Kræfterne er virkelig få i det lille hjem, og I må ikke misforstå mig, men lille T dræner mig ind i mellem for dem, og derfor er det vigtigt for mig at prioritere dem, og på førstepladsen er Tristan jo ;)
Når jeg nu skriver at Tristan dræner mig for kræfter kan jeg godt se at det klinger negativt, og helt ærligt, så er det altså ikke kun rosenrødt og fantastisk at være på barsel, og nej jeg render ikke rundt i en evig lykkerus og ser forelsket på mit drengebarn! Jeg føler nærmest at det er tabu at skrive at jeg ikke nyder at tilbringe al min tid med mit lille mirakel, for de fleste kvinder har en tendens til kun at fortælle om de skønne øjeblikke, men hvad med de trælse? Kan det virkelig passe at jeg er den eneste mor i hele blogverdenen der ikke synes det er 100% fantastisk?
Hvorfor er det så at jeg synes det er så hårdt? Det er egentlig ikke søvnmanglen, den er jeg vant til, jeg har altid kunne køre på meget lidt søvn, og gråden og skrigeriet kan jeg leve med, fordi jeg ved det går over - på et tidspunkt... men Tristan er ikke en nem baby, han er super opmærksom på alting og kan ikke finde ud af at lukke nok af, så han bliver lynhurtigt overstimuleret, han har et virkelig stort behov for at have fysisk kontakt med mig, hele tiden, og virkelig mange af hans karaktertræk tyder på at han er hvad man vil kategorisere som en High Need baby! Og det er fanme hårdt!
Hans kæmpe store kontaktbehov betyder bl.a. at jeg aldrig kan lægge ham fra mig - det lyder overdrevent, men det er ikke desto mindre sandheden, jeg kan med held lægge ham på aktivitetstæppet i ca. 10 min, men så heller ikke mere, hvis jeg prøver at lægge ham i liften så er der hell to pay! Grundet dette, kan I jo nok også regne ud at han ikke kan sove selv, han skal lære at sove, og det gør at vi ofte bruger mere end en time på at få ham til at sove og så sover han måske 1-1½ time, og så skal vi starte forfra med at fodre, pusle, lege og putte!
Om natten går det en smule bedre, der falder han meget hurtigere i søvn, og accepterer det en smule mere at blive lagt i vuggen, men andre nætter lyder det på skrig og skrål hele natten lang, selv når han får lov at ligge på mig og sove, nogen gange kan det være så svært at få ham ned, når han er helt opkørt! Og når man selv er træt, så bliver der ofte udgydt en del tårer af både vrede, frustration og dårlig samvittighed (fordi jeg bliver vred..).
Så mange af mine dage flyver afsted uden at jeg aner hvad jeg har fået ud af den, for jeg render rundt med lille T på armen, aktiverer ham, fodrer ham og får ham til at sove! Nogle dage powernapper han den en hel dag, hvor han kun sover 20 min - ½ time af gangen, og i en så let tilstand at jeg ikke kan lægge ham fra ham, så der er jeg i bogstavligste forstand bundet til min sofa/seng, og på sådanne dage får jeg ikke noget at spise, eller kommer på toilet! Altså ikke før Manden kommer hjem, og overtager Tristan tjansen ;)
Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned omkring alle mine tanker, frustrationer og bekymringer, men I må ikke misforstå mig, jeg elsker Tristan over alt på jorden, og selvom jeg kan bande ham væk når han har grædt/skreget i hvad der føles som evigheder, så er han jo stadig mit fantastiske mirakel, og jeg trøster mig med at det kun kan gå en vej - op, ikke?
Og gode/fantastiske stunder er der selvfølgelig også mange af, han har dage hvor det går super godt med at få ham lagt til at sove, og hvor han tager nogle lange træk, men her på det sidste har de dumme dage/nætter desværre bare været i overtal...
Men når jeg ser på dette yndige fjæs, så er det hurtigt glemt hvor hårdt det kan være til tider:
Tristan 6 uger, og han holder simpelthen sit hovede så flot!
Min helt egen supermand :)
Jeg håber ikke at der er for mange mødre derude som fordømmer mig og synes at jeg er et utaknemmeligt skarn, nu hvor jeg er så heldig at få en sund, rask og fantastisk lille dreng, så må jeg tage de udfordringer det er at blive mor uden at kny, men sådan er jeg ikke, jeg har brug for at komme ud med det, og der er nok ikke nogen derude der kan dømme mig hårdere end jeg allerede selv har gjort... men har bare ikke brug for at høre det fra andre!
Jeg forbliver nok en smule inaktiv her på bloggen til livet som mor er blevet en smule lettere eller når jeg har en rolig stund, så jeg håber I holder lidt ved, og bærer over med mine meget private indlæg!
- Maj :D
Jeg giver dig helt ret, det er bare ikke altid rosenrødt at være mor - det er også benhårdt arbejde!
SvarSletNår det så er sagt, så er det jo bestemt ikke noget man vil undvære! :)
Men jeg følger fuldstændigt dine tanker og er overbevist om at alle har haft de samme tanker som dig.
Det jeg vil anbefale dig er en slynge, hvis ikke du har en. Den er guld værd for selvom du har kontakten med Tristan, så har du stadig begge hænder fri til at lave noget. Jeg var SÅ glad for den jeg havde til min den lille :)
Han ser i øvrigt SÅ bedårende ud!
Du har fuldstændig ret, jeg vil ikke undvære min lille skat, men de nætter der har lydt på flere timers gråd, der må jeg indrømme af jeg har været tæt på at kaste håndklædet i ringen, af bare afmagt og frustration, men det er en flygtig tanke som selvfølgelig aldrig vil blive realiseret!
SletJeg har stærkt overvejet en slynge, har allerede en baby Bjørn Bæresele, men den må han jo kun sidde i 15-30 minutter om dagen, og det hjælper desværre ikke helt nok til at jeg kan opnå min følelse af frihed ;)
Og tusind tak for kommentaren :)
- Maj :D
Hvor er det fedt at du tager bladet fra munden og faktisk er ærlig! For SELVFØLGELIG er alting ikke lyserøde roser og pandekager og tøjdyr... Det er det måske lige de første dage på hospitalet, når man har nonstop-pleje ;-)
SvarSletHan lyder lidt som min venindes dreng faktisk. Han kunne ikke sove ret længe - max 20-40 minutter ad gangen, og var også ekstremt krævende. Min veninde havde næsten mere til fælles med en hængt kat end sig selv! Og de havde altså to katte også... ;-)
Men sandheden er, at børn er en KÆMPE omvæltning i ens liv, og både du og ham skal jo vænne sig til det. Han skal vænne sig til ikke mere at være i mors mave, hvor alting er sådan helt "zen"-agtigt og det i stedet er et fucking koldt land han bor i (...) - og du skal vænne dig til at være "på". Det er en omstillingsproces, som sikkert kan være mega-svær!
Min venindes dreng endte ud som den skønneste lille unge, nu her 3-4 år senere. Han er stadig meget aktiv og kræver opmærksomhed, men han er meget intelligent så du må huske at glæde dig over, at det er et godt tegn for din lille Tristan, at han er så opmærksom på verden :-)
Jeg er sikker på, at ingen dreng kunne finde en bedre mor end dig :-)
Åh ja! Børn er i sandhed en kæmpe omvæltning af en kaliber man ikke fatter, før man står med lortebleer til op over halsen, skrigeture der virker endeløse og søvnløse nætter ;) og jeg synes ellers jeg havde forberedt mig på at det ville være hårdt, endda Kolik hårdt, men ingen havde forberedt mig på at der er børn som har sådan en ekstrem seperationsangst eller kontaktbehov som Tristan!
SletJeg er nok også blevet "forblændet" da dem som har børn i min omgangskreds har alle fået det man vil klassificere som "nemme" børn, børn man kan tage med alle vegne, som sover 3-4 timer af gangen og ikke har noget i mod at ligge i liften selv og som ikke skal hjælpes til at sove! Men Tristan er sin egen, og et eller andet sted skal jeg også bare være glad for det, for kommer jeg ud af det her med skindet på næsen, så kan jeg klare alt - bare ikke endnu er barn der er sådan ;)
Tusind mange tak for kommentaren søde Hottie, det betyder utrolig meget for mig!
- Maj :D
Kære Maj,
SvarSletDet er så nu jeg gør klar til at skrive stolpe op og stolpe ned, for hvor kender jeg dog bare din frustration og dine tanker. Håber du er klar, 'cause here I go:
Barnløse i behandling, 3½ års desperat forsøg bag os, alle mulige odds i mod os, men heldigvis flyttede hun ind i min mave. En graviditet som til dels var præget af bekymring, blødninger og frygt for, at det skulle ende. Men så kom hun ud i september og var smuk, velskabt og helt som hun skulle være.
... Lige minus ekstrem kolik i 12½ uge med 6-10 timers skrig i døgnet.
Intet var som jeg troede det skulle være. Jeg var så træt, brugt og følte mig enormt utilstrækkelig. Hun kunne ikke ligge selv og sove. Hun sov sjældent mere end max 40 minutter af gangen. Jeg havde hende hængende ved brystet hver anden time, en halv time ad gangen.
Min mand hjalp masser, var hjemme hos mig. Og alligevel var jeg helt til hundene.
Jeg har grædt, jeg har været vred, jeg har skreget ind i et håndklæde bag en låst dør.
Jeg har gang på gang følt, at jeg ikke gjorde noget rigtigt. Jeg har løjet overfor sundhedsplejersken og sagt, at jeg havde det fint, når jeg i virkeligheden græd hver eneste dag de første tre måneder.
Jeg fik også high need og sensitive baby frem når jeg læste om de ting der foregik herhjemme. Og jeg blev helt udmattet bare ved tanken.
Men da hun blev godt og vel 4 måneder skete der et eller andet. Som om hun begyndte at kunne rumme verden. Hun fik rytme, sov to faste lure på mellem 1½-2 timer stykket og kunne puttes i sin egen seng ved 19:30. Hun sover ikke igennem men skal bare have sig en flaske hver tredje time og så går det.
Jeg elsker hende mere end noget andet i hele verden. Jeg er stolt af hende og tror på hende. Til dels sørger jeg over en hård start som slet ikke var som jeg troede, men jeg er kommet videre i takt med hende.
Du er så absolut ikke alene med dine tanker. Jeg har været for chicken shit til at snakke om det, for det er så tabubelagt. Man føler næsten ikke man må være ulykkelig som ny mor. Jeg var meget ulykkelig samtidig med at jeg var meget lykkelig. Snak om rod i et i forvejen udsat følelsesregister. Ouch.
Når som helst du har brug for lidt snak, så sig til. :)
Kram fra mig.
Det er lige nøjagtig det samme jeg føler! At omverdenen ser på en, og forventer man skal svæve på en lyserød sky, og altid være åh så glad hele tiden! Og når jeg til tider har luftet at det ind i mellem er pissehårdt og jeg føler mig uduelig, så bliver man mødt med at sådan er det i perioder, og vi skal bare vænne os til hinanden - fra kvinder/piger som ikke selv har børn endnu! Jeg ved de har ret, men de aner bare heller ikke hvor hårdt livet som ny mor kan være, og der er heller ikke nogen der fortæller om det - nok for ikke at afskrække os ;) ;)
SletJeg synes det er forfærdeligt at det skal være så tabubelagt, og jeg har også tænkt meget over hvad jeg ville dele med jer og hvordan det skulle formuleres, således det ikke kom ud som om jeg nærmest hader mit barn, for det gør jeg på ingen måde! Men det er rart at sætte mine ord på - sort på Hvidt, og få så positiv respons, og det er en stor trøst og giver mere energi!
Og tusind tak Kære Ditte, du er virkelig et fantastisk og stærkt menneske, og Klara er så heldig at DU er hendes mor, at du kunne rumme den svære start og alle de konfliktfyldte og modsatrettede følelser, det er ikke for sarte sjæle! Ikke mindst skal du have tak for din evige opbakning og tilbud om en snak :-* (som jeg meget muligt vil tage imod!)
- Maj :D
Kæreste Maj.
SvarSletHvor befriende!!! Hvor befriende dejligt - at du beskriver, hvordan det OGSÅ er at blive mor. For hold da helt op, hvor forstår jeg, hvad du skriver! Også selvom jeg ikke nødvendigvis tror, at jeg har en baby, der kræver mere end det normale - synes jeg stadig, at det har været en KÆMPE omvæltning, og der er bestemt også blevet grædt tårer herhjemme. Af træthed, udmattelse, følelsen af utilstrækkelighed... og også frustration over at synes, at det bare er pissehårdt nogle gange - for så får jeg dårlig samvittighed over det, og ditto dårlig samvittighed over at synes, at det er rart, når hun endelig sover...
Så TAK, søde Maj! Tak for et så ærligt indlæg! Det har givet mig ro i sindet at læse, at jeg ikke er den eneste, der elsker mit lille nye barn OVERALT på jorden - men som samtidig kan være fuldstændig nedslået og komplet udmattet og nærmest deprimeret over, hvor hårdt det også kan være!
Mange knus og tanker fra mig
(der i skrivende stund har en baby, der har sovet i mere end to timer - alene i LIFTEN, hurra hurra hurra ;-)
Åh Hurra Hurra for de øjeblikke hvor man får lidt fred og ro mens den skønne bebs ligger og sover fredfyldt! De ligner små englebasser, men vi ved bedre - ha ha ha...
SletNej, det er DIG Eva der skal have tak, tak fordi du tager imod mit indlæg så positivt, og tak fordi du giver MIG ro i sindet, for jeg har virkelig følt mig alene, og tænkt det kan ikke passe at jeg er den eneste der synes det er pissehårdt, ind i mellem direkte forfærdeligt og utilstrækkeligheden er nærmest den værste! Når Tristan har grædt, klynket og skreget i virkelig lang tid, så føler jeg mig som den værste mor, at jeg ikke kan tolke ham endnu, at jeg ikke kan gøre ham glad... Kravene jeg stiller til mig selv er skyhøje, og nærmest umenneskelige, og det gør også meget af det meget værrer, jeg føler mig som en fiasko fordi jeg ikke imødekommer mine egne høje og perfektionistiske krav!
Tak, uendelig meget tak Eva for din tilkendegivelse, som giver mig fornyet energi, og et håb om at det ikke er mig den er gal med ;)
- Maj :D (som i skrivende stund har sovende baby på armen, og derfor kun skriver med en hånd :P)
Kæreste Maj!
SvarSletDet er meget befriende at læse sådan et indlæg! Du er IKKE utaknemmelig - du er MOR! Jeg kan huske, at da O var nogle uger gammel var der en bekendt, der sagde til mig: "Anja, de første 3 mdr er noget lort - og folks "nyd det nu" kan man stikke skråt op!". Puh, hvor var det noget af det bedste nogen har sagt til mig. Og efter det har flere af mine veninder indrømmet det samme...men hvorfor fortæller man ikke det før? Jeg er i hvert fald holdt op med at sige "nyyyyyyd det". For selv om jeg da savner min lille bitte nussebaby, så er han altså langt sjovere (ikke at jeg har fået ham for underholdningens skyld, haha) nu og er verdens nemmeste baby (han er 6 mdr). I principppet har han heller i været en high need baby, men han havde sådan en hyletime eller to om aftenen indtil han var et par mdr - og når man er gift med en musiker, så er man meget alene om aftenen (desuden var jeg lettere handicappet den første måned pga. ks).
Jeg ved ikke om Tristan sover udenfor, men da vi begyndte at lægge O til lur på altanen skete der klart en forbedring i lurene! Han begyndte at kunne sove 2 x 3-4 timer, hvilket gav mig noget mere frihed! Noget andet jeg også har brugt meget er en vippestol. Det gjorde, at jeg nemt kunne tage O med rundt i huset, så jeg kunne komme i bad, lave mad osv - best buy ever!
Desuden har vi tit ladet ham ligge selvom han var lidt utilfreds - altså hvis man skal på toilet, så skal man jo på toilet! Jeg er overbevist om, at det er det der nu har gjort ham til en meget tålmodig baby. Han ligger bare og pludrer i sengen til vi henter ham, han ligger gerne og putter med os i en time i vores seng, sidder og venter i autostolen osv.
Så Maj, det bliver bedre - det lover jeg dig! <3
Åh TAK Anja - du har givet mig lidt håb om at det nok skal gå... Men jo, vi lader Tristan sove ude, når det altså lykkedes! Og at smide ham i en skråstol er ikke lykken... Puha så er der gråd, skrig og skrål!
SletJeg er så småt begyndt at lade ham være i lften selv når han er utilfreds, men tager ham op inden det eskalerer til et hysterisk anfald! Tristan er ikke bare utilfreds, han skriger i raseri til han bliver helt rød i hovedet og ikke kan trække vejret! Det er ret skræmmende og det tager lang tid at få ham rolig igen! Det er også derfor jeg er så varsom med hans grænser... Og ikke altid kommer på toilettet ;)
Jeg krydser fingre for at det snart bliver bedre, nu er han snart 2 måneder, så hvis alt går vel, så er der kun 1 måned tilbage før det forhåbentligt vender!
Tak for den opmuntrende kommentar!
- Maj :D
Ja, så har jeg heller ikke andre idéer - men godt at I har prøvet det :) Lille stædige Tristan ;)
SletJeg har en smule lyst til at hoppe på et fly og give dig en kæmpe krammer! Men du får den lige virtuelt i stedet for - manden bliver nok lidt træt af at jeg bare stikker af :D
Dejligt at læse Anjas kommentar også! Er nemlig helt enig i, at sætningen "nyd det nu!" er mega stressende og egentlig bare ret upassende. Man kan altså ikke nyde situationen med et spædbarn konstant! Og det giver kronisk dårlig samvittighed, hvis andre - og en selv med - får opbygget den forventning...
SvarSletKnus fra mig - nu med baby sovende på min mave!
Jeg er SÅ enig Eva! Jeg kunne ikke drømme om at sige Nyd det til nogen! For som du skriver, så vil det fremherske en dårlig samvittighed, når man som vi, ikke nyder hvert øjeblik med den lille skrigehals der hænger i ens arme/bryst!
SletJeg er begyndt at være meget ærlig over for min omgangskreds/familie, for det nytter ikke noget at lade som om, og nogen tager det pænt og forestående og andre forstår slet ikke at vi synes det er ekstra hårdt - fordi børn er meget forskellige! Og forældre er meget forskellige...!
Det har været et utroligt givende indlæg for mig at skrive, og jeg er SÅ glad for at jeg har gjort det, selvom det krævede lidt overtalelse af mig selv, ville helst ikke stemples som dårlig eller utaknemmelig mor!
- Maj :D
Kære Maj
SvarSletJeg var lige i gang med at søge en opskrift, og så på den måde dit indlæg. Jeg har bla. en søn på 14 år og selv om det jo er noget siden han var på din søns alder, så husker jeg stadig knivskarpt hvordan det var. Og nej det var bestemt ikke altid lykken med et barn som har de behov du beskriver. Så allerførst vil jeg gerne give dig min dybeste respekt for, at italesætte noget som desværre stadig meget ofte er tabu.
Jeg tolker IKKE dit som om du er en dårlig mor, snare tværdigmod. En god mor er i min verden en som ved når hun er ved at nå til og måske over grænsen for hvad hun kan klare alene.
Hvis du har mulighed for,at få nogen til at passe ham et par timer en gang i mellem, så gør det. Jeg er med på at så små børn har det bedste hos mor og far, men hvis et par timer fra dig, betyder du får det bedre og mere overskud, ja så får din søn det altså også bedre. Børn uanset alder reagere på forældres sindstemninger, så mærk efter hvad du har brug for og handel derefter.
Kh Jeannette
Kære Maj om 4½ md er det min tur, så kommer den længe ventet baby - ønskebarnet, drømmenes opfyldelse og jeg er SÅ lettet over at læse dit indlæg.
SvarSletJeg ved ikke hvorfor alt skal være perfekt - og ikke må være svært. På alle andre områder må vi godt synes livet er hårdt, uden at vi er utaknemmelige over at være sat i verdenen. Så vær med til at bryde tabuet om den perfekte barsel, råb det fra tagene og lyt så til dig selv og ikke alle de andre!
Kæreste Maj! Jeg er en gammel mormor, som kun havde et problem, da min datter fik kolik. Men da min datters veninde i en sen alder fik en datter, måtte jer hjælpe hende over telefonen, da de bor i USA. Hun havde altid været en meget højlydt fandens karl, som altid vidste, hvordan børn skulle opdrages. For det var jo problemfrit at have børn, så hvorfor pokker kunne de (dumme) forældre da ikke finde ud af det. Jeg fik hele "historien", som lød meget som din. "Du er blevet bange for hende", sagde jeg, "Hun har taget magten over dig". "JA", svarede hun. En hest kan mærke, når rytteren er nervøs, og det kan en baby også. Jeg foreslog hende, at hun skulle sikre sig, at babyen ikke var sulten, ikke skulle bøvse og ikke trængte til en ren ble. Læg hende i SIN seng, sig til hende, "Du er mæt, og du har en ren ble - og NU skal du sove!" Hun skævede af og til ind til hende, for hun græd jo - men pludselig sov hun - og siden gik det hurtigt fremad. Da du åbenbart har prøvet den metode, vil jeg foreslå dig, at du tager din søn til lægen, og fortæller ham, hvordan det foregår hjemme hos jer. For der kunne være en fysisk forklaring på hans problem. Er der ikke det, kan du bede sundhedsplejersken om at komme og hjælpe jer til at komme ind i en rolig gænge. Hverken din mand, dit barn eller du kan fortsætte på denne måde. OG til slut: Gid Fanden havde alle de "jomfru-mødre", de er UTÅLELIGE og burde sættes på plads én gang for alle. Det blev Veronica - af sit eget barn, men vi kan jo ikke vente på, at de selv får børn, så sig fra over for dem. DER ER IKKE NOGET I VEJEN MED DIG, husk det!
SvarSletVarme hilsner fra Elsebeth