Noget om natteroderi...

Trræt far og træt baby efter en lang nat, hvor der ikke blev sovet meget...

Åh ja, natteroderi, det tror jeg de fleste småbørnsforældre kan relatere til, og tænker på med gru! Selvom Lille T var lidt en udfordring for os i starten, så har han altid sovet relativt godt om natten, det kan godt være at han klatsov eller powernappede sig igennem en hel dag, men om natten har det altid været okay, ikke fantastisk, men heller ikke forfærdeligt! Han har aldrig vågnet om natten, andet for at spise, man har jo hørt og læst om mange familier der ikke laver andet end at rende op om natten for at få junior videre i søvnen af den ene eller anden grund...

Men, i sidste uge blev jeg (IGEN :S) forkølet, ondt i halsen, snot etc OG både Manden og jeg blev ramt af en ond omgangs (roskilde) syge natten til mandag - pyyyhhh... og alt det sygdom har selvfølgelig også taget sin tørn på Tristan, og pludselig ville han ikke sove om dagen, medmindre han lå i mine arme, hvilket er okay, for det er jo ret hyggeligt at putte med sin elskling, men hvad værrer var, at han om aftenen, efter han var blevet puttet vågnede 2-3 gange, for at sove til ca. kl.23 og vågne skrigende og utrøstelig! Puha... min stakkels lille skat! Det tog mig ca 1 time hver gang at få ham til at falde ned, få lidt mad i ham, for at det hele startede forfra 3 timer senere, og jeg så stod op med drengen kl.05... ZZzzzzZZZ, så er man sq lidt træt og brugt... Og ikke mindst Trristan, som har været sur og tvær, spyttet flasken ud fordi han ikke ville have mad, selvom han var sulten, åh ja, de sidste par dage har været skønne ;)

Igår så jeg dog lyset, at Tristan igen ville have flaske og hans sult meldte sig helt naturligt, han smilede og pludrede og sov meget bedre om dagen, omend jeg stadig har ladt ham sove i mine arme, og i aftes fik vi smidt ham i seng UDEN at han vågnede en eneste gang - YAY! Så lad os håbe at det fortsætter sådan :)

I dag kommer mødregruppen, og jeg glæder mig rigtig meget, de er så søde og vi hygger helt vildt, men det skal jeg nok fortælle mere om, lige nu har jeg lidt travlt, så I får bare lige et billede af lidt af de godter jeg har forberedt til mine Yummy Mummys:

- Maj :D

Blod, sved og tårer...

var hvad det kostede mig at føde mit lille julemirakel!

Far og en meget Lille Tristan...

Dette indlæg har været længe undervejs, og jeg tror det er meget godt at jeg har ventet lidt med at skrive det, for det er en oplevelse jeg ærlig talt skulle have tid til at fordøje, det var virkelig hårdt, og havde du spurgt mig lige efter fødslen, så gjorde jeg det ikke igen, men spørger du mig nu, så ved jeg jo hvad det indebærer, hvor mine grænser er og hvad jeg kan og ikke kan, og derfor er jeg villig til at gøre det hele igen, for at jeg en dag kan gøre Tristan til en stolt storebror (om mange år... ;P) og Manden til far igen, og hvis jeg er ekstra heldig, bliver velsignet med en lille pige (men det er ikke et must...).

Jeg blev inspireret af at fortælle om min fødsel første gang da jeg læste med hos Ditte, da hun fødte smukke Clara, og nu fik Jeanett mig til gøre indlægget færdig med hendes beretning om Bølle B's vej til verdenen.

Så til dem der er interesseret, kan læse videre her, om Tristans vej til livet:
Manden og jeg har hele tiden frygtet at vores lille Haletudse ville melde sin ankomst d.24.12 eller d.01.01.13, men alle har hele tiden trøstet os med at som førstegangsfødende, så kunne jeg lige så godt forvente at jeg gik over tid, så det havde jeg faktisk mentalt forberedt mig på! Men sådan skulle det ikke gå...
Vi havde en dejlig (men lang og omend hektisk) juleaften hos Mandens forældre i selskab med Mandens søster, svoger og vores to nevøer, så da vi endelig lå i vores senge kl.01.00 var vi trætte og kunne se frem til en hyggelig julefrokost dagen efter - i vores lille hjem!

Kl.03.30 vågner jeg ved at jeg nyser - og tisser i sengen!
Jeg kan slet ikke styre det, og skynder mig på toilettet, lettere skamfuld og håber ikke at Manden vågner, da det jo ikke er så charmerende at tisse i sengen i min alder... jeg når på toilettet og er helt vågen, men åh så træt og en smule groggy, og det fosser bogstavlig talt ud af mig, det fortsætter i et godt stykke tid, og stilner lige så stille af, men hver gang jeg vil rejse mig fra kummen, løber det ud af mig! Det er DER det slår mig, at jeg ikke tisser, men at det er mit vand der er gået! Min hjerne går seriøst i sort et kort øjeblik, og jeg prøver at overbevise mig selv om at det ikke sker, for jeg er jo slet ikke forberedt på at skulle være mor lige nu og her, men efter 10 min på toilettet, kan jeg ikke nægte kendsgerningerne, og kalder på Manden, som kommer løbende og er meget vågen, meget hurtigt!

Vi ringer til fødegangen for at rådføre os om hvad vi skal stille op, for jeg har ingen veer overhovedet! Den søde jordemoder jeg får fat i, fortæller mig at jeg skal gå i seng igen, og vente på at veerne kommer, hun forventer at de vil komme indenfor de næste to timer, og når det så sker, skal jeg komme ind til dem når der er 3-5 min. mellem veerne. Hvis jeg mod alle odds ikke skulle få veer, så skulle jeg komme ind til dem kl.11.30 til en undersøgelse, i mellemtiden skulle jeg forsøge at få lidt søvn - men helt ærligt, hvor nemt er det lige at få søvn når der siver fostervand ud af en? Jeg smed så mange bind i mine trusser at det virkede som en voksenble, men det var stadig pænt ubehageligt, og på 3 timer havde jeg tabt knap 1½ kg i fostervand alene... så det blev ikke til megen søvn, da vi kørte mod OUH kl.11.00, for jeg havde selvfølgelig ikke fået veer!

Kl.11.50 har de endelig tid til at bese mig, hvor de scannede lillemandens hjertefrekvens samt undersøgte min livmoder, som viste sig at være helt moden til en fødsel, men jeg manglede stadig mine veer, så efter undersøgelsen fik jeg grønt lys til at gå ned til fødegangen, hvor jeg ville få vedrop så jeg kunne komme igang med fødslen.

Kl.16.30 er jeg klar til at få mit vedrop, efter jeg har talt med den første af 3 jordemødre der havde vagt inden Tristan kom til verden, inden droppet blev jeg atter undersøgt, fået lavement og scannet igen, men eftersom Tristan lå meget stille i min mave, blev det besluttet at han skulle have en elektrode på hovedet så man kunne scanne hans aktivitet mere nøjagtigt, det var ikke specielt rart at skulle have en elektrode på hans hovede, mens han stadig lå i min mave... avs...
Da alt var klart til mnit vedrop, var der vagtskifte, og jeg hilste på min anden jordemoder, som skulle være den der trak det hårdeste læs med mig. Hun var en sød og ung pige, som virkelig var god til at informere både Manden og jeg om alting, så der ikke var nogen tvivl, og vi følte os helt trygge og ved godt mod.
Vi talte lidt om smertelindring og om hvordan det ville foregå med ve-drop og jeg sagde at jeg bare ville tage det som det kom og umiddelbart skulle hun ikke bestille noget smertestillende til mig, men nøj hvor kom jeg til at bide de ord i mig...

For nogen kan ve-droppet tage lang tid om at virke, og for andre skal man stoppe for det, vente 3-4 timer for at prøve igen, men for mig virkede det med næsten fuld kraft indenfor 5-10 minutter... lige så snart hun tændte for droppet kunne jeg lige så stille mærke en trækken i lænd og også i min livmoder, og jeg tænkte, nå ja, det kan jeg sagtens holde til... 4 min. senere kom de for fuld udblæsning, og så stod den ellers på veer for fuld knald! Jeg forsøgte mig med vejrtrækning, at slappe af, fik nåle stukket i mig, og intet hjalp, veerne blev værrer og værrer, og til sidst kom de så voldsomt, at jeg ikke fik pause imellem dem, da de kom bølgende 2-3 efter hinanden for så derefter at dykke.
Min jordmode havde advaret mig om at det ville forekomme, men jeg havde jo aldrig prøvet det med veer, så anede jo ikke hvad jeg skulle forvente ud fra sådan et udsagn, men det ved jeg nu, og det var ikke rart.

Kl.21.00 var veerne virkelig slemme, og de blev ved med at bølge og jeg havde det så varmt at jeg kogte over det hele, det eneste der hjalp var at Manden gav mig en kold klud for mit ansigt, mange synes det lindrer med noget varmt, men jeg var så opkogt at tanken om et varmt bad eller en varmedunk var helt forkert. På dette tidspunkt bliver jeg atter undersøgt, og jordmoderen konstaterer at jeg har åbnet mig 3-4 cm (ARGH!) og at der nok går yderliger 4-5 timer før jeg er åbnet tilstrækkeligt, og der begyndte jeg at græde, ikke bare sådan lidt tårer, men deciderede hulk og et voldsomt vandfald af tårer, da jeg ikke kunne magte tanken om at fortsætte dette ve-helvede 4-5 timer mere.
Min jordmoder kunne godt se at jeg ikke kunne magte det, og foreslår om hun ikke skal ringe efter en anestæsilæge, så jeg kan få en epi og jeg tror ikke rigtig jeg behøver at svare, mine hulk var vidst svar nok... ja, jeg følte mig sq ikke som en urkvinde, og jeg følte mig virkelig svag og træls ved at skulle have smertestillende på den måde, jeg havde oppe i mit hovede nok forventet at det kunne jeg da sagtens klare, men ak... Af en eller anden grund blev jeg ved med at undskylde til både Manden og jordemoderen, hvilket de synes var lidt sjovt, jeg husker det slet ikke, men der er også rigtig meget som er pænt sløret.

Jordmoderen ringer efter lægen, og jeg fik det svar der hed sig, at han kunne komme mellem 10 min. - 1 time...

Kl.22.15 kom anestæsilægen endelig, den time det tog ham at komme ind til mig føltes virkelig lang, og jeg kom kun igennem mine veer ved at tænke "han kommer snart, han kommer snart, han kommer snart", og da han endelig kom, var det virkelig en lettelse, indtil han fortalte at epi'en godt kunne tage 30-45 min om at virke... mit hjerte sank virkelig i mit bryst, men jeg synes ligesom jeg havde været pivet nok, så jeg prøvede at tage det ved godt mod, og nikkede bare til alt det andet han fortalte. Jeg fik sat mig op, og kiggede ned og fik besked på at sidde musestille, for det kan være ret farligt hvis jeg spjættede og nålen enten kom forkert ind eller røg for langt ind, og sørme om jeg ikke skal rammes af endnu en vebølge, men det lykkedes mig at sidde stille til trods for veer, og jeg mærkede intet til den lange nål der røg ind i min ryg - og lur mig, om min krop, ligesom med ve-droppet, tog fantastisk imod, med det resultat at epi'en virkede pronto - sikke en fryd!
Jeg fik besked på at sove lidt, eftersom jeg ikke havde sovet siden kl.03.30 og de forventede at der nok lige gik nogle timer før der skete mere, så jeg lagde mig ned, lukkede mine øjne og slappede af - ahhh...

Kl.23.30 begyndte mine presseveer lige så stille at melde deres ankomst, epi'en virker ikke på presseveer, men de var på ingen måde lige så ubehagelige som udvidelsesveerne, så dem havde jeg i godt ½ time, indtil de tog godt til og begyndte at hive i mig og jeg fik en umenneskelig trang til at presse. Jeg blev undersøgt og havde også udvidet mig 8-9 cm, problemet lå i at Tristan simpelthen ikke var faldet ned i mit bækken, så jeg blev beordret ud af sengen, og så skulle jeg ellers rotere/vugge mit bækken, så jeg kunne hjælpe drengebassen på vej.
Manden synes det var SÅ sjovt at jeg rendte rundt der, med kæmpemave, charmerende kæmpeble og dertilhørende nettrusser og hvid skjorte mens jeg "dansede" som han kaldte det... Men den der pressetrang tog til for hver ve, og det er altså temmelig ulideligt når man bare for at vide, at jeg skal holde igen, på det tidspunkt var jeg virkelig klar til at få ham ud, og tror jeg spurgte Manden mange gange: Hvorfor kommer han ikke bare ud? ha ha ha... det er ikke sjovt at være mand i sådan en situation!

Kl.01.00 fik jeg endelig besked på, at nu måtte jeg presse, og jeg gav den fuld gas, for nu skulle han dælme bare ud, og puha hvor var det mega hårdt jo! Det tog 4 presseveer at få ham ud, og mellem de to lå han med sit bredeste stykke (skulderen) og blokkede mig, og ja, det gjorde nas af pommeren til, troede aldrig jeg skulle blive ordentlig dernede igen...

Kl.01.20 havde jeg et styks drengebasse liggende på mit bryst, han var helt dækket til i fosterfedt, men det betød absolut intet, alle mine bekymringer for om jeg nu ville føle noget for det lille væsen jeg lige havde givet liv til forsvandt, for i det øjeblik jeg mødte Tristan, vidste jeg bare, at ham ville jeg elske resten af mit liv...

Selvom jeg synes det var frygtelig hårdt, og at det tog pænt lang tid, så er det jo intet i forhold til andre jeg kender som havde veer i 24 timer eller som Jeanett, hvor fødslen strakte sig over 51 timer... der er mine 22 jo vand i forhold til!
Manden synes dog jeg klarede det flot, og han griner stadig lidt over at jeg havde overskud til at bekymre mig om han var sulten eller kedede sig, fordi det virkede som meget ventetid for ham... og der skal også være STOR ros til ham, han var en støtte og styrke uden lige, og på intet tidspunkt snerrede jeg, råbte eller skreg grimme ting til ham, som de fleste i min omgangskreds ellers havde sat penge på... (ja, det havde jeg faktisk også selv troet ;D).

Håber I fik lidt ud af min beretning, og trods den lange vej og smerterne så var det en helt og aldeles vellykket fødsel helt fri for komplikationer, og da Tristan lige præcis kom ud indenfor de 24 timer, var der ingen risiko for infektion, så det gik helt som det skulle. Jeg havde også kun en meget lille bristning og nogle få rifter, så jeg slap også billigt på den konto - Phew...

Hvis I har nogle spørgsmål så skriv endelig, som I allerede er klar over, så er jeg ret åben...

- Maj :D

En tur på Café...

I Påsken hankede jeg op i Manden og Lille T og tog dem med en tur ind til byen for at hygge med en går tur og lidt godt at spise. Det var første gang at vi skulle ud og spise siden Tristan blev født, og det var en smule angsprovokerende at skulle have Tristan med, for jeg vidste overhovedet ikke hvordan han ville reagere, og jeg er ikke så god til uforudsigelige ting...

Men, vejret var godt og Manden havde påskeferie, så det skulle udnyttes, og hvis det gik helt galt, så kunne vi jo altid smutte hjem igen. Vores strategi var nu at Tristan skulle sove i barnevognen det meste af den tid vi var på cafe, så vi kunne få en masse voksentid sammen...

Manden fik en ordentlig påskebryg og jeg fik verdens mindste juice, som jeg gav 37 kr. for...

ja, så er den da hvertfald også betalt, kan man sige!

Manden fik verdens største portion Nachos og jeg fik en Pulled Pork sandwich.

Nachos var okay, men den var så stor at vi fik halvdelen med hjem i en doggy bag, men

sandwichen med pulled pork var pænt skuffende... den var smagløs og kold, æv!



Vores plan gik faktisk rigtig fint, Tristan sover mellem 2-3 timer til frokost, men hvad vi ikke havde forudset var, at det var virkelig svært at finde et sted med plads til os ved et vindue, så vi kunne holde øje med vores skat... efter lang tid, lykkedes det os, og vi fik bestilt, og lige da maden kommer vågner Tristan selvfølgelig, så med bævende hjerte sendte jeg Manden ud for at hente drengebarnet, og var halvt på vej til at lede efter en tjener for at bede hende om at pakke vores mad ned, og betale.

Og som oftest er scenarierne altid værre i mit hovede end i virkeligheden, og hvad jeg havde forestilt var en sur skrigeballon og hvad der var realitet var en sød og glad dreng der var veludhvilet efter en dejlig lur, som fik flaske og ellers bare sad lige så stille og kiggede på de andre mennesker i cafeen!

Det var simpelthen så meget optur, at jeg var høj resten af dagen over vores oplevelse, så meget, at jeg siden hen har haft modet til at tage ham med lang flere steder, uden at sikre mig at han sover igennem det hele... ja, det kan måske godt lyde mega pylret, men med den start vi havde med Tristan hvor han var meget modtagelig for alting og blev crazy hurtigt overstimuleret, så slæber man altså ikke bare ungen med overalt, da det er synd når de ikke kan kapere det!

Tiden har modnet Tristan, og han er blevet en del mere robust end før, men han har stadig utrolig svært ved at håndtere for mange indtryk, men det går bare bedre og bedre, så når vi skal til barnedåb på søndag, er jeg slet ikke så nervøs som jeg har været!

Tristan - den lille charmer!

Tænk at det er over 3 måneder siden, han kom til verden!

- Maj :D

Det vidste I nok ikke om mig...

Hov Mor... Hvad sker der?

Skønneste, dejligste Lille T <3

1. Jeg spiser stort set alt, og har som personligt Motto at alt SKAL smages... dog er der 3 fødevarer som jeg virkelig ikke er glad for: Peberrod, Selleri (begge varianter) og Sennep (i alle afskygninger)
2. Min far er uddannet kok og har arbejdet på en højskole, som jeg næsten voksede op på, og han har alle dage været en stor fortaler for økologi og har arbejdet som produktudvikler hos Hanegal, deraf min passion for mad og økologi...
3. Jeg er adopteret fra Sydkorea (det overrasker nok ikke mange af Jer...), Seoul, men kom først til Danmark i en sen alder, jeg var 6 år... (og kategoriseret som et handicappet barn)
4. Jeg har, hvad sundhedsplejersker refererer til en "naturfod", en fod som et urmenneske, da det ikke er formet efter en sko, da jeg har gået barfodet de første af mine leveår...
5. Jeg husker intet af de første 6 år i Korea - Hurra for selektiv hukommelse...
6. Jeg kom til Danmark med to slemme infektioner, den ene kaldes slumsår, hvor jeg fik sår på kroppen der kom indefra og den anden gav jeg til min mor, som satte sig på hendes hornhinder og gjorde hende blind i 2 måneder (og man vidste ikke om hun nogensinde ville få synet tilbage!)
7. Da jeg var barn ville jeg giftes i en hvid kjole første gang, og en lilla kjole nr. 2 gang... (Mine forældre har begge været gift før de mødte hinanden ;D)
8. Jeg har ALDRIG troet på Julemanden, og har heller ikke i sinde at bilde Tristan ind at han findes... ej heller Påskeharen eller deslige!
9. Før jeg mødte Manden ville jeg hverken giftes eller have børn...
10. Jeg har alle dage været hunderæd for at få børn, og var ret sikker på at jeg aldrig skulle have børn, indtil for 1 års tid siden...

Et lille indsigt i mit liv før bloggen, er der noget som I finder specielt interessant eller overraskende?

Hav en rigtig god lørdag derude :-*

- Maj :D

Asiatisk mad...

er noget jeg holder rigtig meget af, om det er sushi, indisk curry, friske vietnamesiske ruller eller hot thai! Det er så fantastisk alle de smagsgivere man bruger i det asiatiske køkken, og ofte er det også utrolig frisk og ikke mindst lækkert.

Jeg har ikke fordybet mig specielt meget i mit køkken eller madunivers siden jeg blev mor, og jeg vidste godt at jeg ikke ville få den samme tid til at eksperimentere, hygge og planlægge som før, men lidt mad er det altså blevet til :) Det handler altid om prioritering, så selvom jeg nogle dage er så træt at jeg knap kan hænge sammen, så er det alfa omega for mig, at vi får mad - og helst ordentligt mad på bordet. Men for ikke at lyde så hellig, så er der altså også været dage med nemme (ikke altid billige) løsninger, hvor vi enten har spist rugbrød eller bestil take out.

Men det der slår mig, er at jeg ofte er vendt tilbage til noget der har rødder i det asiatiske køkken, specielt salater, da det er nemt, lækkert, sundt og smagfuldt:

Hjemmelavede forårsruller, som blev penslet med lidt olie og bagt i ovnen - stadig super sprøde!

Serveret med en nudelsalat vendt i en krydret peanutdressing og toppet med koriander - MUMS!

Asiatiske kødboller, grøntsags/nudel wok og spicy agurksalat

Thai-Beef salad med masser af grønt og granatæbler

Vietnamesisk braiseret svinekød i en karameliseret sauce, serveret med æg, spicy agurkesalat

og sprøde gulerødder - SÅ lækkert!

Lækker takeout: Marineret svinekød, ris, krydderurter og en forårsrulle, ikke dårligt!

Snyde sushi (der er ingen ris og det er lavet på røget laks...)

Uhm når jeg ser på retterne, så forstår jeg godt at det er noget jeg vender tilbage til, for det ser da ret indbydende ud... specielt den der thai-beef salad er supernem at lave, og man kan jo bruge det protein man lige har, har mange gange også lavet det med tigerrejer.

Nu hvor jeg er så dårlig til at opdatere bloggen med jævne mellemrum, så er jeg tilgengæld rigtig god til at opdatere inde på Instragram: majb81 - der poster jeg billeder dagligt, både mad, trivialiteter og ikke mindst Tristan :)

- Maj :D

Det der med Tigerspring...

og udviklingsspring, det er godt nok forskelligt hvordan og hvor meget babyer lader sig mærke af det!

Tristan ændrer sig nærmest fra den ene dag til den anden både når han kommer i en "sort sky" periode og når han går ind i en "solskins" periode, det er helt skørt... Mens min lille nevø, han lader sig åbenbart ikke særlig meget mærke af at der sker en masse i hans indre, hans mor kan hvertfald ikke mærke nogen forskel! Det kan jeg hvertfald med Tristan... Hvordan er jeres erfaring omkring dette, har jeres børn ændret sig som Tristan eller slet ikke ladet sig mærke af det som min nevø??

Jeg har downloadet "Vidunderlige Uger" app'en..

og som I kan se, har jeg stadig 4 dage med en dejlig tordensky... argh!



Når Tristan er udenfor tordensky zonen, så er han en glad, skøn og forudsigelig baby. Han sover nærmest på klokkeslæt, spiser godt og er en fryd... men når den der tordensky er i nærheden så kan jeg ikke drive ham i seng, han skal vugges, synges for og nusses i en evighed før han overgiver sig til søvnen, mad er et kæmpe problem i disse perioder, der bliver spist, spyttet ud, skreget, gylpet og skreget lidt mere... ja, det er dælme herligt ;)

Men jeg har efterhånden lært at det jo heldigvis kun er en fase han skal igennem, og at han kommer igennem på den anden side endnu skønnere og sjovere end før, og det holder mig igang, for mens tordenskyen er i fuld sving, så er det dælme hårdt...

Nu skal det ikke lyde som brok, for i det store hele så er Tristan en fantastisk unge, han er sød, sjov og charmer gerne damerne - og med tiden er nogle ting bare blevet SÅ meget nemmere, mens andre stadig er en udfordring, men sådan tror jeg, det er for de fleste!

Søvn er noget af det vi har kæmpet virkelig meget med, de to første af Tristans levemåneder sov han aller max 1,5 time af gangen, og en sjælden gang 2 timer, og så følte vi os virkelig heldige og nærmest udhvilede... ha ha ha... det at få ham til at sove var en kamp, som gerne tog min. 1 time, hvor jeg sad og vuggede ham, eller sad musestille af frygt for at vække ham, når han endelig døsede hen, vi gik med listesko for at han ikke skulle vågne og den stakkels kat blev losset ud i kulden, da den miavede for højt...

Nu er Tristan fyldt 3 måneder og de sidste 2-3 uger har hans søvnrytme ændret sig drastisk, han sover nu 3 lure om dagen, da han vågner mellem kl.05-06 om morgenen, så han sover gerne fra ca. kl.07-09, så tager han sig en ordentlig frokostlur fra kl.11.30-15.00, og en kort eftermiddagslur kl.17-18. Kl. 19.30 bliver han puttet og så vågner han omkring midnat og får en flaske, sover igen til ca. 04.00 og får atter en flaske og står så op omkring kl.06...

Det er helt vildt så meget hans søvn har forbedret sig på så kort tid, men jeg tror der er tale om både en tidsfaktor OG at vi holder ret stringent fast i hans sovetider, at det er mig der styrer dem, og ikke ham. Om aftenen har vi også et fast putteritual så han godt ved at nu er det ved at være tid til at sove, vores putteritual består i at han får et dejligt varmt bad, bliver føntørret tør, får babymassage, mavetid og derefter ligger han under hans musikuro og hygger, så giver jeg ham en flaske, får ham bøvset af og så bliver han svøbt, mysset og så plejer han at sove... bare ikke lige i denne tid, for lige pt gider han bare ikke at sove, selvom han er frygtelig træt, rød om øjnene, gaber og gnider sig, men han vil bare ikke gå glip af noget, og det gør man jo, når man skal sove! Så lige pt er der en del skrig og skrål involveret og en tålmodig mor der nusser og vugger, men heldigvis kun 10 min, og så er det som oftest nok til at han dratter omkuld...

I nat skete så det mest fantastiske, vi var kun oppe 1 gang for at give Tristan mad, og det var kl.01, og han åd også som om han aldrig havde fået mad før, fialdt i søvn og vågnede først igen kl.05.30 - hurra hurra hurra hvis det fortsætter sådan! For os er det virkelig et mirakel, vi er gået fra at skulle give ham mad præcis hver 3 time, til at der nu sagtens kan gå 4-5 timer mellem hans måltider, men så spiser han jo så også det mere pr måltid. Så selvom jeg synes vi havde en hård start, så er det bare så dejligt at det kun går op af bakke nu, med små tilbagefald når vi er midt i et spring, og det er jo bare fantastisk!

Hey Flotte Fyr inde i spejlet!

Jeg er bare så glad for at Anja fik ret, at med tiden skulle det nok blive bedre - for det er det sørme, men det har altså også været benhårdt, og der har været utrolig mange tårer involveret, så mange at jeg ind i mellem har været overbevist om at jeg ikke havde noget modergen! Træthed, frustration og mere træthed er en dårlig cocktail, specielt når jeg ved jeg ER en god mor, men bare lige skal huske mig selv på det ind i mellem, men ellers er Manden super god til det :)

Jeg ved godt at der er lidt langt mellem mine indlæg for tiden, men jeg har bare nydt godt af den frihed Tristan nye søvnvaner har givet mig, så jeg har bare hvilet, lavet mad, hvilet, ryddet op og hvilet lidt mere... men jeg håber på at jeg bliver lidt bedre til at opdatere bloggen, så håber ikke I opgiver mig fuldstændig, og der skal også snart komme mere om mad, for pt handler det jo meget om en vis herre...

- Maj :D

Baby og kiropraktor...

Tristan den frække bandit!

Det der med at gå til kiropraktor er jo en omdiskuteret sag, og i mange år var det jo en noget alternativ behandling, som den lægevidenskabelige verden afviste pure. I dag er det lidt mere legitimt, og de seneste år er der flere og flere, specielt mødre med spædbørn der tyer til de kyndige kiropraktorer for at få afhjulpet de problemer der kunne være med deres baby.

Dog vil den lægevidenskabelige verden stadig ikke kendes ved det der med kiroprakti, og derfor vil hverken din jordmoder, din sygeplejerske eller sundhedsplejerske anbefale dig at tage et smut forbi en kiropraktor og få tjekket din pode, heller ikke hvis du har haft en fødsel hvor baby måske har været klemt bestemte steder, da der ikke er et medicinsk belæg for at kiropraktik virker! Det var hvertfald hvad min SP oplyste mig om, da jeg luftede min undren over at ingen havde fortalt mig om den mulighed... men hun fortalte også at hun skulle til et seminar med læger, sygeplejersker, SP'er og kiropraktorer som måske kunne gøre alle parter klogere og man kunne få et samarbejde op at køre.

Jeg kan ikke sige med 100% sikkerhed om det er behandlingerne der har gjort at Tristan nærmest har ændret sig 180 grader, eller om tiden måske også havde en faktor, men jeg ved at jeg har fået en gladere dreng, en dreng der græder mindre og sover mere efter vi har startet på behandlingerne! Jeg har haft Tristan med til en meget dygtig og anerkendt kiropraktor her i Odense, som har taget rigtig meget uddannelse, vundet priser og specialiseret sig i spædørn, hendes navn er Birgitte Slæbæk og holder til i Bolbro, og hun er simpelthen så dygtig og behagelig. Tristan elsker at være hos hende og ligger stort set altid og er et stort smil mens hun behandler ham.

Mange tror at en kiropraktor er en der knækker ens led, men det gør de jo selvfølgelig ikke på en baby, og Birgitte er simpelthen så dygtig, at hun bare ved at kigge på Tristan kunne konstatere hvor han var låst. Det viste sig at han var låst i bækkenet, begge skuldre og i venstre side af nakken. Når jeg ser tilbage kan jeg også se visse symptomer som fx han så og lå kun med hovedet mod højre og han græd altid når han skulle have langærmede bluser på, da jeg moslede ekstra meget med de små arme og derfor også i hans skuldre. I dag skal han vænne sig til at se mod venstre, men det gør ikke ondt mere, og han græder slet ikke når han skal have tøj på.

Som nybagt mor tænker man bare ikke på sådanne ting, og jeg havde aldrig i mit liv forestilt mig at det havde så stor betydning at få ham afsted, jeg tog nemlig afsted med utrolig meget skepsis i baggagen og tænkte fint nok, men ingen forhåbninger om at han kunne sove mere eller blive SÅ glad... men igen, hvis man har haft ondt det meste af sit liv og pludselig ikke har det mere, så ville jeg sq også være meget glad!

Hvad jeg ville oplyse med dette indlæg er, at kiropraktorer altså, i min optik, ikke er kvaksalvere, og det virkelig kan have en betydning at give dem et visit rent præventivt, jeg ved hvertfald, når Tristan (om mange år...!) skal være storebror så tager vi straks afsted til Birgitte og får tjekket om poden er låst nogen steder, så vi ikke skal igennem samme forløb som med Tristan.

Chancerne for at det bette væsen kan være låst er ret store hvis du fx har haft en hård fødsel eller som med Tristan, at han lå klemt på skuldrene mellem to veer... Grunden til hans nakke var låst, var allerede da han lå i min mave, og han lå med hovedet nede, der har hans nakke været en smule for bukket, hvilket også forhindrede ham i at ryge ned i mit bækken, jeg skulle vrikke ham ned, ved at stå og svinge mine hofter i 20 min.! Jeps, det er ikke sjovt når man har de vildeste presseveer, og man ikke må presse fordi ungen ikke er faldet ned i bækkenet af sig selv...

Hvis bare jeg kan hjælpe nogen med dette indlæg, så er det jo helt fantastisk, for jeg tænker at der sikkert er mange kommende og nybagte mødre som slet ikke har skænket den tanke at deres baby måske har en smule ondt, specielt når man har været til 5 ugers undersøgelse hos egen læge, som fortæller at baby er helt fin og perfekt!

Tristans "symptomer" var disse:

• Kiggede og sov primært til den ene side (højre)
• Meget urolig/vred sig ofte
• Klynkende/utilfreds
• Vågnede nogle gange skrigende
• Meget gråd
• Græd når vi rørte nakken for meget
• Græd når han skulle have langærmede toppe på
• Ville ikke lægges fra sig
• Sov max 2 timer af gangen
• Brugte meget lang tid på at falde i søvn (nogle gange 2 timer...)

Mange af hans symptomer lignede ufattelig meget dem som bliver beskrevet til et High Need baby, og da det blev nævnt og jeg læste om det, var jeg overbevist om at det var det Tristan var - heldigvis efter behandlingerne er jeg ret sikker på at han ikke er det, og intet kunne glæde mig mere! Hvad man lige skal være obs på, efter en behandling er efterreaktionerne, de kan være meget forskellige, men som oftest være træthed og ekstra pylren. Den første gang der sov Tristan ufattelig meget dagene efter og havde nogle voldsomme skrigeture, den ene varede 2½ time hvor han skreg og skreg og skreg til han næsten blev hæs... det var ret hårdt at se på så ulykkelig en lille mand!

Det var et lidt langt og teksttungt indlæg, men håber der er nogen der kan få gavn af det, for jeg ville ønske jeg selv havde vidst det noget før...

Hvis der er nogen der har erfaringer både negativt eller postivt så skriv endelig så vi kan få alle synspunkter frem i lyset, jeg har kun skrevet om min oplevelse med Tristan og det har kun været positivt! 

- Maj :D

P.S undskyld jeg har været så dårlig til at svare på alle jeres søde kommentarer, men timerne og dagene tager bare hinanden og jeg aner ikke hvor de forsvinder hen!

Jeg tør næsten ikke sige det højt...

...  af frygt for at jeg jinxer det hele!

Som I kan se, er Tristan fyldt 2 måneder, og en udtryksfuld lille dreng!

Ikke altid lige begejstret for at moderen knipser billeder af ham hele tiden ;)

Det her indlæg har været nogle uger undervejs, faktisk fra den første dag hvor der pludselig skete en ændring, hvor det var som om nogen havde taget min utilfredse og vrede skrighals og byttet ham ud med en sjov, glad og pludrende lille dreng! Jeg ville så gerne dele det med jer, men turde ikke tro på at det ville fortsætte!

Åh når Tristan smiler og pludrer smelter mit hjerte og alt andet er glemt!

Okay, okay, alt er ikke en dans på roser, Tristan kan stadig være en frygtelig skrigehals, han er super utålmodig med sin mad og det med søvn er vi stadig ikke helt gode venner med! Vi har også stadig problemer med at han bliver meget hurtigt overstimuleret og pylret, men jeg øver med ham, og tager ham nu med forskellige steder istedet for at vi isolerer os herhjemme!

Nu hvor der er gået knap 14 dage med at tingene er overvældende positive og man føler at man kan tage ud og være social uden at frygte et skrigeanfald på flere timer, så er det bare som om man kan ånde lidt mere lettet op. Det er stadig mega hårdt at være mor, men med det vi har oplevet med Tristan i næsten 2 måneder, så virker det som ingenting og jeg begynder rent faktisk at nyde det der med at være mor! Det er så fantastisk at jeg stadig har svært ved at forstå det...

Nu er det ikke sådan at vi pludselig vågnede op og bum så var han ændret, men det var sq tæt på, efter en uge hvor han gennemgik et tigerspring, og jeg var ved at rende fra hus og hjem, da jeg bare sad og vuggede en utilfreds klynkende/skrigende baby 8-12 timer om dagen, og som ikke ville sove selv skete der bare noget! Den udvilkling han gennemgik gjorde at han pludselig blev bevidst om sit smil, og han startede med at pludre - åh en fantastisk lyd! Men det som har gjort det helt store udspring, det er at vi har været en tur til kiropraktoren, og hun kunne fortælle mig at Tristan har været låst i bækkenet, i begge skulderpartier samt i venstre side af nakken!

Disse ting har jo gjort at han har haft ondt det meste af tiden, og højest sandsynligt derfor vi ikke har kunne lægge ham fra os, og også derfor han har været sådan en urolig og klynkende/utilfreds baby. Så vores bekymringer for at han er en high need baby er heldigvis ikke længere relevante, men alle symptomerne var der ellers, og det var dælme en kamel der skulle sluges!

Nu har Tristan været i behandling i små 14 dage, og indtil videre været afsted 3 gange, og det har været fantastisk, men det vil jeg skrive mere indgående om i næste indlæg, så det ikke bliver så teksttungt det hele...

Men jeg synes I fortjente en opdatering, eftersom I bare tog imod mit indlæg med sådan en positiv indstilling at jeg rent faktisk blev rørt til tårer, og gav mig et boost uden lige - I er fantastiske og utrolig rare!

- Maj :D

I anledning af Oscar Night...

Kommer der lige et par film-anbefalinger fra mig, som ikke alle er/har været nomineret til Oscars, men nogen som jeg finder fantastiske og bør ses:

Ovenstående er 3 af de mest nylige film jeg har set,

og alle fantastiske på deres helt egen måde.

Jagten er en barsk og rå film, jeg sad med en knude i maven det meste af filmen igennem og blev forfærdet over menneskets ondskab samt de handlinger der driver os, når følelserne tager overhånd og når det vi elsker allermest i livet (måske) er truet - se den og vær forberedt på at den sætter tankerne igang...

De Urørlige er nok en af de bedste film jeg har set i meget lang tid, den er livsbekræftende, humoristisk og menneskekærlig i en forstand der sjældent ses på det store lærrede uden at blive alt for klichefyldt - I ved Hollywood ;)

The Perks of being a Wallflower er en ungdomsfilm, som jeg har glædet mig til at se, da bogen rørte mig utrolig meget, og filmen er også rørende, sød og alligevel dyb for en ungdomsfilm, det er hårdt at være ung, det glemmer man bare når man bliver ældre! 

Ovenstående er film jeg anbefaler til alle, se dem og forstå hvorfor!

We need to talk about Kevin er ikke en film man skal se når man lige har født, den sætter spørgsmålstegn ved moderskab, børns beregnelighed og om medfødt ondskab alt sammen kulminerer i en ubærlig tragedie.

Shame fik jeg virkelig ind under huden, da det er en film jeg har været med til at markedsføre på det danske marked og som jeg brugte 3 ½ månede på at skrive om i min hovedopgave. Det er en lidt bredere artfilm, som fremstiller sex alt andet end sexet, den er kold, kynisk og barsk - og giver dig stof til eftertanke!

Brokeback Mountain kender alle højest sandsynligt, det er i min mening Ang Lees bedste film, til trods for at jeg ikke har set "Life of Pi" (endnu...), og den blev på alle måder snydt for en Oscar i sin tid - hmpf! Jeg forelskede mig i den dybe, stærke og ikke mindst umulige kærlighed mellem Heath Ledger og Jake Gyllenhaal, smukt på en smertefuld måde.

Drive er igen en af de brede artfilm, og helt klart den eneste af Refns film jeg har kunnet holde ud at se, og som gjorde dybt indtryk på mig! Dialog er der ikke voldsomt meget af, hvertfald ikke den verbale af slagsen, men kropssproget, blikkene og alt det usagte skriger igennem og tager en med storm, hvertfald mig...

Tre meget forskellige film, der repræsenterer min forkærlighed for udenlandske/art-film

Jeg har altid haft en kærlighed for smalle artfilm, som barn lyttede jeg fx også til klassisk musik, ja lidt sær er jeg... men den kærlighed blev for alvor blusset op da jeg sidste år var i praktik hos Camera Film/Grand Teatret, hvor jeg fik fodret min sult for specielle artfilm.

Efterskælv er en kinesisk film om en mors umulige valg og de konsekvenser der fulgte efter, man kan sammenligne den med en form for kinesisk "Sophies Choice", forbered jer på at tårene nok vil flyde.

Om Guder og Mænd er nok den smalleste artfilm jeg nogensinde har set, og man skal være en tålmodig sjæl for at se og nyde denne smukke film, som følger en flok munke i et kloster, der er bosat i et muslimsk område. Der er ikke megen tjubang, den er spækket med smukke billeder/scener og tempoet er ekstremt sagte.

Almanya - Velkommen til Tyskland er en tysk film som er bragende morsom og livsbekræftenden på mange måder, den stiller skarpt på uvidenhed, familie og næstekærlighed. Jeg nød filmen fuldt ud, og grinede så ofte at jeg fik helt ondt i maven, en skøn film. Og Almanya er tyrkisk for Tyskland...

Har man nu lidt større børn, som måske skal have deres horisont uvidet med noget andet end Disney, så tag og lej/køb en Hayao Miyazaki film - det vil I ikke fortryde, specielt Chihiro og Heksene og Det Levende Slot er jeg vild med!

Har jeg fået inspireret Jer til at se nogle af ovenstående film eller har I set dem? Og det allerstørste spørgsmål: Skal DU se Oscar i aften?

Opdatering på livet i barselsboblen, kommer i løbet af næste uge...

- Maj :D

Der sker så meget og det er en smule hårdt...

derfor er jeg så fraværende her!

Kræfterne er virkelig få i det lille hjem, og I må ikke misforstå mig, men lille T dræner mig ind i mellem for dem, og derfor er det vigtigt for mig at prioritere dem, og på førstepladsen er Tristan jo ;)

Når jeg nu skriver at Tristan dræner mig for kræfter kan jeg godt se at det klinger negativt, og helt ærligt, så er det altså ikke kun rosenrødt og fantastisk at være på barsel, og nej jeg render ikke rundt i en evig lykkerus og ser forelsket på mit drengebarn! Jeg føler nærmest at det er tabu at skrive at jeg ikke nyder at tilbringe al min tid med mit lille mirakel, for de fleste kvinder har en tendens til kun at fortælle om de skønne øjeblikke, men hvad med de trælse? Kan det virkelig passe at jeg er den eneste mor i hele blogverdenen der ikke synes det er 100% fantastisk?

Hvorfor er det så at jeg synes det er så hårdt? Det er egentlig ikke søvnmanglen, den er jeg vant til, jeg har altid kunne køre på meget lidt søvn, og gråden og skrigeriet kan jeg leve med, fordi jeg ved det går over - på et tidspunkt... men Tristan er ikke en nem baby, han er super opmærksom på alting og kan ikke finde ud af at lukke nok af, så han bliver lynhurtigt overstimuleret, han har et virkelig stort behov for at have fysisk kontakt med mig, hele tiden, og virkelig mange af hans karaktertræk tyder på at han er hvad man vil kategorisere som en High Need baby! Og det er fanme hårdt!

Hans kæmpe store kontaktbehov betyder bl.a. at jeg aldrig kan lægge ham fra mig - det lyder overdrevent, men det er ikke desto mindre sandheden, jeg kan med held lægge ham på aktivitetstæppet i ca. 10 min, men så heller ikke mere, hvis jeg prøver at lægge ham i liften så er der hell to pay! Grundet dette, kan I jo nok også regne ud at han ikke kan sove selv, han skal lære at sove, og det gør at vi ofte bruger mere end en time på at få ham til at sove og så sover han måske 1-1½ time, og så skal vi starte forfra med at fodre, pusle, lege og putte!
Om natten går det en smule bedre, der falder han meget hurtigere i søvn, og accepterer det en smule mere at blive lagt i vuggen, men andre nætter lyder det på skrig og skrål hele natten lang, selv når han får lov at ligge på mig og sove, nogen gange kan det være så svært at få ham ned, når han er helt opkørt! Og når man selv er træt, så bliver der ofte udgydt en del tårer af både vrede, frustration og dårlig samvittighed (fordi jeg bliver vred..).

Så mange af mine dage flyver afsted uden at jeg aner hvad jeg har fået ud af den, for jeg render rundt med lille T på armen, aktiverer ham, fodrer ham og får ham til at sove! Nogle dage powernapper han den en hel dag, hvor han kun sover 20 min - ½ time af gangen, og i en så let tilstand at jeg ikke kan lægge ham fra ham, så der er jeg i bogstavligste forstand bundet til min sofa/seng, og på sådanne dage får jeg ikke noget at spise, eller kommer på toilet! Altså ikke før Manden kommer hjem, og overtager Tristan tjansen ;)

Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned omkring alle mine tanker, frustrationer og bekymringer, men I må ikke misforstå mig, jeg elsker Tristan over alt på jorden, og selvom jeg kan bande ham væk når han har grædt/skreget i hvad der føles som evigheder, så er han jo stadig mit fantastiske mirakel, og jeg trøster mig med at det kun kan gå en vej - op, ikke?
Og gode/fantastiske stunder er der selvfølgelig også mange af, han har dage hvor det går super godt med at få ham lagt til at sove, og hvor han tager nogle lange træk, men her på det sidste har de dumme dage/nætter desværre bare været i overtal...

Men når jeg ser på dette yndige fjæs, så er det hurtigt glemt hvor hårdt det kan være til tider:

Tristan 6 uger, og han holder simpelthen sit hovede så flot!

Min helt egen supermand :)



Jeg håber ikke at der er for mange mødre derude som fordømmer mig og synes at jeg er et utaknemmeligt skarn, nu hvor jeg er så heldig at få en sund, rask og fantastisk lille dreng, så må jeg tage de udfordringer det er at blive mor uden at kny, men sådan er jeg ikke, jeg har brug for at komme ud med det, og der er nok ikke nogen derude der kan dømme mig hårdere end jeg allerede selv har gjort... men har bare ikke brug for at høre det fra andre!

Jeg forbliver nok en smule inaktiv her på bloggen til livet som mor er blevet en smule lettere eller når jeg har en rolig stund, så jeg håber I holder lidt ved, og bærer over med mine meget private indlæg!

- Maj :D