Det er så trendy...

at synes det er hårdt at være mor! Sådanne lignende udtalelser er jeg stødt ind i flere steder i blogland og på Instagram, og det går lidt i hjertet på mig hver gang, og får mig til at tænke og gruble... Ikke på den gode måde, men på den der nagende måde, og det er træls! For dem der skriver det, de mener jo ikke noget ondt, men jeg tager det immervæk alt for personligt, og synes altid jeg skal retfærdiggøre min holdning - lige så vel, som de åbenbart føler at de skal med deres, at de synes at blive mor er easy peasy... 

Hvad har jeg så grublet over? Og hvad kan jeg udrede?

Jeg tror ikke det er en ny "trend" at nogle kvinder synes det er hårdt arbejde at blive mor, jeg tror derimod det er en ny trend at det nu bliver sagt højt! Kan I følge mig?

Da jeg ventede Tristan, blev jeg hele tiden bombarderet med "glæææææææder du dig ikke bare helt vildt?" "Det bliver bare det mest fantastiske du nogensinde kommer til at opleve" "Man har ikke levet/oplevet kærlighed/elsket før man bliver mor" "NYD det - det er SÅ skønt" 

Okay så, men ikke én eneste sagde: "Pyh - det er fanme mega hårdt at blive mor, for nogen" "Du kommer nok til at græde - meget! Og føle dig utilstrækkelig, ofte!" "Nogen gange gider jeg ikke være mor, men bare mig" eller "Det er helt okay, at du har lyst til at smide baby ud i skraldespanden, bare du ikke fører det ud i livet"

Kan I stadig følge mig?

Man føler sig skide forkert når ungen så er poppet, og man ikke svæver på en lyserød sky, og synes alt er fantastisk, for det var jeg jo ligesom blevet lovet - ikke? Det sagde alle de erfarne mødre jo til mig... Så jeg græd, og overbeviste næsten mig selv om at jeg havde en fødselsdepression, fordi deres ord om at blive mor er the shit, men man bare synes barnet er the shit - men ikke på den fede måde... Hurra for en tålmodig mand og en meget empatisk og forstående SP! Og ikke mindst Mødregruppe...

Det jeg egentlig vil konkludere og komme frem til er, at mange kvinder er gode til at blive mødre, og de har haft ordenlyd i det offentlige forum i lang tid, og vi andre har lyttet, eller jeg har, og blevet grove skuffet, igen bare mig, så uden at være strid, så er det jo nok ikke en trend, men bare et, hvad skal vi sige - oprør? Arj, måske ikke, men en modstand, en oplysning om at det er helt okay at have andre følelser! 

Og lige her til slut, må jeg pointere, at jeg er M I S U N D E L I G på alle de mødre, som svæver på en sky, er helt tossede med det der moderskab, og slet ikke kan forstå os der synes det er benhårdt arbejde - fedt! Gid det var mig! Og det mener jeg, helt uden et gran af ironi eller sarkasme... Det de mødre skal forstå er, at jeg vil da langt hellere have haft det som dem, end det jeg gik igennem, vi vælger jo ikke at synes det skal være hårdt, tværtimod :) 

Så nej, slut med at sige det er en trend eller det er in, for det har jo helt ærligt altid eksisteret, i ca lige så lang tid som der har eksisteret kolikbørn - tænker jeg bare... Hvad tænker I? 

Er jeg bare helt off og ekstrem trendy? Eller kan i nikke med på mine krøllede tanker...?

Jo, i dag synes jeg det er mega fantastisk at være mor til dette vidunder - og jeg tager mig selv i, ikke at skulle videregive nogen af de klicheer der var ved at tage livet af mig - for han ER jo bare mit vidunder ham T! Smukke, dejlige og dygtige drengebarn, som helt sikkert er omdrejningspunktet i mit liv - nu...

Næste gang - der er det mig der er på skyen! Så hum jer, og gør plads <3

 - Maj :D

Nytårsfortsæt...

Kan I nikke genkendende til ovenstående? Det kan jeg... Så det er sjældent at jeg decideret har nytårsfortsæt, gider ikke se tilbage på et år, hvor jeg ikke opnåede det jeg satte mig for ;)

Men I år har jeg nu alligevel lidt nytårsfortsæt:

* Jeg vil rigtig gerne blive en bedre mor - jeg føler altid jeg kan gøre det bedre! Eller som et minimum, den bedste mor jeg overhovedet kan være! En med overskud, nærvær og rummelighed...

* Jeg vil også rigtig gerne være en bedre kone - det skal ikke være en hemmelighed at jeg har forsømt min dejlige mand efter T er kommet ind i vores liv, det tror jeg mange mødre nok kan nikke genkendende til! Men i år, skal min mand også få kærligheden at føle - ha ha ha... Vi er startet godt ud med en kærestedag igår, hvor vi hyggede med brunch, biodate og voksentid om aftenen!

* Jeg VIL have er job! Det er nok mere et mål end er nytårsfortsæt...

* Jeg vil rigtig gerne i form igen, savner min gode stærke krop, som jeg ligeledes har forsømt, men jeg har tabt mig og kommet i form før, så jeg ved, at jeg har det i mig, til at gøre det igen!

* Jeg vil også bekymre mig mindre, jeg brugte meget tid på at bekymre mig i det forgangne år - og at blive mor, har vist mig og styrket mig til at bekræfte, at jeg nok skal overkomme de bump livet smider på min vej!

* Jeg vil LE hver dag, sådan en latter der kommer hele vejen nede fra maven og som ryster hele kroppen, en man bare ikke kan styre og ej heller har lyst til ;)

Det må være nok, om jeg får dem opfyldt vides ikke, men jeg er fast besluttet på, at jeg vil give det et forsøg :D

Hav en dejlig weekend derude, og pøj pøj med Jeres nytårsfortsæt - jeg skal snart ud i køkkenet og lave sushi til kæresteaften <3

- Maj :D

Prøver at holde motivationen oppe...

men det er dælme svært for tiden... 

Sådan her ser min hverdag ud, altså udover rengøringen, madlavningen og det der med at være mor ;)

I disse dage ville jeg gerne være en der havde et job, en der var super tjekket og fyldt med overskud, en der ikke skulle være i et økonomisk slum og have søvnløse nætter over det... Men desværre, sådan ser min verden bare ikke ud pt, så alt er sat ind for at jeg kan få mig et job - hallo! Hvem ville ikke ansætte mig? Jeg er sq da dygtig, jeg er sød og smilende, rummelig, social, talegaverne i orden, empatisk og ikke mindst, så  har jeg skabt et velfungerende og harmonisk barn - det må da give noget street-cred, ikke?

Nuvel, det mener de forskellige arbejdsgivere på Fyn samt Trekantsområdet ikke, so far er der ikke nogen der bider på krogen - æv... 

Så må jeg glædes over, at jeg har en mand som elsker mig og prøver at holde mit humør oppe, en dreng der er så fantastisk dejlig, at han får mit hjerte til at sprænges af stolthed og nogle alt for skønne veninder som er forstående og altid er med på fjol og spas! Det er ikke skidt det hele... Men kender I det, når man bare synes alt er et bundløst hul af crap med crap på? Så kan det være en smule svært at se lyset! 

Håber sq I andre har en lidt sjovere og bedre disposition til livet i dag - og skriv gerne noget skønt, dejligt eller sjovt du har oplevet i dag eller for nyligt, så kan jeg glæde mig på jeres vegne :D

- Maj :D

Et af de lidt mere personlige indlæg...

Tristan og Mor <3

Før jeg kommer til det lidt mere følsomme emne, dette indlæg rummer, vil jeg lige afslutte T's indkøring i vuggestue, lige pt er den sådan set afsluttet, men vi tager det stille og roligt de næste par uger, så jeg ser det stadig lidt som en opstart.

Som jeg har fortalt i de tidligere indlæg, så har T taget det hele i stiv arm og overraskende pænt, men vi har kunnet mærke det på ham herhjemme, hvor søvnen ellers gik så fantastisk i starten, nu er gået over og blevet noget mere urolig, der er simpelthen så meget der skal bearbejdes! Indtil videre har han stadig ikke vist tegn på at savne mig når jeg er smuttet, men det kan komme lige pludselig eller måske ikke, det må tiden jo vise!

Men jeg vil kalde indkøringen en succes, og så må vi tage sen-reaktionerne, hvis der kommer nogen...

Nå, men nu til det mere ømtålelige emne, jeg har altid, synes jeg selv, været meget ærlig herinde, og jeg har tænkt på dette i lidt tid, men jeg har brug for at komme ud med det, selvom det er lidt svært at få formuleret på en klar og koncis måde, så bær en smule over med mig, hvis det virker rodet og usammenhængende det hele...

Jeg er udkørt!

Min sundhedsplejerske og min læge har begge bekræftiget det og bedt mig om at tage tid til at slappe af og holde op med at stresse for meget og stille så høje krav som jeg gør - altså til mig selv! I 9,5 måned har jeg været mor, en mor som har stilt alt for høje krav til sig selv og lidt under min egen perfektionisme og givet mig selv dårlig samvittighed for alt der går galt... ja, jeg har ikke været god ved mig selv, og jeg betaler desværre prisen nu, jeg har i længere tid været meget træt - så træt at jeg næsten har haft fysisk ondt, jeg har ikke haft det vilde overskud og når jeg har haft noget tid til mig selv, så har jeg alligevel lavet noget praktisk - jeg skal jo ikke kun være en perfekt mor, jeg skal også have er pænt og ryddeligt hjem samt være den perfekte værtinde, svigerdatter og kone.

Vi er alle forskellige som mødre, og som personer, for der sidder nok nogen derude og undrer sig over at jeg kan være udkørt efter en barsel og og kun et barn, samtidig med at andre kvinder sagtens kan være mødre til 1,2,3 og mange andre børn, uden at blive udkørt, men det er jeg - og hvis det ikke var for min sundhedsplejerske, så havde jeg nok ikke taget det alvorligt, men det skal jeg! Hun fortalte mig også, at grunden til at jeg er så udkørt, er at Tristan er et krævende barn, og det er ikke negativt ment, men at han tager 100% af al min fokus når jeg er sammen med ham, og jeg faktisk ikke får et pusterum når han er vågen, så mine dage kan ind i mellem være ret voldsomme! Jeg har altid vidst at han ikke er et såkaldt nemt barn, men at en anden fortalte mig, at hun godt kunne forstå at jeg var træt, når man havde en håndfuld som Tristan - og hun har altså selv 3 børn ;) Hun mente også at det var godt, både for T og mig, at han allerede var startet i vuggestue, han har så  meget krudt der skal brændes af, og han højest sandsynligt var begyndt at kede sig herhjemme, og også derfor han har taget indkøringen så pænt!

Det er ikke for at I skal have ondt af mig, men jeg har brug for at fortælle det, og komme ud med det - og I må ikke misforstå mig heller, jeg elsker Tristan af hele mit hjerte, og kunne ikke forestille mig en anden tilværelse end at være mor til ham, men jeg skal bruge lidt tid på at pleje mig selv, og vænne mig til tanken om at jeg altså ikke er en dårligere mor end dem med et roligt barn, mit barn er der bare fuld skrue på og det er bare lidt mere krævende :)

Der er så mange tanker jeg ville nedfælde, men de er så rodede lige pt, at jeg skal bruge lidt tid på at samle dem, hvis de nogensinde bliver det... men indtil da, må I bære lidt over med mig, for jeg kommer ikke til at opdatere bloggen hver dag, men når jeg har overskud til det, men hvis I vil følge mere med i mit liv, så kan I altid følge mig på Instagram: Majb81

- Maj :D

Torsdag forklædt som en ond mandag...

Sød og åååh så uskyldig... lad jer ikke narre!

Igår var en dag, som ikke behøver en gentagelse! Den var mere end lang, jeg havde intet søvn fået, og kunne ikke vente til T blev så træt at jeg kunne putte ham - ak, sønnemand synes da kun han skulle tage powernaps, så ingen søvn til mor!

Ikke nok med det, så var T's onde tvilling på besøg, og han er altså fæl! Han er pylret, græder og brokker sig konstant, ovenstående billede blev taget i et sjældent øjeblik hvor han rent faktisk var tilfreds og er med til at minde mig om, hvor sød, dejlig og fantastisk T egentlig er ;)

Oven i hatten, så er vores lille hjem åbenbart bygget ovenpå landminer af rod, hver gang jeg gik et enkelt skridt så eksploderede der en bombe af rod, opvask og vasketøj - arrrrggghhhh! Dagen kunne bare ikke gå væk hurtigt nok... og så tænker I nok, hvor er hendes mand? Kunne han da ikke tage over?

Jamen han skulle da lige arbejde over og bagefter skulle han ud og hjælpe nogle af hans venner med at sætte køkken op - så han nåede kun lige at komme hjem til aftensmad, efter at drengebarnet var blevet fodret, vasket og lagt i seng! Ja, jeg skumlede en del da han kom hjem, og nej han var ikke i kridthuset, mit rationelle jeg ved jo godt, at han lige havde nogle forpligtelser han havde sagt ja til for længe siden, og at han ikke kunne vide at dagen blev som den gjorde, men mit følelsesmæssige jeg, mente at han burde have fornemmet at jeg var ret flosset og smidt alt hvad han havde i hænderne og komme hjem til os - ha ha ha... den stakkels mand!

Men ikke desto mindre lykkedes det mig at tage to kæmpe opvaske, vaske to maskinefulde tøj, lave æblemos til T og grød til Manden samt aftensmad... og ikke mindst feje vores gulv en milliard gange! Men så var jeg også helt færdig efter vi havde spist, og knaldede brikker til Honey Boo Boo - Yndlings gulity pleasure i disse dage!

Det var lige et surt opstød, bare fordi den del, hører jo også til hos mig - og jeg ved I kan tåle at høre sandheden råt for usødet ;) Dagen i dag, håber jeg bliver bedre - kryds fingre for mig!

- Maj :D

Tristan 6 måneder...

6 måneder!!!! Hvad giver I mig? det er et ½ år... altså han er halvrund i dag, jeg fatter det ikke, det er jo totalt kliche når jeg siger: HVOR blev tiden af?

Det føles som igår at vi tog et lille bitte væsen med hjem, som nu skulle være en fast bestanddel i vores liv og hjerter, som for ikke så længe siden, at jeg græd stort set hver dag af magtesløshed og frustration over en dreng som aldrig sov og altid skreg... men det er det ikke, det er efterhånden mange måneder siden, og sikke en fantastisk udvilkling der er sket med det lille væsen vi slæbte hjem, de fysiske er ret åbenlyse:

Sikke en ændring... både i udseende, men såmænd også i væsen!

Der er ingen tvivl om at Tristan er blevet noget rundere, men også meget kønnere - synes jeg, og dejligere for hver dag der går!

Rent mentalt sker der jo noget hele tiden, han er jo i rivende udvikling og nogle gange føles det som om, at det er én dreng jeg putter om aftenen og den næste morgen er det en ny dreng med nye færdigheder der vågner til dåd, det er crazy, og virkelig svært at forklare, tror de fleste mødre dog kan følge mig!

• Tristan har en masse personlighed, og som vi hele tiden har vidst, en meget bestemt herre med megen temperament.
• Han græder efterhånden meget sjældent, hans gråd udløses ofte kort hvis han bliver gal, men der er ikke nogen utrøstelig skrigen mere.
• Tristan smiler meget til mor og far, men kan godt være meget forbeholden over for fremmede, han er, som sin mor, en skeptiker!
• Da han var helt lille blev han ekstremt hurtigt overstimuleret, sådan er det heldigvis ikke mere, nu er han en værre social-abekat som skal være med i alt hvad der sker!
• Tristan sover rigtig godt nu, han sover ikke (helt) igennem, han har en vane med at vågne omkring kl.4-5 og hygge sig, for så at sove videre... han spiser ikke om natten mere, så det er skønt, det kom helt af sig selv!
• Tristan kan stadig ikke rulle, men han laver baby push ups (løfter sig op i armene) og er blevet meget stærk i både nakke og ryg, så han kan næsten sidde selv nu.
• Han elsker frugt - specielt banan!
• og der er så meget andet, men det vigtigste er: At jeg elsker ham højere for hver dag, hvor jeg i starten synes at dagene med T kunne være en pinsel med kun skrig og skrål, så kan jeg næsten ikke få nok af ham, jeg elsker at hygge og lege med ham, kysse og kramme ham og ikke mindst få ham til at klukle!

Tristan er ikke den eneste der har ændret sig, det har jeg også, jeg synes jeg er vokset med opgaven, jeg bekymrer mig ikke så meget, og jeg er meget mere afslappet og rolig omkring mange situationer. Jeg er stadig utrolig rigid og kontrolsyg, men jeg prøver at holde det i ave, da det gør livet nemmere for mig selv :) Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet at jeg kunne føle en så enorm kærlighed, men den er lige så stille kommet krybende, i takt med at T er blevet ældre, og kan mere og giver mere, det er fantastisk, nu forstår jeg hvorfor der er nogen der får mere end et barn ;)

Og ikke mindst, så føler jeg mig som en MOR nu, og ofte endda en god mor, se det er da fremskridt ikke?

Vi er et godt makker par, Tristan og jeg <3

- Maj :D

Noget om at være en hidsigprop...

Vræl, Vræææææl...

"Er han nem?" - dette spørgsmål blev Manden og jeg mødt med SÅ ofte, da vi lige var blevet forældre til ovenstående skrighals, hvordan skal man svare på det, på en pæn og diplomatisk måde? Vores blev det korte: NEJ, og så, så folk mærkelige ud i hovederne, og man kunne se de lige skulle tygge på et svar, de ikke havde forventet!

Men helt ærligt, hvorfor skulle alle babyer være "nemme"? og hvad består det der nem af? en baby der aldrig græder? en baby der er rolig? en baby der aldrig brokker sig? Tja, så var og er T bare ikke en nem baby, og hvad så? Jeg elsker ham mere end noget andet, og han har virkelig meget personlighed!

Nogen gange, ville jeg gerne have en "nem" baby, en der ikke tuder som en sirene når han pludselig finder ud af at han er sulten, selvom jeg lige har prøvet at give ham flaske, en der ikke ligger og brokker sig og vrider sig, bare fordi jeg ikke lige leger med ham i 10 min, en der er så tydeligt utilfreds når mor (eller far) ikke med det samme fatter, hvad det er han prøver at kommunikerer ud... Tristan har temperament, det er der ingen tvivl om, han brokker sig, vræler, vrider sig og gør sig så mange krumspring, at jeg godt kan frygte for hvordan det ikke bliver, når han kan sætte ord på alt det der frustrerer ham - hvem sagde manglende tålmodighed?

"DUMME MOR"

Jeg har lige så stille, hen af vejen, accepteret det faktum at Tristan ikke er en "nem" baby, men han er helt sin egen, og det passer mig helt fint, indtil nogen påpeger at han er lidt "besværlig" eller at han skriger vel højt - jamen for pokker, han er jo en baby, og hans lyde er jo den eneste måde han kan kommunikere med, og ja, det bliver oftest i hyl og skrig, men misforstå mig ikke, det er efterhånden ved at høre til sjældenhederne at han skriger og hyler, men når det sker, så er det gerne mens der er folk omkring ;)

Men hvad der nok provokerer mig aller mest er, når andre småbørnsmødre bruger sætninger som denne: "Han er så nem og god" - hmm... okay så, så kun nemme babyer er gode? Er Tristan så ikke god? Jeg ved det godt, det er ikke det de mener, men det rammer mig bare lidt, for dybest set, handler det jo om, at jeg ikke ønsker at andre skal se på T som noget andet end den perfekte, skønne og dejlige dreng han er, at han ind i mellem bliver byttet ud med et skrige monster, det er jo hverken hans skyld, eller min - eller er det? min altså...?

"Så STOP dog"

Måske handler det også om, at jeg er bange for at andre vil stemple mig som en dårlig mor, en mor som tydeligvis ikke kan finde ud af at gøre sit barn tilfreds, hvor ofte har jeg ikke hørt/læst sætninger a la dette: "min baby er bare så glad og tilfreds altid, jeg er så stolt" - shit altså! Her er der fanme tale om, at jeg føler mig som en vaskeægte Lortemor... er jeg ikke det, når min baby ikke er glad og tilfreds ALTID? er jeg en dårligere mor, fordi mit barn ikke har et roligt gemyt? Jeg ved det ærlig talt ikke, fordi min paranoia nok tager lidt over, og fortæller mig, at HVIS jeg var en bedre mor, så ville T være gladere, og ikke græde/hyle/vræle så meget... 

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg, udover, måske håbe på, at T ikke er den eneste baby med temperament, som ikke er rolig og smilende altid, men at man alligevel er en god mor det til trods - for jeg håber det inderligt, lad mig ikke sejle i min egen sø, giv jer til kende, hvis jeres børn er som T, for jeg føler mig lidt ensom... og hvis jeres børn er rolige, nemme og ikke vrælende, må I altså ikke føle jer truffet af noget af det jeg har skrevet, jeg er bare lidt usikker i disse dage...

"Jeg er absolut ikke tilfreds - gør dog noget!"

Her til sidst, så føler jeg lidt, at jeg også må "forsvare" T lidt, han er jo ikke altid sur og han vræler jo ikke hele tiden, det var jo primært i starten, men han er bare ikke et roligt barn, og jeg tror altid han vil udtrykke sin utilfredsstillelse på den højest tænkelige måde ;) Lige som sin mor OG far, da de var børn... ja, både Manden og jeg har noget af et temperament!

Jeg håber I må få en dejlig søndag derude, jeg havde lige lidt jeg skulle ud med i dag...

- Maj :D

Lidt ankedoter fra mit barndomsliv....

Sidst fik jeg mange kommentarer på mine naturfødder, her er de :)

De er noget bredere end de fleste af mine veninders, og som I kan se, så kan jeg sprede mine tæer!

Så er det tid til at være lidt personlig igen, I tager så pænt imod de her indlæg, hvilket gør, at jeg har mere lyst til at dele de lidt mere personlige anekdoter om mig selv:

Der er omkring 6 år mellem min bror og jeg, og da jeg kom til DK var han jo i præpuberteten, og synes derfor ikke at jeg var så skide spændende, hvilket resulterede i mange "sjove" episoder:

* Min bror lærte mig at spise lys sirup som helt lille, ved at stikke fingeren i siruppen og så slikke det af. Jeg synes det var SÅ sjovt og lækkert, at jeg en dag gjorde det selv, med det resultat at jeg havde stukket min finger ned i den brune sæbe - føj føj... der gik mange år før jeg kunne spise sirup igen!

* Da min morfar døde, var jeg ikke særlig gammel, og vi tog alle til Silkeborg for at hjælpe min mormor med at pakke væk og rydde op i det store hus. Mine forældre havde travlt med at hjælpe mormor, hvilket gjorde at jeg hang efter min bror hele tiden, og han hadede det, han hadede det i sådan en grad, at det endte med at han proppede mig ned i en papkasse, lukkede den, og smed en masse papkasser rundt om og oven på den jeg lå i, der gik en rum tid før mine forældre fandt mig...

* Den sidste anekdote om hvor træls min bror synes jeg var som lillesøster, var da vi havde set Tollundmanden, og min bror truede mig med, at hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, så ville Tollundmanden komme flyvende gennem mit vindue om natten, og tage mig - tro på at jeg fik mareridt den nat!

* Som helt lille kom noget cirkus til Fredericia, og man kunne få lov at ride på en kamel, det synes min mor at jeg skulle og op kom jeg, problemet var, at det var den ondeste kamel i mands minde, den blev ved at nappe efter mine fødder og jeg var skrækslagen! Jeg blev ved at sige til min mor, at jeg ville ned fra den sure kamel, men hun så ikke at den nappede mig og overbeviste mig om at det var sjovt - lige indtil hun selv sad på den, og med hendes længere ben end mine, rent faktisk BLEV nappet af den sure kamel... Så kunne hun lære det ;)

* Da jeg gik i folkeskolen læste jeg hele tiden, både i frikvarterene og i timerne (altså de der fritimer, hvor man selv måtte bestemme...) - eventyr var mine aller yndlings, og jeg blev aldrig mobbet for det, tværtimod!

* Da jeg som lille kom til DK, lærte jeg dansk på 2,5 månede, flydende, og havde glemt alt om koreansk.

* Min ældste og bedste veninde fra Fredericia, har kendt mig inden jeg kunne dansk, det griner vi lret meget af, den dag i dag :)

* Jeg elsker Lilla, og har altid gjort det, men i 2.G gik det lidt over gevind, da jeg næsten hele året KUN bar lilla, fra min overfrakke til mine støvler...

* Jeg har en bamse, som forestiller en mus med baret og butterfly, som jeg elsker overalt på jorden, jeg fik den da jeg var 7, og siden den dag havde jeg Bibi med over alt og kunne ikke sove uden den. Jeg sover selvfølgelig ikke med Bibi mere, men han er inde i mit soveværelse og jeg bliver ret så sur på Manden, når han smider med ham eller kalder ham laset!

* Da jeg i en alder af 12 fik min første menstruation, var jeg af en eller anden grund helt vildt ulykkelig, og min far, som et tappert forsøg på at trøste mig, havde sneget et bind på Bibi og sagde at den nu også havde fået sin menstruation - jeg hylede endnu højere og skreg til min far, at Bibi var en DRENG! (det var der Bibi blev et hankønsvæsen...)

Så tror jeg, at jeg har udleveret mig selv nok denne gang med små anekdoter! Hvilken anekdote synes I bedst om?

- Maj :D

To alen af samme stykke...

mener de fleste mennesker at Tristan og jeg er... Jeg tror jeg vil lade billederne tale for sig selv:

Ja, sønnemand kan jeg ikke løbe fra, mine gener løber stærkt i ham!



Det kommer ikke som en overraskelse at Tristan ligner mig mest, sådan er det som oftest med de mere "eksotiske" gener, de trumfer jo gerne de nordiske, og også i dette tilfælde... men for mig er det sjovt éndelig at have et andet menneske jeg kan spejle mig i, jeg har jo aldrig oplevet at kunne se mig selv i mine forældre eller i mine søskende, og det gav da også udslag i en smule identitetskrise da jeg var i mine usikre teenageår, og også det faktum at jeg aldrig har set mig selv som baby, så på mange måde er jeg virkelig glad for at Tristan ligner mig så meget, og på den anden side synes jeg også det er lidt ærgeligt at der ikke er mere af Manden i ham, men det kan nå at komme endnu...

Dog synes jeg ikke at Tristan ser udpræget asiatisk ud, men det kommer lidt an på vinklen og hvor træt han er, er han meget træt, får han virkelig små øjne - som sin mor ;) Jeg ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, udover at jeg synes de billeder var ret sjove, da det var første gang jeg kunne se hvor meget Tristan og jeg egentlig ligner hinanden :)

Hvem ligner du eller dit afkom mest?

- Maj :D

Tristan 4 måneder...

Teksten er lidt svær at se, men der står:

Fars store dreng 4 måneder

4 måneder er nu fløjet forbi, og hold da op hvor er der en forskel på det at være mor nu, og for 2 måneder siden!

Tristan er og har aldrig været en nem baby, han vil underholdes og aktiveres i alle sine vågne stunder, så der er fart over feltet, men når det så er sagt, så er der heller ikke langt fra smil og latter når bare man finder ud af hvad den unge mand ønsker! Han er en dreng med virkelig meget personlighed allerede nu, og udviser en stor del skepsis og smiler ikke til alle og enhver, han skal lige se folk an ;)

Tristan elsker at få en flyvetur, hænge med hovedet nedaf mens moren svinger ham i benene og lege med sin Censursprutte!

Han er begyndt at tage fat i alting - og putte det i munden, han løfter sine ben hele tiden når han ligger på ryggen, han følger sin mor og far med øjnene hvis de går fra ham, han kan komme op i siddende stilling med lidt hjælp, og fra siddende stilling op på benene med lidt hjælp, han er ikke fan af at ligge på maven, men bliver tvunget til det konstant, han elsker at se sig selv i spejlet og smiler til sig selv hele tiden!

Der er så sjovt at være Tristans mor nu, han har udviklet sig utrolig meget og giver virkelig meget tilbage i form af smil, latter og leg, og det gør det hele meget nemmere, selv i de stunder hvor det er hårdt!

Tristans søvn har været op og ned, men det går heldigvis fremad igen, han havde lige en periode hvor han om dagen vågnede hver 45. minut og skulle hjælpes videre i søvnen, nu kan han tage mellem 1,5-2 timer, så det er helt perfekt, og om natten var han begyndt at holde fest ca. kl.2-3 om natten, hvor han gerne lå og pludrede og grinede i 1 time, inden han sov videre, sjovt, men også ret trættende!

Det stoppede, men blev erstattet af at han pludselig vågnede hver nat kl.03.40 og virkede sulten, men spiste kun 100 ml. og sov så videre, og der fandt jeg så ud af, at han havde gjort det til en vane at vågne kl.03.40 og var vant til at vi stoppede mad i kæften på ham, så det var den eneste måde han kunne komme videre i søvnen på, så jeg tog tyren ved hornene og stoppede med at give ham mad der, og gav ham istedet sutten og lidt trøst, som virkede formidabelt.

Den første nat tog det mig 1 time at få ham til at falde til ro, næste nat 20 min., de næste par nætter skulle han bare lige registrere at jeg kom og lige lagde hånden på hans mave og i dag sov han fra kl.19.00 - 05.30 med kun 1 opvågning hvor han fik flaske og sov straks videre - wuhuuu...

4 måneder er på mange måder også lidt af en milepæl, for nu må jeg lige så stille give ham lidt grød/mos i form af smagsprøvere, det er vi dog ikke klar til, istedet er vi startet på at give ham lidt væling i flaske, for at se om det ikke kan holde ham godt mæt natten igennem, så vi kan fortsætte med kun en 1 opvågning om natten, og måske helt slippe - yay...

Når han er omkring 4,5 månede, og udviser interesse for at få noget med mere substans, så vil han begynde at få lidt grød, men ikke før, og når han er omkring 5-5,5 månede, vil han begynde at få et fuldt måltid om dagen i form af grød/mos, det er hvertfald planen. Grunden til at jeg går lidt forsigtig til værks, er at Tristan har lidt meget af mavekneb og hård mave, så jeg vil ikke bombardere den med voldsom kost fra den ene dag til den anden, men hans appetit er også så stor, at jeg ikke vil vente længere med at give ham noget med mere substans end MME, så det er lidt vildt for mig, at jeg nu har en dreng der er så stor at han må begynde at få rigtig mad - hvor er tiden blevet af?

I aften skal jeg hygge med nogle veninder og i morgen skal vi ud til nogle venner, så det er en dejlig weekend, håber I får lige så dejlig en af slagsen!

- Maj :D

Blod, sved og tårer...

var hvad det kostede mig at føde mit lille julemirakel!

Far og en meget Lille Tristan...

Dette indlæg har været længe undervejs, og jeg tror det er meget godt at jeg har ventet lidt med at skrive det, for det er en oplevelse jeg ærlig talt skulle have tid til at fordøje, det var virkelig hårdt, og havde du spurgt mig lige efter fødslen, så gjorde jeg det ikke igen, men spørger du mig nu, så ved jeg jo hvad det indebærer, hvor mine grænser er og hvad jeg kan og ikke kan, og derfor er jeg villig til at gøre det hele igen, for at jeg en dag kan gøre Tristan til en stolt storebror (om mange år... ;P) og Manden til far igen, og hvis jeg er ekstra heldig, bliver velsignet med en lille pige (men det er ikke et must...).

Jeg blev inspireret af at fortælle om min fødsel første gang da jeg læste med hos Ditte, da hun fødte smukke Clara, og nu fik Jeanett mig til gøre indlægget færdig med hendes beretning om Bølle B's vej til verdenen.

Så til dem der er interesseret, kan læse videre her, om Tristans vej til livet:
Manden og jeg har hele tiden frygtet at vores lille Haletudse ville melde sin ankomst d.24.12 eller d.01.01.13, men alle har hele tiden trøstet os med at som førstegangsfødende, så kunne jeg lige så godt forvente at jeg gik over tid, så det havde jeg faktisk mentalt forberedt mig på! Men sådan skulle det ikke gå...
Vi havde en dejlig (men lang og omend hektisk) juleaften hos Mandens forældre i selskab med Mandens søster, svoger og vores to nevøer, så da vi endelig lå i vores senge kl.01.00 var vi trætte og kunne se frem til en hyggelig julefrokost dagen efter - i vores lille hjem!

Kl.03.30 vågner jeg ved at jeg nyser - og tisser i sengen!
Jeg kan slet ikke styre det, og skynder mig på toilettet, lettere skamfuld og håber ikke at Manden vågner, da det jo ikke er så charmerende at tisse i sengen i min alder... jeg når på toilettet og er helt vågen, men åh så træt og en smule groggy, og det fosser bogstavlig talt ud af mig, det fortsætter i et godt stykke tid, og stilner lige så stille af, men hver gang jeg vil rejse mig fra kummen, løber det ud af mig! Det er DER det slår mig, at jeg ikke tisser, men at det er mit vand der er gået! Min hjerne går seriøst i sort et kort øjeblik, og jeg prøver at overbevise mig selv om at det ikke sker, for jeg er jo slet ikke forberedt på at skulle være mor lige nu og her, men efter 10 min på toilettet, kan jeg ikke nægte kendsgerningerne, og kalder på Manden, som kommer løbende og er meget vågen, meget hurtigt!

Vi ringer til fødegangen for at rådføre os om hvad vi skal stille op, for jeg har ingen veer overhovedet! Den søde jordemoder jeg får fat i, fortæller mig at jeg skal gå i seng igen, og vente på at veerne kommer, hun forventer at de vil komme indenfor de næste to timer, og når det så sker, skal jeg komme ind til dem når der er 3-5 min. mellem veerne. Hvis jeg mod alle odds ikke skulle få veer, så skulle jeg komme ind til dem kl.11.30 til en undersøgelse, i mellemtiden skulle jeg forsøge at få lidt søvn - men helt ærligt, hvor nemt er det lige at få søvn når der siver fostervand ud af en? Jeg smed så mange bind i mine trusser at det virkede som en voksenble, men det var stadig pænt ubehageligt, og på 3 timer havde jeg tabt knap 1½ kg i fostervand alene... så det blev ikke til megen søvn, da vi kørte mod OUH kl.11.00, for jeg havde selvfølgelig ikke fået veer!

Kl.11.50 har de endelig tid til at bese mig, hvor de scannede lillemandens hjertefrekvens samt undersøgte min livmoder, som viste sig at være helt moden til en fødsel, men jeg manglede stadig mine veer, så efter undersøgelsen fik jeg grønt lys til at gå ned til fødegangen, hvor jeg ville få vedrop så jeg kunne komme igang med fødslen.

Kl.16.30 er jeg klar til at få mit vedrop, efter jeg har talt med den første af 3 jordemødre der havde vagt inden Tristan kom til verden, inden droppet blev jeg atter undersøgt, fået lavement og scannet igen, men eftersom Tristan lå meget stille i min mave, blev det besluttet at han skulle have en elektrode på hovedet så man kunne scanne hans aktivitet mere nøjagtigt, det var ikke specielt rart at skulle have en elektrode på hans hovede, mens han stadig lå i min mave... avs...
Da alt var klart til mnit vedrop, var der vagtskifte, og jeg hilste på min anden jordemoder, som skulle være den der trak det hårdeste læs med mig. Hun var en sød og ung pige, som virkelig var god til at informere både Manden og jeg om alting, så der ikke var nogen tvivl, og vi følte os helt trygge og ved godt mod.
Vi talte lidt om smertelindring og om hvordan det ville foregå med ve-drop og jeg sagde at jeg bare ville tage det som det kom og umiddelbart skulle hun ikke bestille noget smertestillende til mig, men nøj hvor kom jeg til at bide de ord i mig...

For nogen kan ve-droppet tage lang tid om at virke, og for andre skal man stoppe for det, vente 3-4 timer for at prøve igen, men for mig virkede det med næsten fuld kraft indenfor 5-10 minutter... lige så snart hun tændte for droppet kunne jeg lige så stille mærke en trækken i lænd og også i min livmoder, og jeg tænkte, nå ja, det kan jeg sagtens holde til... 4 min. senere kom de for fuld udblæsning, og så stod den ellers på veer for fuld knald! Jeg forsøgte mig med vejrtrækning, at slappe af, fik nåle stukket i mig, og intet hjalp, veerne blev værrer og værrer, og til sidst kom de så voldsomt, at jeg ikke fik pause imellem dem, da de kom bølgende 2-3 efter hinanden for så derefter at dykke.
Min jordmode havde advaret mig om at det ville forekomme, men jeg havde jo aldrig prøvet det med veer, så anede jo ikke hvad jeg skulle forvente ud fra sådan et udsagn, men det ved jeg nu, og det var ikke rart.

Kl.21.00 var veerne virkelig slemme, og de blev ved med at bølge og jeg havde det så varmt at jeg kogte over det hele, det eneste der hjalp var at Manden gav mig en kold klud for mit ansigt, mange synes det lindrer med noget varmt, men jeg var så opkogt at tanken om et varmt bad eller en varmedunk var helt forkert. På dette tidspunkt bliver jeg atter undersøgt, og jordmoderen konstaterer at jeg har åbnet mig 3-4 cm (ARGH!) og at der nok går yderliger 4-5 timer før jeg er åbnet tilstrækkeligt, og der begyndte jeg at græde, ikke bare sådan lidt tårer, men deciderede hulk og et voldsomt vandfald af tårer, da jeg ikke kunne magte tanken om at fortsætte dette ve-helvede 4-5 timer mere.
Min jordmoder kunne godt se at jeg ikke kunne magte det, og foreslår om hun ikke skal ringe efter en anestæsilæge, så jeg kan få en epi og jeg tror ikke rigtig jeg behøver at svare, mine hulk var vidst svar nok... ja, jeg følte mig sq ikke som en urkvinde, og jeg følte mig virkelig svag og træls ved at skulle have smertestillende på den måde, jeg havde oppe i mit hovede nok forventet at det kunne jeg da sagtens klare, men ak... Af en eller anden grund blev jeg ved med at undskylde til både Manden og jordemoderen, hvilket de synes var lidt sjovt, jeg husker det slet ikke, men der er også rigtig meget som er pænt sløret.

Jordmoderen ringer efter lægen, og jeg fik det svar der hed sig, at han kunne komme mellem 10 min. - 1 time...

Kl.22.15 kom anestæsilægen endelig, den time det tog ham at komme ind til mig føltes virkelig lang, og jeg kom kun igennem mine veer ved at tænke "han kommer snart, han kommer snart, han kommer snart", og da han endelig kom, var det virkelig en lettelse, indtil han fortalte at epi'en godt kunne tage 30-45 min om at virke... mit hjerte sank virkelig i mit bryst, men jeg synes ligesom jeg havde været pivet nok, så jeg prøvede at tage det ved godt mod, og nikkede bare til alt det andet han fortalte. Jeg fik sat mig op, og kiggede ned og fik besked på at sidde musestille, for det kan være ret farligt hvis jeg spjættede og nålen enten kom forkert ind eller røg for langt ind, og sørme om jeg ikke skal rammes af endnu en vebølge, men det lykkedes mig at sidde stille til trods for veer, og jeg mærkede intet til den lange nål der røg ind i min ryg - og lur mig, om min krop, ligesom med ve-droppet, tog fantastisk imod, med det resultat at epi'en virkede pronto - sikke en fryd!
Jeg fik besked på at sove lidt, eftersom jeg ikke havde sovet siden kl.03.30 og de forventede at der nok lige gik nogle timer før der skete mere, så jeg lagde mig ned, lukkede mine øjne og slappede af - ahhh...

Kl.23.30 begyndte mine presseveer lige så stille at melde deres ankomst, epi'en virker ikke på presseveer, men de var på ingen måde lige så ubehagelige som udvidelsesveerne, så dem havde jeg i godt ½ time, indtil de tog godt til og begyndte at hive i mig og jeg fik en umenneskelig trang til at presse. Jeg blev undersøgt og havde også udvidet mig 8-9 cm, problemet lå i at Tristan simpelthen ikke var faldet ned i mit bækken, så jeg blev beordret ud af sengen, og så skulle jeg ellers rotere/vugge mit bækken, så jeg kunne hjælpe drengebassen på vej.
Manden synes det var SÅ sjovt at jeg rendte rundt der, med kæmpemave, charmerende kæmpeble og dertilhørende nettrusser og hvid skjorte mens jeg "dansede" som han kaldte det... Men den der pressetrang tog til for hver ve, og det er altså temmelig ulideligt når man bare for at vide, at jeg skal holde igen, på det tidspunkt var jeg virkelig klar til at få ham ud, og tror jeg spurgte Manden mange gange: Hvorfor kommer han ikke bare ud? ha ha ha... det er ikke sjovt at være mand i sådan en situation!

Kl.01.00 fik jeg endelig besked på, at nu måtte jeg presse, og jeg gav den fuld gas, for nu skulle han dælme bare ud, og puha hvor var det mega hårdt jo! Det tog 4 presseveer at få ham ud, og mellem de to lå han med sit bredeste stykke (skulderen) og blokkede mig, og ja, det gjorde nas af pommeren til, troede aldrig jeg skulle blive ordentlig dernede igen...

Kl.01.20 havde jeg et styks drengebasse liggende på mit bryst, han var helt dækket til i fosterfedt, men det betød absolut intet, alle mine bekymringer for om jeg nu ville føle noget for det lille væsen jeg lige havde givet liv til forsvandt, for i det øjeblik jeg mødte Tristan, vidste jeg bare, at ham ville jeg elske resten af mit liv...

Selvom jeg synes det var frygtelig hårdt, og at det tog pænt lang tid, så er det jo intet i forhold til andre jeg kender som havde veer i 24 timer eller som Jeanett, hvor fødslen strakte sig over 51 timer... der er mine 22 jo vand i forhold til!
Manden synes dog jeg klarede det flot, og han griner stadig lidt over at jeg havde overskud til at bekymre mig om han var sulten eller kedede sig, fordi det virkede som meget ventetid for ham... og der skal også være STOR ros til ham, han var en støtte og styrke uden lige, og på intet tidspunkt snerrede jeg, råbte eller skreg grimme ting til ham, som de fleste i min omgangskreds ellers havde sat penge på... (ja, det havde jeg faktisk også selv troet ;D).

Håber I fik lidt ud af min beretning, og trods den lange vej og smerterne så var det en helt og aldeles vellykket fødsel helt fri for komplikationer, og da Tristan lige præcis kom ud indenfor de 24 timer, var der ingen risiko for infektion, så det gik helt som det skulle. Jeg havde også kun en meget lille bristning og nogle få rifter, så jeg slap også billigt på den konto - Phew...

Hvis I har nogle spørgsmål så skriv endelig, som I allerede er klar over, så er jeg ret åben...

- Maj :D

Det vidste I nok ikke om mig...

Hov Mor... Hvad sker der?

Skønneste, dejligste Lille T <3

1. Jeg spiser stort set alt, og har som personligt Motto at alt SKAL smages... dog er der 3 fødevarer som jeg virkelig ikke er glad for: Peberrod, Selleri (begge varianter) og Sennep (i alle afskygninger)
2. Min far er uddannet kok og har arbejdet på en højskole, som jeg næsten voksede op på, og han har alle dage været en stor fortaler for økologi og har arbejdet som produktudvikler hos Hanegal, deraf min passion for mad og økologi...
3. Jeg er adopteret fra Sydkorea (det overrasker nok ikke mange af Jer...), Seoul, men kom først til Danmark i en sen alder, jeg var 6 år... (og kategoriseret som et handicappet barn)
4. Jeg har, hvad sundhedsplejersker refererer til en "naturfod", en fod som et urmenneske, da det ikke er formet efter en sko, da jeg har gået barfodet de første af mine leveår...
5. Jeg husker intet af de første 6 år i Korea - Hurra for selektiv hukommelse...
6. Jeg kom til Danmark med to slemme infektioner, den ene kaldes slumsår, hvor jeg fik sår på kroppen der kom indefra og den anden gav jeg til min mor, som satte sig på hendes hornhinder og gjorde hende blind i 2 måneder (og man vidste ikke om hun nogensinde ville få synet tilbage!)
7. Da jeg var barn ville jeg giftes i en hvid kjole første gang, og en lilla kjole nr. 2 gang... (Mine forældre har begge været gift før de mødte hinanden ;D)
8. Jeg har ALDRIG troet på Julemanden, og har heller ikke i sinde at bilde Tristan ind at han findes... ej heller Påskeharen eller deslige!
9. Før jeg mødte Manden ville jeg hverken giftes eller have børn...
10. Jeg har alle dage været hunderæd for at få børn, og var ret sikker på at jeg aldrig skulle have børn, indtil for 1 års tid siden...

Et lille indsigt i mit liv før bloggen, er der noget som I finder specielt interessant eller overraskende?

Hav en rigtig god lørdag derude :-*

- Maj :D

Jeg tør næsten ikke sige det højt...

...  af frygt for at jeg jinxer det hele!

Som I kan se, er Tristan fyldt 2 måneder, og en udtryksfuld lille dreng!

Ikke altid lige begejstret for at moderen knipser billeder af ham hele tiden ;)

Det her indlæg har været nogle uger undervejs, faktisk fra den første dag hvor der pludselig skete en ændring, hvor det var som om nogen havde taget min utilfredse og vrede skrighals og byttet ham ud med en sjov, glad og pludrende lille dreng! Jeg ville så gerne dele det med jer, men turde ikke tro på at det ville fortsætte!

Åh når Tristan smiler og pludrer smelter mit hjerte og alt andet er glemt!

Okay, okay, alt er ikke en dans på roser, Tristan kan stadig være en frygtelig skrigehals, han er super utålmodig med sin mad og det med søvn er vi stadig ikke helt gode venner med! Vi har også stadig problemer med at han bliver meget hurtigt overstimuleret og pylret, men jeg øver med ham, og tager ham nu med forskellige steder istedet for at vi isolerer os herhjemme!

Nu hvor der er gået knap 14 dage med at tingene er overvældende positive og man føler at man kan tage ud og være social uden at frygte et skrigeanfald på flere timer, så er det bare som om man kan ånde lidt mere lettet op. Det er stadig mega hårdt at være mor, men med det vi har oplevet med Tristan i næsten 2 måneder, så virker det som ingenting og jeg begynder rent faktisk at nyde det der med at være mor! Det er så fantastisk at jeg stadig har svært ved at forstå det...

Nu er det ikke sådan at vi pludselig vågnede op og bum så var han ændret, men det var sq tæt på, efter en uge hvor han gennemgik et tigerspring, og jeg var ved at rende fra hus og hjem, da jeg bare sad og vuggede en utilfreds klynkende/skrigende baby 8-12 timer om dagen, og som ikke ville sove selv skete der bare noget! Den udvilkling han gennemgik gjorde at han pludselig blev bevidst om sit smil, og han startede med at pludre - åh en fantastisk lyd! Men det som har gjort det helt store udspring, det er at vi har været en tur til kiropraktoren, og hun kunne fortælle mig at Tristan har været låst i bækkenet, i begge skulderpartier samt i venstre side af nakken!

Disse ting har jo gjort at han har haft ondt det meste af tiden, og højest sandsynligt derfor vi ikke har kunne lægge ham fra os, og også derfor han har været sådan en urolig og klynkende/utilfreds baby. Så vores bekymringer for at han er en high need baby er heldigvis ikke længere relevante, men alle symptomerne var der ellers, og det var dælme en kamel der skulle sluges!

Nu har Tristan været i behandling i små 14 dage, og indtil videre været afsted 3 gange, og det har været fantastisk, men det vil jeg skrive mere indgående om i næste indlæg, så det ikke bliver så teksttungt det hele...

Men jeg synes I fortjente en opdatering, eftersom I bare tog imod mit indlæg med sådan en positiv indstilling at jeg rent faktisk blev rørt til tårer, og gav mig et boost uden lige - I er fantastiske og utrolig rare!

- Maj :D

Der sker så meget og det er en smule hårdt...

derfor er jeg så fraværende her!

Kræfterne er virkelig få i det lille hjem, og I må ikke misforstå mig, men lille T dræner mig ind i mellem for dem, og derfor er det vigtigt for mig at prioritere dem, og på førstepladsen er Tristan jo ;)

Når jeg nu skriver at Tristan dræner mig for kræfter kan jeg godt se at det klinger negativt, og helt ærligt, så er det altså ikke kun rosenrødt og fantastisk at være på barsel, og nej jeg render ikke rundt i en evig lykkerus og ser forelsket på mit drengebarn! Jeg føler nærmest at det er tabu at skrive at jeg ikke nyder at tilbringe al min tid med mit lille mirakel, for de fleste kvinder har en tendens til kun at fortælle om de skønne øjeblikke, men hvad med de trælse? Kan det virkelig passe at jeg er den eneste mor i hele blogverdenen der ikke synes det er 100% fantastisk?

Hvorfor er det så at jeg synes det er så hårdt? Det er egentlig ikke søvnmanglen, den er jeg vant til, jeg har altid kunne køre på meget lidt søvn, og gråden og skrigeriet kan jeg leve med, fordi jeg ved det går over - på et tidspunkt... men Tristan er ikke en nem baby, han er super opmærksom på alting og kan ikke finde ud af at lukke nok af, så han bliver lynhurtigt overstimuleret, han har et virkelig stort behov for at have fysisk kontakt med mig, hele tiden, og virkelig mange af hans karaktertræk tyder på at han er hvad man vil kategorisere som en High Need baby! Og det er fanme hårdt!

Hans kæmpe store kontaktbehov betyder bl.a. at jeg aldrig kan lægge ham fra mig - det lyder overdrevent, men det er ikke desto mindre sandheden, jeg kan med held lægge ham på aktivitetstæppet i ca. 10 min, men så heller ikke mere, hvis jeg prøver at lægge ham i liften så er der hell to pay! Grundet dette, kan I jo nok også regne ud at han ikke kan sove selv, han skal lære at sove, og det gør at vi ofte bruger mere end en time på at få ham til at sove og så sover han måske 1-1½ time, og så skal vi starte forfra med at fodre, pusle, lege og putte!
Om natten går det en smule bedre, der falder han meget hurtigere i søvn, og accepterer det en smule mere at blive lagt i vuggen, men andre nætter lyder det på skrig og skrål hele natten lang, selv når han får lov at ligge på mig og sove, nogen gange kan det være så svært at få ham ned, når han er helt opkørt! Og når man selv er træt, så bliver der ofte udgydt en del tårer af både vrede, frustration og dårlig samvittighed (fordi jeg bliver vred..).

Så mange af mine dage flyver afsted uden at jeg aner hvad jeg har fået ud af den, for jeg render rundt med lille T på armen, aktiverer ham, fodrer ham og får ham til at sove! Nogle dage powernapper han den en hel dag, hvor han kun sover 20 min - ½ time af gangen, og i en så let tilstand at jeg ikke kan lægge ham fra ham, så der er jeg i bogstavligste forstand bundet til min sofa/seng, og på sådanne dage får jeg ikke noget at spise, eller kommer på toilet! Altså ikke før Manden kommer hjem, og overtager Tristan tjansen ;)

Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned omkring alle mine tanker, frustrationer og bekymringer, men I må ikke misforstå mig, jeg elsker Tristan over alt på jorden, og selvom jeg kan bande ham væk når han har grædt/skreget i hvad der føles som evigheder, så er han jo stadig mit fantastiske mirakel, og jeg trøster mig med at det kun kan gå en vej - op, ikke?
Og gode/fantastiske stunder er der selvfølgelig også mange af, han har dage hvor det går super godt med at få ham lagt til at sove, og hvor han tager nogle lange træk, men her på det sidste har de dumme dage/nætter desværre bare været i overtal...

Men når jeg ser på dette yndige fjæs, så er det hurtigt glemt hvor hårdt det kan være til tider:

Tristan 6 uger, og han holder simpelthen sit hovede så flot!

Min helt egen supermand :)



Jeg håber ikke at der er for mange mødre derude som fordømmer mig og synes at jeg er et utaknemmeligt skarn, nu hvor jeg er så heldig at få en sund, rask og fantastisk lille dreng, så må jeg tage de udfordringer det er at blive mor uden at kny, men sådan er jeg ikke, jeg har brug for at komme ud med det, og der er nok ikke nogen derude der kan dømme mig hårdere end jeg allerede selv har gjort... men har bare ikke brug for at høre det fra andre!

Jeg forbliver nok en smule inaktiv her på bloggen til livet som mor er blevet en smule lettere eller når jeg har en rolig stund, så jeg håber I holder lidt ved, og bærer over med mine meget private indlæg!

- Maj :D

At vælge det rette navn...

Hvem kan stå for det søde fjæs?

Moderen kan hvertfald ikke ;)

Det at finde det rette navn til lille T eller Haletudse som han jo hed i 9 måneder, var ikke en nem sag! Manden og jeg var nemlig ikke helt enig omkring navnet, da vi har meget forskellige syn på hvad man kan hedde og hvorfor...

Jeg har jo selv et navn som ikke er "allemandseje", og har kun mødt meget få i mit liv der hedder Maj - og aldrig nogen der bliver stavet med et J, men enten Mai eller May. Hvis jeg ikke staver mit navn til folk, så staver de det konsekvent: Mai også når jeg siger at jeg hedder Maj, ligesom måneden... for pokker da også, hvem staver måneden med I? Hmpf...

Anyway, så har det altid ligget mig på sinde at kunne give mine børn nogle kraftfulde og lidt anderledes navne (som mit...), og ikke et alle hedder, eller et navn som var at finde på top 10 listen af populærnavne - ikke at der er noget galt med det, men husk på, at dette er min helt personlige mening, og det er derfor ikke en kritik af de mennesker der ønsker et "populært" navn til deres børn... så håber ikke jeg træder nogen over tæerne nu!

Da jeg var barn hadede jeg mit navn, helt ærligt hvad tænkte mine forældre på? Maj-måned, Maj Maj Flæskesteg gå din vej... ja ja, det skortede ikke med fantasien i forhold til mit navn, eller den som jokede med at så måtte jeg have fødselsdag i maj og når jeg svarede jeg at jeg havde i september blev det altid mødt med at så burde jeg hedde september, ha ha ha... eller noget!

Som jeg blev ældre, og blev bedre til at lukke ørene for andres morsomheder fandt jeg faktisk en ro i mit navn, specielt da jeg fand ud af at mange rent faktisk synes at mit navn er smukt og forbandt det med sol, forår og opblomstring - og helt ærligt, det er da ikke det værste at forbinde mit navn med, så den dag i dag er jeg rigtig glad for mit navn, og sætter en ære i at jeg er den eneste i hele Danmark der hedder det jeg hedder (incl. mellemnavn/efternavn) - og det er ikke tosset!

Manden derimod har et af de mest almindelige navne fra hans årgang, så almindeligt at på hans fodbold hold var de så mange med det samme navn, at det var nødvendigt at give dem alle et kælenavn, og Mandens er Frø, og det er et alle i vores omgangskreds kalder ham, med undtagelse af hans familie og mig ;) Der har I også forklaringen på hvorfor Tristan blev kaldt Haletudse da han lå i maven på mig! Og sjovt nok afspejler hans valg også det faktum at hans navn var et såkaldt populær navn og allemandseje, da mange af hans forslag var nogle jeg pure nægtede!

Dem som vi også overvejede var disse:

• Johannes
• Johan
• Patrick

Jeg havde forelsket mig i disse to navne som Manden nedlagde veto mod:

• Storm
• Adrian

Storm var udelukket da han synes det klingede alt for hippie-agtigt, men hey, hvad kan man forvente af en som er mere eller mindre opdraget på en folkehøjskole med afrikansk dans af en far som er lige så rød som det danske flag?

Adrian mente han derimod var et bølle-navn, hvilket jeg ikke forstår!

Manden har derimod forelsket sig i lidt mere gammeldagsnavne, og det er også ham som foreslog Johannes som jeg lod komme på listen, og hans andet bud som jeg skød i sænk, var Valdemar. Valdemar er et rigtig sødt navn, men der var bare et eller andet der ikke tiltalte mig alligevel, jeg kunne ikke se mig selv have et barn der hed Valdemar - hvorfor spørger I? tja... det er der ingen rationel forklaring på!

Det var en lidt lang smøre omkring hans navn, men vi valgte at holde det hemmeligt, da jeg af princip ikke vidste hvad han ville ende ud med, før han blev født, og faktisk var vi næsten 100% sikre på at vi ville vælge Johan, men da vi så mødte ham, proklamerede Manden at han var en lille Tristan og resten er historie, som man siger ;)

Her til sidst vil jeg lige knytte en lille note til hvorfor jeg synes det er så vigtigt at have et lidt anderledes navn: Navnet bliver jo en del af ens identitet og et eller andet sted er jeg sikker på at det er med til at forme dets ejermand til det menneske de nu skal være, og derfor er et unikt eller kraftfuldt navn vigtigt i min optik! Men igen, det kan sagtens være min Hippie opdragelse der taler her, ha ha ha... og igen, fordi jeg godt ved at sådan en udtalelse kan støde nogen, så betyder det ikke at jeg mener at børn/mennesker med populær navne ikke bliver unikke, det er igen bare hvordan jeg ser på vigtigheden i at finde det helt rette navn til ens poder! Så jeg undskylder på forhånd, og jeg er ikke ude på at fornærme nogen, men prøver bare at give et indblik i hvordan lille T fik sit navn og de tanker der fulgte med - og Ja jeg ved godt at Tristan er ved at blive mere moderne og populært, og det er ikke med min gode vilje ;) men Manden ville ikke tillade at det blev alt for anderledes!

Har I andre med børn haft lige så mange overvejelser, krav og diskussioner med jeres partner omkring navn?

Tiden flyver...

og vupti så er der gået næsten 3 uger siden jeg fødte Tristan! Det har været en lang rutsjebanetur af følelser, søvnløshed, bekymringer, frustration, glæde og ikke mindst usigelig lykke når jeg kigger på de to mænd i mit liv:

Kan man andet end at blive forelsket?

Efter Tristan blev født, fandt vi ud af at han havde gulsot, det er ikke noget der er farligt og kan som oftest afhjælpes med at stille barnet i vindueskarmen og lade det få en masse dagslys, det gjorde vi også, men da vi kom tilbage dagen efter, viste en blodprøve at hans tal var forhøjet og det krævede en omgående indlæggelse med lysterapi til min lille skat:

Lyskasse som han bestemt ikke brød sig om!

Sutten var en god trøst... var ikke meget for det, da min mælk ikke var løbet til!

Hospitalsmad: Schnitzel  med paprikasauce, rosmarinkartofler, grøntsager og blandet salat...

ikke det mest spændende mad, men heller ikke slemt!

Tristan og jeg blev installeret på Vuggen i 48 timer, som er gratis for mor og barn med fuld forplejning, men for farmand kostede det 280 kr. og det var uden mad... så den første overnatning tog jeg alene, da vi ikke mente at det var nødvendigt for ham at være der, men dagen efter havde jeg skiftet mening, og kunne mærke at jeg havde brug for at han var der hos mig, for i takt med at lysterapien hjalp på Tristans gulsot, jo mere frisk blev han, og reagerede stærkere på at skulle vækkes hver 3. time for at spise og derefter lægges tilbage i sin lyskasse.

Oven i alt det her med gulsot, løb jeg tør for råmælk inden min mælk løb til, så det betød at jeg skulle have lidt ekstra hjælp for at det kunne løbe til. Det endte med en ammeplan der hed sig, at Tristan skulle lægges til mit bryst hver 3. time, hvor vi lagde en sonde i en suttebrik, for at simulere at jeg havde mælk, og på den måde kunne hans sutteri ved mit bryst stimulere mælkeproduktionen, ikke nok med det, så skulle jeg efterfølgende prøve at malke ud i 15-30 min. for det ville give yderligere stimuli til mine bryster.

Tro mig, det var virkelig hårde 48 timer, hver 3. time skulle jeg vække Tristan, hvilket var svært, fordi han sov tungt, så det endte med at jeg måtte påbegynde denne fase ca. 10 min. før de 3 timer var gået, derefter brugte jeg ca. ½ time på at made ham, ca. 15-30 min på at putte ham/være sikker på han sov og til sidst ca.20 min på at malke ud... og dette scenarie skulle gentages hver 3. time, og det var ikke 3 timer fra han faldt i søvn, det var 3 timer fra hans madning blev påbegyndt, så I kan næsten regne ud hvor lidt sammenhængende søvn jeg fik i de 48 timer, jeg kunne ikke hænge sammen til sidst... ergo var det nødvendigt for mig at have Manden til at være der, så han kunne putte Tristan mens jeg malkede ud, og også hjælpe mig med sonden, så jeg ikke var så håbløst afhængig af den stakkels natsygeplejerske som havde hænderne fulde...!

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne fortælle at ammeplanen virkede, men ak, efter ca. 1½ dag begyndte mine bryster at virke spændte, og det lykkedes mig at malke mælk ud, men ikke mere end godt 10 ml fra hvert bryst, og det var på ingen måde nok til at gøre den lille mand mæt, så da jeg forlod vuggen skulle jeg fortsætte med at lægge Tristan til mit bryst, lade ham få det brystmælk der var, gå over til erstatning og derefter malke ud - det var en god og overskuelig plan, hvis det ikke var for det faktum at min søn er ekstrem utålmodig og nægtede pure at tage mit bryst, da det gik alt for langsomt med at få mad og med flaske ryger det jo nærmest lige ned i halsen på ham... så efter 2 dage hvor jeg forsøgte at lægge ham til, og han nogle gange skreg og kæmpede så hårdt i mod at han slog sig selv ud og faldt i søvn, opgav jeg!

Jeg følte mig virkelig som en dårlig mor, en mor som ikke engang kunne finde ud af at producere nok mælk til sin søn, og det var en stor elefant at sluge, da jeg tog den endegyldige beslutning om at stoppe fuldstændigt med at lægge ham til, men jeg blev nød til at overbevise mig selv om at det vigtigste var jo at han fik mad, og det gjorde han ikke fra mit bryst - desværre!

Jeg synes til gengæld jeg gjorde alt i min magt for at få det til at lykkedes, men sådan skulle det ikke være, og indrømmet, jeg har grædt en del bitre tårer over det, men har forliget mig med situationen og ser nu på alle de positive sider, fremfor kun at fokusere på min følelse af at være en dårlig mor...

Glad og tilfreds med at være flaskebarn :)

- Maj :D

Om præcis en måned...

har jeg termin!

Tyk, Tyk Zebra med indbygget haletudse...

Hvis det ikke var for alderen og den store gravide mave, så er

billedet da lige til Arto, hæ hæ...

Det er dælme vildt... Hvis I spørger mig, tænk om en månedstid kan jeg tilføje en ny titel på mit CV, måske den vigtigste i mit liv: Mor! Puha... det giver mig hjertebanken og koldsved ved tanken om at jeg skal have ansvaret for et liv, som er 100% afhængig af mig - shit!

"Hvad nu hvis" starter mange af mine tanker og ikke mindst sætninger, jeg er sådan en worst scenario kind of gal... så jeg ser på alle de aspekter af livet fra den aller mest sorte vinkel, så er jeg jo forberedt på det værste ;) og jeg skal ikke trætte jer med alle mine bekymringer og tanker om graviditeten og efterfølgende moderskab, for det får jeg såmænd masser af afløb for hos Manden, han hører tålmodigt efter og trøster gerne, når jeg er overbevist om at jeg bliver en frygtelig mor der vil ødelægge mine børn... og DET er min værste frygt!

Lige nu handler det mest om at nyde den sidste tid inden Haletudse bestemmer sig for at komme ud, og da jeg ikke har synderligt med gener, så er det slet ikke svært, og endnu bedre når Manden ligefrem insisterer på at jeg hygger så meget som muligt - ahhh... desuden ved jeg jo også, at dase dagene på sofaen er så snart ved at rinde ud, så jeg nyder dem nok bare endnu mere ved den tanke!

Hav en dejlig Lørdag derude :)

- Maj :D

Nyt kapitel...

Nøgler til vores nye hjem...

Vi kom hjem fra Tyskland igår, og var totalt trætte efter en fantastisk tur, som jeg nok skal skrive mere om, men kunne ikke sove længe i dag, da vi skulle hente nøglerne til vores nye hjem!

Det var en underlig følelse at få dem, at gå rundt og se på det lille hus og vide, at fra i næste uge, er det der vi har residens. Hvis jeg ikke har skrevet om det før, så gør jeg det nu, men vi har lejet et lille rækkehus i Odense SØ på små 90 kvm, det er ikke meget størrer end det vi har nu, men langt bedre indrettet mht værelser. Jeg vægtede at vi skulle have et seperat værelse til Haletudsen, så vi ikke skal dele værelse med ham, for ellers ville jeg ikke have noget imod at blive boende i vores nuværende bolig. Det ville også have været langt mere økonomisk, og trygt ;)

Vi ville rigtig gerne have haft et "rigtig" hus, men vores økonomi er ikke til det, jeg er på dagpenge, og vi har overhovedet været gode til at spare op, ja ja, det er lidt et tabu når man er så gamle som Manden og jeg er, men sådan ligger landet, hvis der skulle være nogle derude som undrer sig over hvorfor vi ikke tager ud og køber et - vi har ikke råd, bum!

Anyway, vi fik nøglerne i  dag og Manden havde en fridag, så dagen er brugt på at fragte lidt småting ud i det nye hjem, og i morgen vil Manden og min svigerfar tage nogle kasser derud så jeg på onsdag kan bruge dagen på at pakke ud og stryge vores tøj som efterhånden har været i kasser og kufferter i lang tid nu...

Torsdag kommer min svigermor og hjælper med at få gjort køkken og badeværelse i lejligheden rent, og en af Mandens kollegaer kommer og hjælper med at få flyttet flere kasser ud til det nye sted, så på lørdag satser vi på, at det kun er lidt småting og alle de store møbler der skal flyttes, så det er til at se sig ud af - heldigvis!

Næste uge vil så blive ugen hvor jeg skal have alt pakket ud, og vi skal i Ikea og købe småting som hylder, reoler og andre ting, puha... som om vi ikke har brugt et ordentligt læs penge på Haletudsen og vores Tysklands tur, mit dankort bløder!

Jeg glæder mig, og er meget spændt på hvordan det hele bliver, der er mange ting vi skal vænne os til, men det skal nok gå, for hvis vi synes det her er stort, så ved jeg ikke hvordan vi har det i starten af Januar hvor der kommer et nyt familiemedlem... men inden så længe kommer der faktisk endnu et nyt familiemedlem, men mere om det senere :)

- Maj :D

Velkommen til flyttehelvede...

Puha at flytte og pakke er ikke så fedt i realiteten som det er i teorien...

Nu er der ikke lang tid til at vi skal rykke ud af vores dejlige lejlighed som har været rammerne om 8 års skønt samliv, og til d.1/11 starter et nyt kapitel... selvom det stadig er en lejet bolig vi skal flytte ud i, så føles det stadig som et stort skridt, men det har helt sikkert også noget at gøre med hvad der venter i det nye år, det følges lidt ad ;)

Jeg vidste godt at det ikke ville være fryd og gammen at flytte, men for pokker hvor kan man samle meget skrammel sammen på 8 år, og vi er kun 2 mennesker! Men meget af det er allerede i kasser så der er heldigvis ikke så meget tilbage, kun de store ting som ikke kan pakkes sammen, hvilket er rart at tænke på, eftersom det er i weekenden vi tager på romantisk hold i hånd og nyde tosomheden tur til Tyskland!

For at det ikke skal gå for meget brok i dette indlæg, så kan I få lidt billeder af hvad jeg nød i weekenden sammen med gode venner:

Pulled Pork burger med masser af sprød coleslaw...

Til hovedret fik vi pulled pork, og som altid vakte det lykke! Når nu vi skulle have ovnen igang i så mange timer, valgte jeg at lave 2 store nakkestege, og smide den ene i fryseren, så er der til en anden god gang.

Jeg havde også bagt nogle boller, lavet bbq sauce og glaserede chili løg som smagte forrygende i burgeren, som tilbehør fik vi sprød coleslaw med æble og potato skins med bacon, cheddar, creme fraiche og forårsløg.

For chokolade-elskere!



Til dessert serverede jeg Brooklyn Blackout Kage, inspireret af at Miss Muffin havde lavet den, så fik jeg en ustyrlig lyst til at lave den, hvilket er lidt skørt, for jeg er ikke den største chokolade fan - og i processen fortrød jeg mange gange, for den kage drillede mig SÅ meget, at jeg havde lyst til at smide den i skraldespanden! Den vakte dog lykke hos vores venner, og min veninde som fik resterne, da vi på ingen måde kunne spise al den kage.

Smagen var fyldig af chokolade og meget sød, så jeg serverede kagen med noget frisk frugt, syrlig ananas og sprøde vindruer, hvilket komplimenterede kagen rigtig fint, ellers havde den været for tung og sød efter min mening. En opskrift og de erfaringer jeg gjorde mig under bagningen af kagen kommer, men først når jeg er på plads i min nye hybel, så bær over med mig, for indlæggene bliver også få i denne tid...

- Maj :D