at synes det er hårdt at være mor! Sådanne lignende udtalelser er jeg stødt ind i flere steder i blogland og på Instagram, og det går lidt i hjertet på mig hver gang, og får mig til at tænke og gruble... Ikke på den gode måde, men på den der nagende måde, og det er træls! For dem der skriver det, de mener jo ikke noget ondt, men jeg tager det immervæk alt for personligt, og synes altid jeg skal retfærdiggøre min holdning - lige så vel, som de åbenbart føler at de skal med deres, at de synes at blive mor er easy peasy...
Hvad har jeg så grublet over? Og hvad kan jeg udrede?
Jeg tror ikke det er en ny "trend" at nogle kvinder synes det er hårdt arbejde at blive mor, jeg tror derimod det er en ny trend at det nu bliver sagt højt! Kan I følge mig?
Da jeg ventede Tristan, blev jeg hele tiden bombarderet med "glæææææææder du dig ikke bare helt vildt?" "Det bliver bare det mest fantastiske du nogensinde kommer til at opleve" "Man har ikke levet/oplevet kærlighed/elsket før man bliver mor" "NYD det - det er SÅ skønt"
Okay så, men ikke én eneste sagde: "Pyh - det er fanme mega hårdt at blive mor, for nogen" "Du kommer nok til at græde - meget! Og føle dig utilstrækkelig, ofte!" "Nogen gange gider jeg ikke være mor, men bare mig" eller "Det er helt okay, at du har lyst til at smide baby ud i skraldespanden, bare du ikke fører det ud i livet"
Kan I stadig følge mig?
Man føler sig skide forkert når ungen så er poppet, og man ikke svæver på en lyserød sky, og synes alt er fantastisk, for det var jeg jo ligesom blevet lovet - ikke? Det sagde alle de erfarne mødre jo til mig... Så jeg græd, og overbeviste næsten mig selv om at jeg havde en fødselsdepression, fordi deres ord om at blive mor er the shit, men man bare synes barnet er the shit - men ikke på den fede måde... Hurra for en tålmodig mand og en meget empatisk og forstående SP! Og ikke mindst Mødregruppe...
Det jeg egentlig vil konkludere og komme frem til er, at mange kvinder er gode til at blive mødre, og de har haft ordenlyd i det offentlige forum i lang tid, og vi andre har lyttet, eller jeg har, og blevet grove skuffet, igen bare mig, så uden at være strid, så er det jo nok ikke en trend, men bare et, hvad skal vi sige - oprør? Arj, måske ikke, men en modstand, en oplysning om at det er helt okay at have andre følelser!
Og lige her til slut, må jeg pointere, at jeg er M I S U N D E L I G på alle de mødre, som svæver på en sky, er helt tossede med det der moderskab, og slet ikke kan forstå os der synes det er benhårdt arbejde - fedt! Gid det var mig! Og det mener jeg, helt uden et gran af ironi eller sarkasme... Det de mødre skal forstå er, at jeg vil da langt hellere have haft det som dem, end det jeg gik igennem, vi vælger jo ikke at synes det skal være hårdt, tværtimod :)
Så nej, slut med at sige det er en trend eller det er in, for det har jo helt ærligt altid eksisteret, i ca lige så lang tid som der har eksisteret kolikbørn - tænker jeg bare... Hvad tænker I?
Er jeg bare helt off og ekstrem trendy? Eller kan i nikke med på mine krøllede tanker...?
Jo, i dag synes jeg det er mega fantastisk at være mor til dette vidunder - og jeg tager mig selv i, ikke at skulle videregive nogen af de klicheer der var ved at tage livet af mig - for han ER jo bare mit vidunder ham T! Smukke, dejlige og dygtige drengebarn, som helt sikkert er omdrejningspunktet i mit liv - nu...
Næste gang - der er det mig der er på skyen! Så hum jer, og gør plads <3
- Maj :D
