nu noget mere low key, da jeg ikke vil have Tristan med ud og spise og jeg heller ikke vil have ham passet - endnu, han har været passet en enkelt gang, men det var ikke en ubetinget sucess, derfor går der lige lidt tid før det skal ske igen!

Manden har dog taget lidt før fri fra arbejde, og så skal vi ind til byen idag og hygge lidt, sammen med resten af Odense, da der er By Night, men der er smuttet! Aftensmaden har vi ikke rigtig planlagt, det var oprindeligt meningen vi skulle have ostebord, men hvis vejret klarer op, så tænder vi nok op for grillen istedet :)

Håber I får en fantastisk weekend, det ved jeg min bliver, for i morgen får vi søde gæster der bliver fodret med tre retter med bacon... ha ha ha...

- Maj :D

torsdag den 30. maj 2013

Spicy fiskedeller ala Thai...

Lækre og lidt stærke...


Igår fik vi nogle spicy deller, som jeg biksede sammen, da jeg for noget tid siden tog noget fiskefars op af fryseren, der trængte til et pift!
Jeg elsker fiskefrikadeller, men de kan også være lidt kønsløse, så jeg valgte at smide en hel masse friske krydderurter i, chili, ingefær, limeskal og lidt hakkede peanuts. De kan serveres som ovenstående med en dejlig frisk soya dip eller som tilbehør til en lækker nudelret.

Igår valgte jeg dog at spise dem sammen med bulgursalat og stegte grøntsager - det smagte dejligt og smækfyldt med smag.
At spise mad med mange farver gør mig glad, det føles så sundt :)
Man kan jo spice fiskefrikadellerne op med hvad man lige har, jeg kunne også forestille mig at smide lidt grøn karry pasta i for et ekstra kick, eller gøre dem lidt mere danske med en masse bredbladet persille, purløg, dild og citronskal, serveret sammen med nye kartofler og en rygeostcreme med masser af knasende radisser - smagen af sommer!

Velbekommen!

- Maj :D

onsdag den 29. maj 2013

Jeg ligner også min far...

Vi er begge ret cool med gule solbriller på...

Og vi elsker begge at fjolle på sofaen!


Okay, T ligner ikke sin far særlig meget, rent udseendesmæssigt, men det kan jo stadig nå at komme, og lidt skal også have ret ;) ovenstående billeder gør mig hvertfald glad i låget og får et smil på mine læber!

Det var dagens fjollede indlæg, da jeg ikke har så meget på hjertet og er blevet lidt sløj... Så tager en slapper, så jeg kan være klar til weekenden hvor jeg skal "lege" med 1,5 kg BACON... jeps, det skal nok blive spændende...

- Maj :D

tirsdag den 28. maj 2013

Hurtig koldskål og nemme kammerjunker...

Smagen af sommer i Danmark...


Jeg elsker koldskål, som enhver anden dansker, og jeg laver det hvert år - fordi min måde at lave det på, virkelig er så simpel at det ikke kan betale sig at købe en ;)
Den er lavet helt uden æg, men smagen fejler intet på den konto!

Lynhurtig Koldskål
1 liter

Ingredienser:
  • ½ l. ymer 3,5%
  • ½ l. kærnemælk
  • 1 vanillestang
  • rårørsukker
  • øko citron
Tilberedning:
  1. Pisk kærnemælk og ymer sammen, flæk vanillestangen og knus kornene med lidt af sukkeret og rør det i koldskålen.
  2. Smag til med sukker og hvis du er til det citronskal og saft.
Hvor nemt er det ikke? Og det smager bare så meget bedre end det færdiglavede, dels fordi denne variant er mere cremet, men også fordi du selv kan justere sødme og syrlighed.

Koldskål hældt på en fin patentflaske sammen med en pose hjemmebagte kammerjunkere gør sig også godt ud til en fin værtindegave :)

De hjemmebagte kammerjunkere har jeg hapset inde hos Anne, og de er bare super gode og utrolig nemme at lave, hendes opskrift finder I her og jeg skriver den nedenfor som jeg lavede den:

Fuldkornskammerjunker
ca. 80 stk

Ingredienser:
  • kornene af 1 vanillestang
  • 60 g. sukker
  • 100 g. hvedemel
  • 50 g. rugmel
  • 40 g. smør skåret i tern
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/4 dl. bagepulver
  • 1 æg
Tilberedning:
  1. Mos kornene af vanillestangen med lidt af sukkeret således de bliver findelt.
  2. Tag alle ingredienserne og smid dem i en køkkenmaskine og rør til en fast dej.
  3. Drys lidt hvedemel på bordet og vend dejen ud, del den derefter i 2. Rul hvert stykke til en lang pølse på størrelse med din tommelfinger.
  4. Skær pølserne i 20 stykker og rul dem til en kugle. Læg kuglerne på en bageplade med bagepapir og smid dem i en forvarmet ovn, 200 grader, og forbag dem i 10 min.
  5. Tag pladen ud og lad dem køle lidt ned, halver dem derefter med en lille savtakket kniv, jeg brugte en steakkniv, og læg dem tilbage på pladen og bag dem i yderligere 8-10 min. til de er sprøde og gyldne.
  6. Lad kammerjunkerne køle helt af inden de spises.
NOTE:
Rigtig lækre og sprøde kammerjunker, og de er så simple at lave at jeg ikke forudser at jeg køber dem fremadrettet, specielt hvis man har en køkkenmaskine til rådighed. Hvis man laver dem manuelt kan det ses inde hos Anne hvordan det skal gøres :)

Velbekommen!

- Maj :D



mandag den 27. maj 2013

Tristan 5 måneder...

Tristan Tyksak ;)

Igår fyldte verdens smukkeste og dejligste elskling 5 måneder! Jeg fatter ikke hvor tiden er fløjet afsted... jeg ved det, det siger alle nybagte mødre, men helt ærligt det går bare crazy stærkt, og den udvilkling der er sket siden han blev født, det er jo helt vildt!

Tristan fik sin 5 måneders vaccine i fredags, og han tog det SÅ pænt, han kom kun med et lille miv og så fik lægen ellers bare det største smil, og efterfølgende charmede han en hel smykkeforretning, kunder og ekspedienter ;) Både 3 måneders og 5 måneders vaccinen er den samme, så jeg forventede ikke at han ville reagere på den, for det gjorde han nemlig ikke første gang, og rigtig nok, han har overhovedet ikke været mærket af den onde vaccine, så det er dejligt, specielt fordi de fleste i min mødregruppe har oplevet både utrøstelige bebser, feber og pylren!

Samtidig med vaccinen blev Tristan også lige målt, vejet og tjekket, og som min læge sagde, han er helt perfekt (som om jeg ikke vidste det... ha ha ha...), dog sprænger herren begge sine kurver med en længde på 73 cm og en kampvægt på 9,6 kilo! Jeg aner ikke hvad der skal blive med drengen, det er jo helt forrykt!
Min læge sagde dog, at jeg ikke skulle være bekymret for hans vægt, da jeg udtrykte bekymring for at han var til den tykke side, for Tristan er jo ikke en som sådan fed baby, bare godt sat til med elastikker ;)

Tristan spiser nu grød hver morgen og hver aften, det er ikke en speciel mængde, bare indtil han ikke gider spise mere. Han kan rulle fra ryg til mave hvis han ligger på siden, og kan rulle fra mave til ryg, hvis jeg giver ham et puf, ha ha ha... tykke gøj, det er ikke nemt. Dog er han meget insisterende på at stå hele tiden, og når han ligger på maven bevæger hans ben sig som trommestikker, så når han en dag lærer at bruge dem ordentligt, så er jeg på den... 
Tristan elsker sin far uendelig højt, når Manden kommer hjem lyser Tristan op i et kæmpe smil og er så glad så glad, det er så sødt at mit hjerte smelter lidt hver gang! Dog er det stadig mig der yder den største tryghed, han falder bedst til ro, når det er mig der trøster.

Jeg kan skrive stolpe op og stolpe ned, men det gider I nok ikke læse om, men til jer som snart skal være mødre, glæd jer til når jeres børn bliver ældre, for så bliver det helt fantastisk, hav det med jer når I synes den første tid er sindssyg hård - der er SÅ mange skønne tider foran jer!

Rigtig dejlig mandag derude!

- Maj :D

søndag den 26. maj 2013

Madplan uge 22...

Pandekager med råmarinerede bær...


Så er der atter madplan, og på lørdag skal vi have gæster, hvor jeg skal lege med bacon - det bliver sjovt!

Mandag:
Marineret svinekød med blandet salat

Tirsdag:
Thaideller, bulgursalat og bønnefritter

Onsdag:
Gryderet/Suppe med pandebrød

Torsdag:
Pølsemix

Fredag:
Ostebord

Lørdag:
Bacon explosion

Søndag:
Rester

Alt i alt en god uge, med god mad og godt selskab - håber I får en lige så dejlig uge :)

- Maj :D


torsdag den 23. maj 2013

Stop Spild af Mad: Pandebrød og Bulgursalat...

Pandebrød, rødbedefalafler og bulgursalat - farverig aftensmad!


I tirsdags konsumerede jeg ovenstående aftensmad med virkelig stor velbehag - og hele måltidet var lavet ud fra Stop Spild af Mad eller om du vil: Tøm køleskabet princip, et rigtig holdbart princip som både er godt for pengepungen og ikke mindst for den sociale samvittighed ;)

Rødbedefalaflerne er fra fryseren, og den kommer der ingen opskrift på, da jeg ikke er helt tilfreds med dem, smagen er god, men konsisten er desværre ikke lige i øjet, så det arbejder jeg stadig med.

Pandebrød er en klassiker herhjemme og i perioder spiser vi det virkelig meget, og andre gange har jeg fuldstændig glemt alt om det! Disse er lavet rigtig meget på slump, og har ikke nogen mål på det, da jeg egentlig bare smed hvad jeg lige havde i en skål, rørte sammen med mel og rullede ud til små pandebrød... De ingredienser jeg brugte er:
  • en rest creme fraiche 18% blandet med vand, så det fik en lind konsistens, mere til den tynde side
  • en rest kedelig purløg 
  • halvslatten spinat (den var ikke rådden, bare lidt slatten i kanterne) 
  • 1 forårsløg
  • 1 tsk. bagepulver
  • salt og peber
  • mel
Jeg blandede alle ingredienserne sammen til jeg havde en fast dej, så prøv dig frem med melet, det skal være lidt klæg, men ikke alt for meget.
Jeg fik 4 små pandebrød, drysset med nigella frø, ud af det, og 4 fladbrød.

Fladbrødene bliver lavet ved at rulle to stykker dej ud til to ens cirkler, derefter pensles den ene cirkel med olie og den anden cirkel placeres ovenpå og de to sammenlagte dejcirkler rulles nu tyndt, bag dem på panden ved middelhøj varme i smør til de er gyldne og puffer op, når så de er kølet lidt af, kan de to fladbrød trækkes fra hinanden , og kan serveres således:

Rester af rødbedefalafler, grøn salat og dressing


Rullet og hæftet med en tandstik - mådehold er bare ikke min stil ;)


Bulgursalat er bare så lækkert, og jeg synes personligt ikke, at der er nogen regler for hvilke grøntsager der kan komme i, og det gør det jo til en ideel salat når man skal rydde op i køleskabet, jeg skriver opskriften som jeg havde lavet det i tirsdags:

Bulgursalat
2-3 personer

Ingredienser:
  • 2 dl. bulgur (jeg bruger grov)
  • ½ grøntsagsbouillon terning
  • 2½ dl. kogende vand
  • saften fra ½ citron
  • Hakket persille og mynte efter smag
  • 2 hakkede forårsløg
  • ½ rød snackpeber i tern
  • ½ gul snackpeber i tern
  • 1/4 agurk med det indre skåret ud og skåret i tern
  • 1 tomat skåret i tern, uden indmad
  • 1/4 mango i tern
  • Tørrede tranebær efter smag
  • Hakkede hasselnødder/mandler
  • Friskkværnet peber
Tilberedning:
  1. Hæld bulgur op i en stor skål og smuldr bouillonterningen udover. Hæld det kogende vand udover bulguren og lad det trække i ca. 20 min eller til bulguren har suget alt vandet.
  2. Når bulguren har trukket og kølet ned, blandes alle de resterende ingredienser i og lad gerne salaten trække yderligere nogle timer i køleskabet.
  3. Smag salaten til med mere citron, persille og peber inden servering.
En lækker og smagfuld salat, som kan varieres i det uendelige og ikke mindst vil den være ideel til mange grillretter og den kan jo laves i god tid, jo længere tid den trækker jo bedre, synes jeg :)

Velbekommen!

- Maj :D

tirsdag den 21. maj 2013

Noget om fantomgråd...

Tristan aka Osteospermum 20 kr. pr. styk...
Lige vågnet og lidt tvær ;)

I søndags skulle jeg have været til Stilling med Manden og Tristan til Pinsefrokost, men da jeg vågnede var jeg helt slap i kroppen og i sindet, og magtede slet ikke noget. Jeg havde døjet med hovedpine og ekstrem træthed det meste af ugen, så tror bare min krop prøvede at fortælle mig noget...

Umiddelbart tænkte jeg YES en hel dag alene, men da jeg først havde vinket farvel til mine to mænner, og gik ind i huset igen, så var det virkelig tomt og MEGET stille... så stille har det ikke været i 4,5 måneder! Jeg krøb op i sengen, med katten, og gloede netflix, spiste frugt (og slik... ahem...) og strikkede i ny og næ, men hele tiden var det som om jeg kunne høre gråd, og jeg blev ved med at lytte efter gråd, selvom  jeg godt vidste at jeg nok ikke ville kunne høre T's gråd hele vejen fra Jylland... Det var så skørt det med fantomgråden, at jeg ikke rigtig kunne sove, og der gik mange timer før jeg slappede helt af, det er som om, at min krop altid er ventepostition i disse dage, at den hele tiden venter på at reagere lynhurtigt på T's behov og derfor aldrig giver mig tilladelse til at slappe 100% af, jeg tror mange mødre vil kunne nikke genkendende til dette...

OG lige pludselig mens jeg døsede, hørte jeg gråd, ikke fantomgråd, men vaskeægte gråd fra meget ulykkelig baby og jeg for op fra sengen, katten røg ned fra mit skød, slik øh... frugt alle vegne, bare for at finde ud af, at jeg var lige så alene som før, men at naboen har besøg af nogen med en meget utilfreds baby, der ikke ville sove i barnevogn lige under mit vindue... argh...

Men jeg fik slappet godt af (til sidst), men hold op hvor jeg savnede min lille mand, og da han kom hjem, blev han overdænget med kys og kram, det er første gang jeg har undværet ham i næsten 10 timer - Crazy! Før jeg blev mor, og mens jeg var gravid, troede jeg ikke at jeg ville savne mit afkom SÅ meget, når jeg endelig fik alenetid, men det gjorde jeg altså...  men han havde hygget sig i Stilling med at lege, charme og glo tv, ja ja, han har arvet begge sine forældres selskabelighed og sin fars tv-mani ;)

Nå, det var lige denne tirsdags sludder for en sladder- jeg har hverken nogle revolutionerende opskrifter i ærmet ej heller noget dybt og meningsfuldt at dele med jer, kun lige hvad der rører sig i overfladen, håber I stadig gider at læse med :P

- Maj :D

mandag den 20. maj 2013

Madplan uge 21...

Vietnamesisk Gris, som står på menuen i denne uge...

Kender I det, når man har søndagsfølelse, selvom det ikke er søndag? Sådan har dagen været i dag... egentlig er jeg jo ikke så opmærksom på weekend og helligdage, nu hvor jeg er på barsel, men jeg ved jo hvornår Manden er hjemme, og eftersom han er hjemme i dag, føles det som søndag, det er lidt skørt ;)

Håber ellers I har nydt jeres pinse, min er foregået i sengen med masser af hygge og alenetid, da jeg har været skidtmads det meste af ugen og derfor meldte afbud til pinsefrokost igår, dog passede vi vores venners søn i lørdags, som var virkelig hyggeligt, men tog en del på de få kræfter jeg havde...

Nok ynk, og mere mad, i denne uge skal Manden og jeg fråde i dette:

Mandag:
Bagt laks med spinat og ris samt grøn salat

Tirsdag:
Gryderet med polenta

Onsdag:
Hjemmelavet pizza på grillen

Torsdag:
Rødebedefalafler med bulgursalat og pandebrød

Fredag:
Spise hos vores venner

Lørdag:
Schnitzler med bønnefritter og grillede grøntsager

Søndag:
Vietnamesisk Gris (se billede)

Det bliver en god maduge, og det bedste er, at det meste findes i vores fryser, køleskab og skabe, så det er et minimum af varer der skal handles, men det kan da også godt mærkes, at det er ved at være sidst på måneden ;)

- Maj :D




torsdag den 16. maj 2013

Lidt om barselsliv...

Lille og helt ny!


At være på barsel, kan for nogen godt lyde som en hyggelig affære, man skal ikke på arbejde og man er hjemme med sit barn og hygge... og jo, sådan er det måske for nogen mødre og sådan er det ikke for andre!
Jeg vil ikke sige at jeg synes det er hyggeligt at være på barsel, det er det sommetider (langt oftere nu, end i starten) og andre gange er det benhårdt arbejde, og det handler selvfølgelig om hvilket slags menneske du er, men også om hvordan dit barn er.
Tristan har krudt i måsen allerede nu, og synes ikke det er skidesjovt at hans mor lægger ham til at lege for sig selv, han vil langt hellere at jeg underholder ham dagen lang, så det gør jeg - for det meste! Andre dage så får han lov at ligge på gulvet med sit legetøj og brokke sig lidt, det tager han altså ikke skade af, og mor skal altså have lov at gå på toilettet ;)

Jeg er heller ikke just den slags mor der finder tilfredsstillelse i at sidde og dikke dikke med mit barn dagen lang, som en i min mødregruppe meget præcist observerede omkring mig, så har jeg enormt stort behov for egotid og bare at være Maj og ikke kun at være mor. Udover ego tiden, som jeg heldigvis får en del af i form af biograf/cafeture med mine veninder og jævnlige alenetider, hvor Manden tager Tristan med ud til hans forældre eller ud at handle, kan dagene i ens barselsliv også blive rigtig lange, hvis man bare er lukket inde i sit hjems 4 vægge med kun baby som underholdning, jeg har virkelig brug for at interagere med andre mennesker eller komme lidt ud, og det kan ske i mange former som fx:
  • Mødregruppe
  • Babysalmesang
  • Baby rytmik
  • Baby svømning
  • Babybio
  • Baby brunch
De ovenstående er nok de mest populære valg, og der er faktisk rigtig mange muligheder for at komme ud blandt andre mødre, hvor der ikke bliver kigget skævt til hverken amning eller skrigende babyer. Specielt mange kirker laver nogle fine sammenkomster og arrangementer både for dem med babyer og for dem med lidt større børn, så det er et værd at se i det kirkeblad der kommer i vores postkasse, som de fleste af os bare kyler ud ;)

Det at være i mødregruppe for mig har været absolut fantastisk, og jeg kan kun tilråde andre kommende mødre at takke ja til tilbuddet, man kan være uheldig og få en mødregruppe der bare ikke clicker, men det er et forsøg værd.
Min mødregruppe er rigtig god, og vi får vendt og drejet hver en lille ting, givet hinanden gode råd, giver små fifs videre og hygger med god mad og drikke. Det gode ved en mødregruppe er, at de er i nøjagtig samme situation som dig, og det er helt tilladt at tale om bleer, manglende søvn, udslæt af den ene eller anden art etc. ting som dine veninder måske ikke gider at høre på i flere timer! Hvad jeg også tror der er rigtig godt i min mødregruppe er, at der er ikke nogen konkurrence, vi konkurrerer ikke indbyrdes med hvis baby kan hvad og hvornår, men istedet glædes vi over at hinandens poder er så dygtige, og hvis jeg fx klager min nød over at Tristan er lidt tung i gumpen og derfor har svært ved at rulle, så trøster de mig og siger at det skal nok komme, og at der er mange ting han kan som deres måske ikke gør endnu, det er jo bare en skøn opbakning og man bliver bare i så dejligt humør efterfølgende!

En anden ting jeg vil slå et stort slag for, er babysalmesang, det foregår som reglen i de lidt større kirker, hvis du er i tvivl, så prøv at slå din nærmeste kirke op.
Man skal ikke være hellig eller troende for at tage med til babysalmesang, det handler egentlig bare om at få sunget en masse for de små og at det så er salmer, det betyder ikke så meget, hvertfald ikke for mig.
Tristan og jeg nyder at gå til salmesang, det er så hyggeligt at møde andre mødre, synge for sit barn og bagefter bliver der serveret kaffe, the og franskbrød og så kan man lige få snakket lidt, det er rigtig hyggeligt og en god måde at få lært lidt sange man kan synge for sine børn, mine har indtil videre været meget hjemmebryggede sange a la:
"Tristan sov nu - sov nu - sov nuuuu, for pokker da!" eller "Skiderik, skiderik, du er en værre skiderik" - den sidste sang er til ære for at drengen pludselig rumle sk****r for tiden ;) Så at have lært nogle lidt mere brugbare sange med genkendelige melodier får ham til at falde til ro meget lettere!

Det her er bare et lille håndpluk af hvad man kan melde sig til og gøre med baby, så der ikke går for meget barselskuller i den - det har hvertfald hjulpet mig rigtig meget!

Er der nogen der har flere forslag, så skriv gerne, jeg tager alle forslag med kyshånd!

- Maj :D

mandag den 13. maj 2013

Madplan uge 20...

Så prøver jeg igen! Det der med madplan har jo været ret ikke eksisterende de sidste mange måneder, men nu skal det altså tilbage indføres i vores liv!

Jeg har fundet ud af, at jeg trives langt mere med madplan end uden, og jeg ved jo, at jeg bare lige skal ind i rytmen igen, og så skal det nok køre på skinner ;)

Så denne uges madplan vil se således ud:

Mandag:
Spicy nudelsalat med små kødboller og peanuts

Tirsdag:
Rester fra mandag og frokost (besøg af en fra mødregruppen til frokost)

Onsdag:
Gryderet med enten ris eller polenta

Torsdag:
Wokret

Fredag:
Polenta fingre, grillet schnitzel og grøn salat

Lørdag:
Grillet hel kylling med bulgursalat og grillede grøntsager

Søndag:
Pinsefrokost i Jylland

Rigtig god uge til jer alle derude :)

- Maj :D

søndag den 12. maj 2013

I anledning af Mors Dag...

Vil jeg introducerer jer til mine yndlings bloggermødre og deres babyer!

Meget træt Tristan efter en hel dag, hvor han charmede sine bedsteforældre!

Efter jeg er blevet mor, er der gået ret meget baby på bloggen og nok en del mindre mad, men det afspejler jo også ret fint min situation i det virkelig liv.

Siden jeg var gravid har jeg fast fuldt med i nogle blogge hvis ejerkvinder også var, eller skulle være mødre, det er rart at læse lidt om hvad der er i vente, og at læse lidt med hos nogen som er i den samme situation som en selv! Jeg ved, at jeg selv har nogle læsere der er gravide, så disse bloggere kunne også være lidt til jer ;)

TOP 4 søde Drengebørn:
I random rækkefølge...

  1. Frk. Vilstrup og skønne Konrad - Mette som er mor til Konrad er også indehaver af en dejlig livstilsblog, hvor man får et indblik i hendes liv, får gode råd om sundhed/slanketips og ikke mindst super dejlige opskrifter, som alle er lækre og sunde - WIN! Hun er simpelthen indbegrebet af harmoni og positiv udstråling, man kan ikke andet end blive glad når man følger med i hendes blog, jeg ville ønske jeg selv havde den slags ro som mor...
  2. Sarah Louise og dejlige Albert - Sarah Louise er jo en kendis som mange har delte meninger om, men når det er sagt, så synes jeg hun er en fantastisk mor, der er ingen tvivl om at hendes første prioritet er hendes søn Albert, som virkelig er en sød knægt, og ligner sin mor op af dage... Hun lever et jetset liv som jeg slet ikke kan relatere til, men det som får mig til at hænge ved, er at hun på en eller anden måde får familieliv, karriere og endnu en graviditet (Albert er fra august '12) til at gå op i en højere enhed, samtidig med at se mega lækker ud, og have et socialt liv... puha, jeg bliver jo helt forpustet... det er et hektisk liv!
  3. Lortemor og lækre Alfred - Trine Maria er en selvproklameret pessimist, men det synes jeg nu ikke hendes blog bærer præg af, den bærer istdet præg af en ung kvinde med humor, frustrationer og en meget lille portion selvhøjtidelighed. Hun skriver med en ret skarp pen, den er fyldt med sarkasme, personlighed og appellerer i den grad til mig! Trine Maria har bl.a. også skrevet et meget fint indlæg om hvordan barsel kan være et ensomt erhverv. Det indlæg satte virkelig tankerne igang hos mig, som jeg nok vil komme mere ind på i et andet indlæg.
  4. Anja og sødeste lille O - Anja har residens i Holland, og hun har den sødeste lille dreng, O, han er en charmebøf uden lige! Anja er i mine øjne en regulær powerkvinde, hun er gift med en musiker, hendes forældre er i et andet land OG i Holland har man virkelig meget lidt barsel - GISP! Og hun klarer det hele til UG med plus og slange, samtidig med at hun har overskud til at flyve O til DK - jeg magter ikke engang at tage Tristan med i bussen... Shit altså!
Det er 4 meget forskellige kvinder, med forskellige måder at håndtere det der med "motherhood", men de har alle det til fælles, at de elsker deres afkom mere end noget andet, og det skinner ignnem, så tag et smut forbi dem, jeg er sikker på I ikke vil fortryde det...


SÅ afslappet ser man ud, når man tager sig en 3 timers lur - ahhh...


 TOP 4 smukke Prinsesser:
Igen i random rækkefølge
  1. Miss Jeanett og bedårende Bølle B - Jeanett har jeg fulgt gennem meget lang tid, da hun som jeg, er fra Odense og jeg elsker hendes stil og den måde hun gebærder sig på. Hun blev mor for ikke så lang tid siden, og produktet er en smuk Bølle B. Jeanett har også postet nogle ret personlige indlæg om det at blive mor, som jeg klart kan relatere til, og som jeg har haft på bloggen, hvor jeg kun har modtaget ros for min ærlighed, har Jeanett desværre fået nogle hug med på vejen, som jeg på ingen måde synes hun fortjener, tværtimod! Det er altså vigtigt at man tager bladet fra munden, og fortæller om alle aspekter af det at blive mor, og ikke kun de lyserøde momenter, hvis man kun understregede de øjeblikke, jamen så vil der jo sidde en frygtelig masse kvinder derude og tro at de er helt forkerte og ende med en form for depression, og det er da skræmmende at tænke på!
  2. Ditte Aulin og yndige Klara - Ditte er mor til Klara, som jeg er så heldig at dele fødselsdag med, hun er en utrolig kreativ og dygtig kvinde og er mor med stort M - der er ingen tvivl om at hun elsker sin datter og at hun er sin mor "pride and joy" - og helt ærligt, har I lige set hvor yndig og smuk Klara er? Hun er ikke til at stå for... Ditte har jeg også fulgt rigtig længe, og hun og jeg har mailet lidt, og er venner på FB så jeg føler at jeg kender hende på et lidt mere personligt plan, og hun er et fint og skønt menneske, som jeg håber at lære meget bedre at kende, hvis bare ikke hun boede så langt væk ;)
  3. En Glad Blogger og vidunderlige Ava - Eva er en fantastisk blogger, hun skriver med en æstetisk ynde og tager smukke billeder som er en fryd, hun har boet i Istanbul, og det var simpelthen så spændende at følge med i hendes hverdag, som var så anderledes end min, nu er hun vendt hjem til DK, og har nu fået den skønne lille Ava, og jeg elsker at læse alle hendes indlæg, og hun har som jeg, oplevet det at have et barn der er en klisterbaby i starten, og det at føle sig helt og aldeles bundet og måske også lidt forkert... men det er vi ikke, vi skulle bare vænne os til det at blive mor!
  4. Sushistegen og fineste BabyGirl - her er der tale om en kvinde med en vilje over alle grænser, hendes kamp for at blive mor er så lang, så fyldt med tab og sorg, at jeg slet ikke forstår hvordan et menneske kan rumme al det og stadig fungere så perfekt som hun, men det kan denne blogger, og jeg er overbevist om at hun må være et af de stærkeste mennesker der findes! I dag er hun heldigvis velsignet med en smuk og dejlig lille pige! Hvis der nu sidder en læser derude som har problemer med at undfange og vil vide mere om fertilitetsbehandling, så er det her I skal læse med!
Der er kun en ting at sige - skynd jer ind og læs med, det er fantastisk at kunne følge med i andres mødres rejse!

Her til sidst vil jeg lige nævne nogle bloggere som jeg følger og som er med rogn lige pt, og jeg glæder mig til at følge dem i deres livs rejse:
Nok fra mig i dag, jeg skal nyde resten af dagen med Tristan og Manden og rigtig meget Glædelig Mors dag til jer skønnne, smukke Mødre derude :-*

- Maj :D

fredag den 10. maj 2013

Dåbsmenu: Dessert/dåbskage...

Til dessert havde vi valgt at slå to fluer med et smæk, og serverede kage istedet for både dessert og kage, det mente vi, ville blive alt for voldsomt - og viste sig at være et meget fornuftigt valg. Til kagen serverede vi lidt chokolade og frisk frugt.

Kagen fik jeg hjælp til at lave af min søde veninde, det er hende der har lavet den fine topfigur og  hun hjalp mig med at smøre den op og lægge fondant på, resten har jeg dog selv sørget for, at bage bunde, lave mousse og lægge det hele sammen.

Faktisk troede jeg at det ville være meget mere besværligt at lave sådan en kage, men det var ikke så slemt, og jeg tror sagtens jeg kunne finde på at gøre det igen, og næste gang ved jeg hvilke faldgruber der er ;)

Kagen blev desværre en smule skæv, og af en eller anden grund drillede fondanten os, den havde en masse dumme luftbobler og det kunne ses lidt da vi betrak kagen, men det tror jeg nu ikke der var mange der bemærkede...

Grøn kage, med sort silkebånd mellem lagene.
Min veninde og jeg døbte den: Det skæve tårn i Pisa ;)


Chokobunde, lakridsmousse og hindbærmousse - så lækkert!


Den var så nem at skære i, og man fik de fineste stykker...


Opskriften til bundende fandt jeg hos Himmelske Kager HER den eneste ændring var at jeg tilsatte kakaopulver, omkring 3 spsk. for at få chokolade bunde.

Den eneste anke jeg havde, var at mine bunde desværre skrumpede da de blev kolde, så det var godt at jeg bagte i en bagering, så da kagen skulle samles, kunne jeg bare indstille ringene, dog blev de jo i omkreds 1-2 cm mindre end beregnet, og også derfor at frøen på toppen fylder SÅ meget...
Jeg ved ikke helt hvad der gik galt for mig, men jeg synes at selve dejen var for bastant inden jeg vendte æggehvider i, så jeg tænker at jeg vil prøve at putte lidt mindre mel i næste gang! Ellers var det nogen meget nemme bunde, som smagte forrygende og var meget svampede.

Min hindbærmousse er inspireret af Mette Blomsterberg.

Hindbærmousse med hvid chokolade
Nok til et lag i en kage 20 cm og 1 lag i en kage 16 cm i diameter

Ingredienser:
  • 350 g frosne hindbær
  • 1 vanillestang
  • 120 g sukker
  • saften af 1 lime eller ½ citron
  • ½ l. piskefløde
  • 150 g. hvid chokolade
  • 5-6 blade husblas
Tilberedning:
  1. Kog hindbær, vanille, sukker og lime/citron saft uden låg i ca. 15 min. Blend massen og hæld den igennem en finmasket si, så de fleste små kerner forsvinder. Sylten skal afkøles fuldstændigt inden den skal bruges.
  2. Husblas lægges i blød i rigeligt koldt vand.
  3. Hak chokoladen fint og hæld det i en skål, varm fløden langsomt op til den næsten koger, omtrent 80 grader, hvorefter halvdelen af fløden hældes over chokoladen og der røres til chokoladen smelter og massen er blank.
  4. Tilsæt mere og mere fløde, og rør godt imens, til der ikke er mere. Kram al vand fra husblasen, og kom det direkte i den lune chokolade/fløde masse, rør godt til al husblas er opløst.
  5. Tildæk cremen med husholdningsfilm helt nede ved overfladen, så der ikke kommer kondens, og op af siderne på skålen.
  6. Lad nu cremen afkøle fuldstændigt, min. 3 timer, gerne natten over.
  7. Pisk cremen let og luftig, og tilsæt da den kolde hindbærsylt og pisk den med, til det er godt blandet og har den ønskede konsistens.
NOTE:
Jeg synes dog min mousse blev lige til den søde side, jeg ville gerne have en lidt mere syrlig mousse, derfor har jeg justeret på mængden af hinsbær, sukker og hvid chokolade, så det er som jeg ville lave det næste gang.

Lakridsmousse
Nok til et lag i 20 cm kage og et lag 16 cm kage (dog ikke så tykt lag)

Ingredienser:
  • ½ l. fløde
  • 150-200 g. hvid chokolade
  • Lakridssirup efter smag
  • 3 blade husblas
Tilberedning:
  1. Husblas lægges i blød i rigeligt koldt vand
  2. Varm fløde og chokolade forsigtigt op, til al chokoladen er smeltet.
  3. Tilsæt lakridssirup efter smag og hvis flødemassen stadig er varm, kan husblassen smeltes direkte i, ellers kan der tages lidt fra i en skål, varme det op i mikroovnen, smelte hussblassen i skålen og derefter blande det med den resterende fløde.
  4. Dæk cremen til med film, helt nede ved overfladen og lad den afkøle min. 3 timer eller gerne natten over.
  5. Inden brug piskes cremen let og luftig
NOTE:
Jeg brugte saltlakrids sirup fra Johan Bülow, en anden gang vil jeg nok bruge pulver istedet, og evt skippe husblassen.

Jeg synes kombinationen af chokolade, hindbær og lakrids var fantastisk, og på ingen måde sidste gang jeg har lavet det!

- Maj :D


torsdag den 9. maj 2013

Dåbsmenu: Forret og hovedret...

Til dåben havde jeg valgt en ret afslappet menu, og det vigtigste var at det meste kunne forberedes i forvejen og at det skulle være nemt at lave, så valget på forret blev en utrolig lækker spinatroulade som jeg lavede i to versioner, en med røget laks og en med skaldyrssalat og som jeg fornemmede det, så var det et rent hit!

Spinatrouladen har jeg fundet inde hos Louises Madblog.



Spinatroulade med røget laks/skaldyrssalat
4-6 personer

OBS
Opskriften er kun til EN roulade, så hvis du kun skal lave en, så skal der kun vælges en slags fyld!

Ingredienser:

Spinatrouladen
  • 450 g. frossen helbladet spinat
  • 15 g. smør
  • 4 æg, delt i æggehvider og æggeblommer
  • Salt og peber
Fyld, røget laks
  • 150 g. flødeost
  • 200 g. røget laks i små bidder
  • 1 dl. creme fraiche 18%
  • Dild og purløg (efter smag)
  • Salt og peber
Fyld, skaldyrssalat
  • 100 g. rejer
  • 100 g. surimi i små stykker
  • 3 finthakkede forårsløg
  • 150 g. flødeost
  • 1 dl. creme fraiche 18%
  • 1 spsk. mayonnaise, kan udelades
  • Revet citronskal fra 1 citron
  • Salt og Peber
Tilberedning:

Spinatroulade
  1. Spinaten tøes op, gerne i mikroovn, og presses fri for alt væde. Det er derfor det er vigttigt at bruge helbaldet, hvis man bruger hakket, er det svært at få presset al væde ud, uden at der går alt for meget spinat til spilde.
  2. Spinaten blendes med smør, salt, peber og æggeblommer til en ensartet masse.
  3. Pisk æggehviderne stive og vend dem i spinatmassen, vær en smule varsom. Hæld massen ud på en bageplade med bagepapir og smør den ud ca. ½ cm tykkelse, jeg smurte ikke helt ud til kanterne, da den så bliver for tynd.
  4. Bag spinatmassen ved 200 grader i ca. 10 min. og efter endt bagning dækkes spinaten til med et fugtigt viskestykke.
Fyld
  1. Alle ingredienser blandes godt sammen og smages til med salt og peber, hold igen med saltet til den version med laks, da røget laks er ret saltet i sig selv.
  2. Skaldyrssalaten har godt af at stå 1 dag før brug, da den kaster lidt væde som man med fordel kan si fra, og få noget mere fast fyld. Jeg var lidt bekymret for om det ville gennembløde rullerne, men det gjorde det ikke, den er dog bare ikke så fast som den med laks.
  3. Læg spinatmassen med bunden opad og smør forsigtigt fyldet på og rul den på den lange side og pak den ind i bagepapiret og lad rouladen hvile i køleskabet i mindst 3 timer og gerne natten over.
Til barnedåben anrettede jeg rullerne på fade og serverede med flutes, skal man ikke være så mange, så kan man med fordel anrette på tallerken!



Denne anretning er fra da jeg lavede den til min svigermors "dinnerparty"



Til hovedret fik vi som sagt Pulled Pork med hjemmelavet coleslaw og BBQ sauce, udfra den samme opskrift som altid, i finder den HER. Det var Mandens ønske, og jeg tror gæsterne var mere end tilfredse med det!


Sådan her ser 12 kilo nakkesteg ud, når det er marineret og pakket godt ind!


18 timer senere, ser de således ud! og stegeskyen var himmelsk...

Velbekommen!


 Jeg har desværre ikke mange billeder fra selve barnedåben, da jeg havde travlt med at hygge og hjælpe min veninde med alt det praktiske, så jeg håber at dem der tog billeder, gider at sende dem til mig! Og jeg mangler også at få fra kirken, dem er jeg meget spændt på!

Håber I har nydt en ekstra lille fridag, vi brugte den på Eventyrløb her i Odense, så det har atter været en lang og god dag!

- Maj :D

tirsdag den 7. maj 2013

Så blev det endelig den store dag - i søndags...

Tristans dåb er nu veloverstået og TUSIND tak for alle de søde kommentarer på Instragram og ikke mindst for dem der er på de sidste to indlæg, som jeg endnu ikke har besvaret! Men jeg skal nok komme dertil, jeg har bare været en anelse stresset med dåben, som heldigvis gik helt perfekt, og over alle forventninger!

Tristan klarede kirken med bravour, græd ikke da han fik vand i hovedet og var generelt ret glad, dog blev han sulten da præsten gik igang med sin prædiken, så der listede vi lige så stille væk...

Festen var også en stor succes, maden blev fortæret med stor vellyst og solen skinnede så man kunne være ude i haven, hvilket var godt med de krudtugler der var med til festen - altså børnene ;) Så da vi var hjemme igen omkring kl.19.30, var vi glade omend noget trætte, så de sidste par dage er gået med at restituere!

Nedenfor kommer der lidt billeder fra den store dag:

Tristans faster var en stolt gudmor, og de klædte hinanden rigtig godt!


Censursprutten var kommet en tur med i kirke - sammen med en masse andet underholdning ;)


Tristan og hans mor...


De mange fine gaver som Tristan modtog, samt en Trip Trap stol som ikke kom med på billedet...


Det smukke bord, hvis jeg selv skal sige det :)
Gaverne indeholder skumfrøer - hvilket vakte jubel!


Og til sidst et billede af min kage til Tristan...


Det er langt fra min egen fortjeneste at dagen blev sådan en succes, jeg skylder en stor tak til mine svigerforældre som lagde hus til, som har hjuplet med borde stole og alt muligt praktisk, og ikke mindst at de altid var klar til at tage Tristan, når jeg lige havde brug for begge mine hænder... Derudover har jeg de mest fantastiske veninder, en som hjalp mig med kagen, hun lavede frøen, åkanden og blomsten samt hjalp mig med at opsmøre og lægge fondant på, så der er ikke meget jeg selv har gjort. Den anden hjalp mig på selve dagen med at lave mad og holde Tristan sovende samt være opvasker! Jeg er virkelig heldig at have så mange fantastiske mennesker i mit liv!
De smukke borddekorationer blev kreeret af Mandens kusine, som ikke ville have andet end tak for dem, og billeder blev taget af mine veninde 2's søde far, jeg tør slet ikke tænke på hvordan dagen ville have gået, uden al den hjælp!

Alt i alt en skøn dag, som jeg vil tænke tilbage på med glæde! Men nu skal der også gå meget længe før jeg gider at gøre sådan noget helt fra bunden igen!

Opskrifter på den mad som vi indtog, skal nok komme i løbet af ugen :)

- Maj :D

torsdag den 2. maj 2013

Tristans første "milepæl"...

sker på søndag i form af hans barnedåb!

Jeg har fortalt det før, men Manden og hans familie er meget traditionsbundet, og derfor skal Tristan døbes, jeg synes det var nok at få ham navngivet, men ind i mellem må man jo indgå nogle kompromiser, derfor bliver Lille T døbt.

Vi valgte datoen på søndag, da det jo er en utrolig smuk dato, og fordi maj måned har en stor betydning for os:
  • Manden har fødselsdag i maj
  • jeg hedder Maj
  • mine forældre fik besked om at jeg var deres i maj
  • vi blev gift i maj!
Temaet for barnedåben kan nok fornemmes ud fra disse billeder:

Invitationer til barnedåben, helt enkel og nem at lave...


Pynt og andet godt...


Bordkort/partyfavours der skal ligge oven på servietten, som
bliver foldet som en åkande...


Inspirationen til Tristans dåbskage...


Dåbskjolen, som er syet af svigermors brudekjole og som Manden også er døbt i...


Det skulle heldigvis også blive dejligt vejr på søndag, så vi kan få velkomstdrink ude i haven, selve festen skal nemlig holdes ude hos mine svigerforældre.
Menuen kommer til at lyde på dette:
  • Forret: 2xSpinatroulade, 1 med laksefyld og 1 med skaldyrssalat dertil hjemmelavet flutes
  • Hovedret: Pulled Pork med coleslaw, broccolisalat, grøn salat, BBQ sauce og hjemmelavede burgerboller
  • Dessert/Kaffe: Min første fondant kage med chokoladebunde, hindbærmousse, lakridsmousse og smurt op med chokolade smørcreme. Min inspiration er Johan Bülows lakridser der er overtrukket med chokolade og rullet i hindbær... det er en god kombination, den er lidt vovet, og måske ikke i alles smag, men nu må vi se!
I tirsdags havde vi besøg af vores præst, den samme som viede os, og hun gav os til opgave at finde vores egne salmer til dåben, og jeg fandt disse fire, som jeg synes er smukke og nemme at synge:
  • 15: Op al den ting, som Gud har gjort'
  • 441: Alle mine kilder skal være hos dig
  • 448: Fyldt af glæde over livets under
  • 750: Nu titte til hinanden de favre blomster små
Og indgangs og udgangs melodien/sangen vil blive "Kom maj du søde milde"

Så der er nok at se til i det lille hjem, og jeg må sige, jeg glæder mig til at barnedåben er veloverstået, for jeg trænger til at slappe fuldstændig af! Der vil komme billeder og opskrifter i løbet af næste uge, resten af denne uge vil stå i dåbs tegn, og lidt fejring af Mandens fødselsdag på lørdag...

- Maj :D