lørdag den 22. januar 2011

Gammeldaws kylling med skilt sauce og rabarber kompot...

I dag stod den på god gammeldaws mad! Uhmmm det er nu altså godt ind i mellem, jeg er ikke så meget for fed gammeldags mad, men det er nu veltrængt ind i mellem, og efter at have set 3 sæsoner af "Spise med Price" igennem, ja, så kunne jeg ikke nære mig, der skulle laves grydestegt kylling.

Jeg elsker kylling, og laver det tit og ofte, heldigvis har Manden det på samme måde, den bliver marineret, grillet, fyldt og gjort ved, fordi kylling er så taknemmlig og man kan gøre virkelig meget ved en kylling, og den ender stort set altid med at være lækker, bare man ikke steger den tør! Nogen gange, er det mest enkle dog også gudespise, og sådan en grydestegt kylling er bare lækkert, jeg har det bare med at glemme det ind i mellem!

Aftenens tallerken: kylling, mormorsalat, hasselbackte kartofler,
rabarberkompot, hjemmelavet agurksalat og skilt sauce.

Jeg ved det ser ud som om jeg bare har proppet min tallerken med mad, og det har jeg i og for sig også, men sagen er den, at jeg ikke spiser mine måltider af store middagstallerkner, men af en mellemstørrelse, som er lidt større end en frokost tallerken, men også en del mindre end en middagstallerken. Det gør jeg for at forhindre mig selv i at spise alt for meget, jeg er desværre en af de mennesker, som ikke har været så god til at lytte til min krop, og er det nogen gange stadig, så derfor må jeg snyde mig selv lidt!

Opskriften har jeg fra Price brødrene, den er super nem, og meget lækker!

Gammeldaws kylling med skilt sauce og rabarberkompot
4 pers.

Ingredienser:
  • 1 stor kylling, gerne økologisk
  • 1 stort bundt persille
  • Smør
  • Salt og peber
  • 2 dl. fløde
  • 3 dl. letmælk
  • 2,5 dl. kraftig hønsebouillon (enten terning eller flydende fond)
  • Kulør
  • 200 g rabarber
  • Sukker
  • Citronsaft
Tilberedning:
  1. Skyl kyllingen indvendig og dup den tør med køkkenrulle, sørg så for at krydre den godt inden i og udenpå.
  2. Fyld kyllingen op med persille, og luk den sammen med en kødnål.
  3. Smelt smør i en stegegryde, og når det er bruset af, brunes kyllingen på alle sider. Pas på med ikke at ødelægge skindet når den skal vendes, jeg brugte 2 trægrydeskeer, det er det mest varsomme.
  4. Når kyllingen er godt brunet, skrues der ned for blusset og hønsebouillonen tilsættes. Læg låg på gryden, og lad det simre i ca. 30 min. for svag varme.
  5. Når de 30 min. er gået, tilsættes mælk og fløde, og der koges yderligere 20-30 min. alt efter størrelsen af kyllingen.
  6. 5-10 min. før kyllingen er færdig, smides rabarber, sukker, lidt vand og citronsaft i en lille kasserolle og der koges til rabarberne er møre. Tag dem af varmen og hold det lunt.
  7. Når kyllingen er færdig tages den op af gryden og holdes varm, mens saucen lige får lidt farve, og den skulle meget gerne være skilt på dette stadie, det var min hvertfald :)
  8. Server med rabarberkompot og kartofler efter smag.
Vi er ikke så gode til kogte hvide kartofler, med mindre det er nye kartofler, så det vil høre sig til sjældenhederne at I vil se dem på denne blog.

Jeg valgte at erstatte noget af fløden med letmælk, og det kan man sagtens, smagen var lækker, men næste gang vil jeg jævne den lidt også, eller koge den mere ind. Jeg synes den var en smule for tynd!

Velbekommen!

- Maj

Ingen kommentarer:

Send en kommentar