torsdag den 31. marts 2011

Oksefilet med peberfrugt og black bean sauce...

I dag var den første normale undervisningsdag siden vi fik afleveret vores semester opgave, så det var helt dejligt at sidde og diskutere erstatning og culpa - ja, det er ind i mellem nogle mærkelige fornøjelser jeg har. Morgenen startede enddog aktivt, jeg havde lokket 2 af mine studieveninder ud af morgenfjerene og fik dem sparket med ud til Stram Op - nøj hvor er det et fedt kick om morgenen, jeg var høj på endorfiner resten af dagen :)

De næste mange dage, bliver der nok en anelse stille her, for jeg skal på arbejde hele weekenden, da vi har en stand ude i Designer Bazaaren i Odense Congress Center, samt åbent i Magasin. Så det betyder at vi alle skal arbejde fredag til søndag - gode penge, men jeg er nok træt på søndag!
Mandag drager jeg til Sjælland, Aveøre samt indre KBH da jeg i forbindelse med skolen, skal på besøg hos Zentropa, Disney, Trust Nordisk og Electric Park - glæder mig rigtig meget. Vi skal overnatte i KBH, da vi skal på 2 yderligere besøg tirsdag, Grand Biograf og UIP.

Nok om det, her kommer aftensmaden, som atter er en opskrift fra WW (vægtvogterne):


Aftenens tallerken - virkelig lækkert!

Oksefilet med peberfrugt og black bean sauce
2 personer

Ingredienser:
  • 2 tsk.olie
  • 250 g. magert oksefilet i strimler
  • 2 små løg, skåret i tynde skiver
  • 1½ peberfrugt, udkernet og i tern
  • 200 g. champignon, i skiver
  • ½ broccoli i små buketter
  • 1 fed hvidløg, revet/knust/presset
  • Ingefær, revet
  • 1 rød chili (udkernet efter smag), skåret i skiver
  • 1 dl. black bean
Tilberedning:
  1. Varm olien op i en wok eller stor teflon stegepande til det er rygende.
  2. Steg kødet i flere omgange og læg det på en tallerken og hold det varmt.
  3. Steg grøntsagerne i et par minutter, til de er møre, men stadig har bid.
  4. Tilsæt de øvrige ingredienser, undtagen black bean saucen, og steg i yderligere 1 minuts tid.
  5. Hæld black bean saucen og 2 spsk. vand i, sammen med kødet og varm retten igennem.
Drys evt. med sesamfrø inden servering.

Jeg spiste retten som den var, da jeg er ved at skære en smule ned på mit kulhydrat forbrug, men ellers vil nudler eller stegte ris smage glimrende til. Dog vil jeg slå et slag for, at den smager skønt som den er :)

Velbekommen!

- Maj :)

onsdag den 30. marts 2011

ENDELIG...

blev den opgave aflereveret! Arj hvor den hang mig langt ud af halsen til sidst - men nu er det slut, mangler kun at få den fremlagt!

Efter vi fik afleveret, var jeg ude og løbe 6 km - YAY for mig - ha ha ha... og nu har jeg maven fyldt med pasta og grøntsager og trænger til en lille morfar!

I aften står den på hygge med mine veninder, vi skal nemlig til modeshow ude i Tarupcenteret, det skal nok blive hyggeligt - jeg må hellere lade pungen blive hjemme :) Nu vil jeg lade mig opdatere med de blogs jeg plejer at læse, for jeg er kommet helt bagud...!

- Maj

tirsdag den 29. marts 2011

Pandekager med grøntsagsfyld...

I dag stod den på vegetarmad, men den kan serveres som tilbehør til et fyldt kyllingebryst eller noget andet lækkert :) Eller spise den som jeg gjorde, som en selvstændig ret, evt. med en lækker salat til.

De lækre pandekager... MUMS
De fik en anelse for meget i ovnen, men det synes jeg var lækkert :D


Sådan så de ud indvendigt!


Pandekage med grøntsagsfyld
4 store pandekager

Ingredienser:
  • 1 løg
  • 1 spsk. olie
  • 1 tsk. merian
  • 2 store eller 3 mindre gulerødder
  • ½ broccoli
  • 1 dl. majskerner
  • 2 spsk. creme fraiche 18%
  • Salt og peber
  • 50 g. revet ost max 17%

Tilberedning:
  1. Gulerødder skrælles og rives groft, samt roccoli skæres eller deles i små buketter.
  2. Løget pilles, hakkes og småsnurres i lidt olie til de er blanke. Merian tilsættes, og der røres godt rundt.
  3. Tilsæt gulerødder, majs og broccoli og lad det simre yderligere 5 minutter.
  4. Creme frraiche røres i og retten smages til med salt og peber. Varm retten godt igennem.
  5. Der lægges en 1/4 af fyldet på hver pandekager, rul dem sammen og læg dem i et smurt ildfastfad og drys osten over. 
  6. Gratiner retten i ovnen ved 200 grader i omkring 15 min.
Retten er rigtig lækker, og atter en nem ret. Det er min far som har udviklet retten, og jeg har bare altid elsket den :) :)

Vebekomme
- Maj 

mandag den 28. marts 2011

Sweet Chilifisk...

Du godeste hvor gik weekenden hurtigt - synes kun at jeg nåede at blinke med mine øjne, og så var det mandag igen!

I dag nåede vi heldigvis ret langt i vores opgave, så langt at vi kan aflevere i morge - YAY! Det bliver altså bare for fedt...

I dag har jeg været ude og træne, 2 timers dans - nøj hvor var det dejligt, efter så mange timer med opgaveskrivning. Da jeg kom hjem fik jeg lavet mad, som er en opskrift jeg har fundet hos WW (vægtvogterne) og den smagte bare super skønt! Og at den var så kaloriefattig, det kan ikke smages, det synes jeg hvertfald ikke. Jeg tilsatte dog retten nogle flere grøntsager end der stod i opskriften. Den kommer som jeg lavede den:

Øhm det ligner ruskomsnusk, men det smagte altså fantastisk!


Sweet Chilifisk
4 personer

Ingredienser:
  • 250 g rejer (jeg brugte tigerrejer, som jeg havde forstegt lidt)
  • 70 g. revet ost, max 17%
  • 400 g. hvid fisk, jeg brugte alaska pollock
  • 1 porre
  • 1 løg
  • 1 gul peberfrugt
  • 200 g. champignon
  • Olie
  • 2 spsk. sweet chilisauce
  • 2½ dl. cremefine 7%
  • Salt og peber
Tilberedning:
  1. Skær løg, peberfrugt og champignon i tynde skiver og steg dem møre i en tykbundet pande. Hæld de stegte grøntsager i bunden af et ildfastfad.
  2. Skær porren i skiver og drys halvdelen over grøntsagerne, læg da fisken oven på porren og krydr godt med salt og peber. Drys resten af porren over fisken.
  3. Bland fløde med chilisaucen og hæld det opver fisken og bag det hele i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.
  4. Tag fisken ud af ovnen, drys med rejer og ost, gratiner til osten er smeltet.
Retten kan serveres med ris, bulgur, pasta eller kartofler - eller hvad man nu har lyst til. Vi fik stegte kartofler til og dampet broccoli - mums :)

Jeg vil sige, selv de mest hårdføre fiske hadere ville kunne spise denne ret, for den er så mild i smagen og den søde chilisauce skjuler også smagen af fisk godt. Så giv den en chance!

Velbekommen!

- Maj


Madplan uge 13...

Så er det atter tid til ugens madplan:

Madplan uge 13

Mandag: Sweet chilifisk med broccoli og ovnkartofler

Tirsdag: Pandekager med grøntsagsfyld

Onsdag: Spise ude, skal til Modeshow i Vero Moda

Torsdag: Oksefilet med peberfrugt og black bean sauce

Fredag: Kyllingesalat med hummus

Lørdag: SUSHI :)

Søndag: Tortillalasagne med marineret blomkålssalat

- Maj :)

søndag den 27. marts 2011

Nudelsalat Surf'n'Turf...

I dag har jeg virkelig bare slumret den, det var meningen jeg skulle have været ude og træne, men en nerve havde sat sig fast i min ryg, så jeg har haft lidt ondt - men det gik heldigvis væk i løbet af dagen.

Aftensmaden stod atter på en lækker opskrift fra Spis Bedre, det blad er bare en super investering - hold op hvor har jeg hentet megen inspiration og mange gode opskrifter fra det.
Opskriften er som altid blevet lidt moderet...:

Meget lækker nudelsalat :)

Nudelsalat Surf'n'Turf
4 personer.

Ingredienser:
  • 1 porre, snittet
  • 1 lille løg, skivet tyndt
  • ½ gul peberfrugt, skåret i tern
  • 200 g. champignon, skivet
  • 1 spsk. olie
  • 1 fed hvidløg, hakket eller presset
  • 300 g. hakket oksekød, 3-6%
  • 250 g. tigerrejer, pillet og med den sorte tarm fjernet
  • Revet ingefær
  • 1 spsk. fishsauce
  • Revet skal af 1 limefrugt
  • 1 spsk. presset limesaft
  • 400 g. nudler
Tilberedning:
  1. Rens porren godt, inden den snittes, og ordn ligeledes de andre grøntsager. 
  2. Varm en wok med lidt olie og grøntsagerne steges til de er møre.
  3. Steg kødet i wokken til det er brunet og tilsæt da hvidløg, ingefær, limeskal og saft.
  4. Smag blandingen til med fiskesauce og evt. mere lime og ingefær.
  5. Kog nudlerne efter anvisning fra pakken.
  6. Halver evt. rejerne eller kom dem hele i wokken og lad dem skifte farve - de må endelig ikke få for meget!
  7. Dræn nudlerne for vand, og bland evt. lidt olie i dem, så de ikke klistrer sammen eller skyl dem med vand, for at fjerne det sidste af stivelsen.
  8. Anret nudlerne på et stort fad, og hæld kødblandingen over, server med sødchilisauce og evt. lidt frisk/tørret chili.
Jeg pyntede med lidt tomater, for jeg havde ikke fået købt frisk koriander, men for et mere autentisk udtryk er det helt klart værd at foretrække, samt et drys cashews eller peanuts.

Retten er nem og virkelig lækker, og jeg vil mene, at man kan putte de grøntsager i som man har lyst. I den oprindelige opskrift var der kun tilsat porre, men det var også beregnet til en frokost. Til aften må man gerne få noget der fylder lidt mere - og jo flere grøntsager jo bedre :)

Velbekommen!

- Maj :)

Lækker thaimad...

I går var der jo landskamp, Norge-Danmark, og den var min veninde og jeg indlagt til at se (selvom vi i realiteten slet ikke så den, men bare snakkede, som vi er bedst til - ha ha ha...). I den anledning havde min skønne veninde lavet virkelig lækker thaimad:

Tom Yum Kung suppe

Til forret fik vi den lækreste suppe, fyldt med lækre grøntsager og smage - nøj hvor var det altså bare godt. Opskriften havde min veninde fundet HER . Hun sagde at den var super simpel at lave, det der havde taget længst tid var det at snitte alle grøntsagerne.


Oksekødsboller på citrongræs

Til hovedretten var der disse lækre kødboller, jeg har glemt hvor hun har opskriften fra, men de var også virkelig lækre - og vi spiste dem alle rub og stub!

Kylling i kokosmælk med cashews

Til kødbollerne var der også denne skønne ret, kylling i lækker kokosmælk. Smagte også rigtig skønt, havde en mild og lækker karry/kokos smag. Det er ikke noget, man ikke har prøvet før, men på den anden side, så går man ikke gal i byen med den :) Sammen med de lækre kødboller, så bliver retten højnet til et andet niveau. Opskriften findes HER, hvor der findes rigtig mange lækre thai-opskrifter, som jeg godt kunne finde på at ekperimentere med!


Autentiske thai-kokosruller


Lækker frugt

Siden jeg ikke spiser søde sager for tiden, så havde min veninde sørget for en sund dessert, og det var rigtig lækkert!

Drengene var klar til at se bold,
det de peger på, er bacon-badges jeg havde fundet i Brugsen ;D


Drengene drak øl, mens pigerne fik EVE - de var faktisk rigtig gode,
jeg har aldrig smagt dem før, men kan helt klart anbefale dem. De har
ikke den der klamme søde eftersmag som almindelige ciders! De var et
hit hos både mig og M :)



Til sidst lidt billeder af skønne Missy, er hun ikke smuk??

Alt i alt en virkelig skøn aften, sådan er det altid når vi er sammen med vores venner! Mænnerne synes dog det var træls at DK ikke vandt over Norge, og Manden gik helt i selvsving over hvor dumme og lede nordmændene er - ha ha ha... hvem sagde dårlig taber???

- Maj

lørdag den 26. marts 2011

Lidt om igår, lidt om i dag...

Som nævnt her, så har jeg svært travlt for tiden, og der er nok også en lille undertone af selvmedlidenhed ;) ;)
Igår kaldte Pilgrim atter, og jeg havde taget en luk for min veninde, så Manden havde lavet min yndlingslasagne til mig:

Total yndlingslasagne!

Opskriften kan jeg ikke gengive, da det er en hemmelighed - eller nej, det er det ikke, men han indrømmede overfor mig igår, at han bare puttede en hel masse i og håbede på at den smager godt - og det gør den! HVER gang... :D

I dag har jeg atter været på arbejde, og efter det tog min veninde og jeg ned og løb 4 km. det var desværre alt hvad vi kunne nå, inden de lukkede... Men det er altså bedre end ingenting!
I aften skal vi hygge med vores venner, min skønne veninde M laver thaimad til os, og jeg kan ikke understrege nok, hvor meget jeg glæder mig! Og som tak har jeg købt hende et par øreringe, lidt påskechokolade og til B, hendes mand har jeg købt to specialøl... Så det bliver skønt ikke at tænke på at lave mad, men bare at blive vartet op!

Nu vil jeg lige slappe af på sofaen og se Take That's optræden fra X-Factor (den der you see boks er sq smart...)

God solskinsfyldt weekend :)

- Maj

torsdag den 24. marts 2011

Travl og træt...

Puha, overskud er ikke lige det jeg har mest af for tiden, jeg har travlt med skolen, travlt på arbejdet og mange aftaler med skønne veninder - og det er dejligt, men jeg er jo ingen ung vårhare mere, så jeg falder død om, om aftenen og sover igennem lige til Manden står op og tager på arbejde, og det ligner mig slet ikke!

Jeg er normalt et B-menneske, og går som regelen i seng på den forkerte side af midnat og gerne sover længe (altså ikke når jeg skal på arbejde eller skole ;D)! Men det kan være der er kommet nye boller på suppen, og at jeg er blevet fornuftig??

Men jeg har heldigvis haft overskud nok til at lave mad, og i aften stod den på wok:

Se lige alle de flotte farver - wokmad er glad mad!

Opskriften på wok-retten kan du finde HER, det er nogenlunde det samme jeg har puttet i, bare skiftet det marinerede kyllingekød ud med rejer, som altså ikke blev varmet, men bare drysset over retten, da jeg synes at de små rejer bliver kedelige når de bliver varmet! Og varmen fra retten gør at rejerne også bliver lidt lune...

Nu vil mormor her gå i seng, og falde i en trancelignende søvn til i morgen ;D

- Maj :D

onsdag den 23. marts 2011

Spaghetti med hvid kødsauce...

Aftenens opskrift er atter fra Spis Bedre, det blad er spækket med lækre opskrifter - jeg har dog ændret en del på den, så I får den som jeg lavede den:


Aftenens lækre pastaret - mums!

Spaghetti med hvid kødsauce
2-3 personer

Ingredienser:
  • 300 g spaghetti eller anden pasta
  • Olivenolie
  • ½ squash
  • 250 g. champignon
  • 1 porre
  • 250 g. hakket oksekød 3-7%
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl. madlavningsfløde 7%
  • 1 dl. tør hvidvin eller vermouth (kan også udelades)
  • Salt og peber
  • Tørret chili efter smag.
Tilberedning:
  1. Rens og snit porren fint, sørg for at få alt skidtet der sidder mellem bladene fjernet, og skær champignonerne i skiver. Skyl og riv squashen groft.
  2. Kog pastaen efter anvisningen mens saucen laves.
  3. Varm lidt olivenolie op på en tykbundet pande og svits champignon og porre til de er bløde.
  4. Svits oksekødet sammen med grøntsagerne, og tilsæt hvidløg, squash og smag til med salt og peber.
  5. Tilsæt hvidvin og lad det koge lidt ind, inden fløden tilsættes og retten koges igennem.
  6. Hæld den kogte pasta til afdrypning og bland den i kødsaucen.
Server retten med friskrevet parmesan, jeg undlod dette, da jeg havde glemt at købe det, men også for at holde kalorierne nede :) Til gengæld fik den et ordentlig skud tørrede chiliflager, da jeg elsker chili, mens Manden er lidt mere forbeholden, så han slap for det ;D

Det er en rigtig lækker ret, og jeg fandt ud af, at man kan få en madlavningsfløde fra Milda med kun 4%, hvis man virkelig vil holde kalorieindtaget nede!

Velbekommen!

- Maj :)

tirsdag den 22. marts 2011

Koteletter med balsamicodruer...

Her den anden dag fald jeg over en opskrift fra Spis Bedre, som jeg ikke havde afprøvet, men som jeg havde vinget af, så det skulle da stå sin prøve. Det er en meget simpel ret, og den er hurtig at lave, så det er perfekt hverdagsmad:

Aftenens tallerken, hvor man ikke rigtig kan se koteletten under
bjerget af salat ;)

Svinekoteletter med balsamicodruer
2 personer

Ingredienser:
  • 2 store svinekoteletter
  • Salt og peber
  • Olivenolie til stegning
  • 1 fed hvidløg
  • 1 håndfuld blå druer uden sten
  • 2 spsk. balsamico
  • 3 spsk. tør hvidvin eller noilly prat
  • Et par stilke frisk timian eller rosmarin
Tilberedning:
  1. Drys kødet med salt og peber, og steg kødet på en varm pande til de er gennemstegte, men ikke så meget at de bliver tørre.
  2. Læg kødet til side, og hold det varmt.
  3. Pres eller riv hvidløget og hæld det på panden sammen med de øvrige ingredienser og lad druerne blive varmet igennem.
  4. Hæld sky og druer over koteletterne og server gerne med en lækker salat og kartofler eller bulgur.
Mine koteletter blev serveret med en grøn salat samt ovnbagte kartofler og jeg spiste noget chili-pesto til også - mums...

Jeg er begyndt at tællle points igen, for mit vægttab har været meget i dette år, jeg tror kun jeg har tabt mig omkring 5 kilo på de seneste 3 måneder, og det er ikke nok. Så nu skal jeg lige holde fokus på min mad, for  jeg ved jo at det er der jeg har problemer, jeg dyrker jo ret meget motion!

Men det var bare lige en lille sidenote, så der kommer nok lidt WW opskrifter de næste par måneder, for inden jeg skal på studietur til Berlin, vil jeg gerne nå at smide 5-6 kilo, så er jeg nemlig under de 70 kilo!

Nu vil jeg gå i bad og gøre mig klar til at tage ud og spise sushi med min skønne veninde!

Bon Appetit!

- Maj :)

Madplan uge 12...

Jeg synes altid at jeg er lidt bagud med min madplan, men I må endelig ikke tage fej, jeg når at lave dem, men ikke altid postet dem til tiden - typisk...

Anyways, her kommer denne uges madplan:

Madplan uge 12

Mandag: Koteletter med balsamicosky og druer serveret med kartoffelbåde og grøn salat

Tirsdag: Sushi med min skønne veninde M

Onsdag: Pasta med hvid kødsauce

Torsdag: Wokret

Fredag: Manden hjemmelavede lasagne

Lørdag: Spise hos M og B, vores bedste venner, de laver thaimad til os - mums :)

Søndag: Nudelsalat Surf'N'Turf

- Maj :)

mandag den 21. marts 2011

Stegeben...

Nu er forårets komme virkelig sat ind - sikke et vejr der har været i dag! Så da nu foråret er bebudet, så skulle jeg lige nå at lave stegeben en enkelt gang inden det for alvor blev varmt og lækkert.

For mig er sådan noget simremad noget der mest passer sig om vinteren eller efterår, men vi har en svaghed for stegeben og trækker den lidt langt i år, ha ha ha... Her kommer min variant af de lækre ben:

Der skal bruges:
  • Stegeben
  • 1 løg
  • 3 gulerødder
  • 2 persillerødder
  • 1/4 selleri
  • salt og peber
  • 3/4 l. svinebouillon
  • ½ dl. Noilly Prat eller hvidvin
  • 2 fed hvidløg
  • Timian efter smag
  • Peberkorn
  • 3 lauerbærblade








Skær alle grøntsagerne ud i skiver, så de er lige klar til at ryge i gryden. Jeg havde lidt frisk timian og persille liggende, som også røg med i gryden.















Krydr stegebenene med salt, peber og tørret timian og brun dem godt.















Efter bruning af kødet, hældes alle de resterende ingredienser, dog ikke Noilly Prat/hvidvin, og lad det brune lidt. Tilsæt da så Noilly Prat/hvidvin og lad det dampe lidt af.













Tilsæt benene og hæld bouillonen over, læg låg på og lad det simre lystigt i 2-3 timer.














Sådan ser de ud efter 3 timers simren, de var så møre at kødet bare faldt af benene, og jeg skulle være meget forsigtig med at tage dem op af gryden.












Og sådan så dagens tallerken ud, jeg elsker bare sovs, så derfor var det bare søbet ind i det ;)

Sovsen er lavet på den lækre fond, hvor jeg havde taget det fra som jeg lige havde brug for, jævnet med maizena, smagt til med ribsgele, salt og peber og tilsat lidt blå druer - nam!

Dagens portion blev serveret med polenta, fordi det er så dejligt nemt og meget lækkert!

Resten af fonden røg i køleskabet hvor jeg har fjernet al det stivnede fedt og dernæst smidt resten i fryseren til en anden god gang!

Det er super lækker og billig mad, jeg anbefaler at man tager ned til sin lokale slagter og bestiller nogle lækre kødfyldige stegeben - her var der kun de flade, men jeg kan også rigtig godt lide nøglebenene, men det er meget forskelligt fra person til person.

Velbekommen!

- Maj :)

søndag den 20. marts 2011

Hygge og lidt shopping...

I går da jeg kom hjem fra arbejde, duftede det herligt af lam og der ventede mig et glas lækker rødvin! Manden havde udråbt aftenen til min aften, så jeg skulle ikke røre en finger - se det er da livet!

Så jeg fik serveret en lille forret:
½ tortilla med flødeost og røget laks, samt en ordentlig gang rejer til.
Mums...

Til hovedret fik jeg en af mine livretter, eller det er det blevet siden Manden lavede det til mig første gang:

Langtidsstegte lammeskanker = Gudespise!

Denne ret skal prøves, den er så lækker og meget enkel at lave, opskriften er den samme som sidst og den smager så englene synger!

I dag er stået i afslapningens tegn, vi sov dejligt længe, så længe at det ikke rigtig var morgenmadstid mere, men nærmere frokost... Så vi spiste lidt rester, og tog op i Banegårdscenteret, hvor der en butik der forhandler alt muligt asiatisk og eksotisk - jeg elsker det sted!

Jeg fik købt følgende:

Fin polenta, chokoladekiks, apple tea, hot ajvar, vermicelli nudler
og lokum (Ja, det hedder det på tyrkisk!)

Denne polenta er min favorit, den tager ingen tid at lave og den smager rigtig dejligt.
Den findes også i en grov version, som bare skal koge lidt længere,
jeg har dog ikke fået det afprøvet endnu.


Jeg elsker ajvar, og bruger det gerne i mine tomatsaucer, da den giver en rigtig
dejlig smag, og jeg er simpelthen afhængig af chili, så derfor var det naturligt at
vælge den "hotte" variant.


Manden købte denne, da han forelskede sig i apple tea da vi var i Tyrkiet for
mange år siden, det smager også dejligt og kan drikkes både varmt og koldt!

Nu har jeg stegeben simrende i min store gryde, og en liflig duft har allerede bredt sig, for de skal simre i mange timer, så de kan blive rigtig møre og bare falde af benene, det er sådan jeg bedst kan lide dem!
Der kommer billeder og opskrift senere...

Nu slapper jeg den, inden jeg skal have kigget på noget mere jura, kommunikation og organisation til skolen, det er skønt at skrive opgave ;)

God søndag derude!

- Maj



lørdag den 19. marts 2011

Lykken er...

Jeg faldt over en give-away som jeg synes lød rigtig interessant hos Eva, og den findes lige her.

Dybest set handler den om lykke, om at reflektere lidt over livet og hvad der gør os lykkelige!
Det synes jeg er en smuk idé at hylde og det burde jeg gøre noget oftere, når jeg tænker på hvor ofte jeg bliver irreteret over småting og lader mig hidse op - hvorfor ikke sætte mig ned og fundere over hvad der kan få et smil på mine læber og hvad der virkelig gør mig glad og ikke mindst lykkelig? - der er ikke kun én ting her i livet der gør mig lykkelig, så jeg tillader mig at skrive nogle stykker der er betydningsfulde for mig:

Lykken er: at jeg blev adopteret til DK og fik et fantastisk liv her, og ikke endte i Seouls slum!

Lykken er: at iagtage mit frække marsvin Pelle gnaske persille og andet grønt i sig, mens han laver hygge lyde

Pelle :)

Lykken er: at vide at man altid har et tag over hovedet samt mad på bordet!

Og den sidste ting der gør mig lykkelig, er nok det jeg har kæmpet mest for:

Lykken er: at kunne passe en størrelse 38/40 i tøj - da jeg har været overvægtig i 10 år og har nu tabt mig 44 kilo :)

Selvom man ikke gider at være med i den give-away, så lav endelig et indlæg om hvad der gør jer lykkelige, da det er godt at få det opfrisket ind i mellem...

- Maj :)

fredag den 18. marts 2011

Tex-Mex Fest...

I dag har den stået opgaveskrivning med min gruppe og dernæst afslapning - for det er jo trods alt fredag :)

Aftensmaden har stået på Tex-Mex, men jeg magtede ikke at det skulle være den traditionelle "nu fylder vi alt muligt i vores tortilla" slags, så jeg lavede istedet dette:

Quesadilla med kylling

Quesadilla er lækkert og meget nemt at lave, jeg brugte en rest kylling fra den anden dag hvor jeg havde lavet chicken noodle soup. Jeg trevlede kødet og stegte det på panden med noget taco-mix og lidt forårsløg. Det lagde jeg mellem to tortillas sammen med cheddar ost og stegte den på panden - mums :)


Mini taco tubs med oksekød og grøntsager samt rejer og mangosalsa

Svigermor havde givet mig en pakke mini taco tubs, og halvdelen af dem havde jeg fyldt med ganske traditionelt oksekødsfyld blandet med taco-mix, toppet med agurk, jalapeños, tomater og mine med majs. Den anden halvdel havde jeg fyldt med mango-ananas salsa og tigerrejer, toppet med avocado.


Mango-ananas salsa

Jeg har haft kigget på nogle lækre mango salsaer, og dette var resultatet. Det smagte overordentligt godt, og det var rart med et friskt indslag.

Mango-ananas salsa
2 personer

Ingredienser:
  • ½ moden mango
  • 1-2 skiver ananas
  • 4-6 mynteblade (eller efter smag)
  • ½ lime
  • 1 tsk. rårørsukker
  • 1 passionsfrugt (kan udelades)
  • 2 forårsløg
Tilberedning:
  1. Skær mango og ananas i små stykker og læg i en skål.
  2. Finsnit forårsløg og hak mynten og hæld det ned til frugten.
  3. Tilsæt sukker, limesaft og indholdet af passionsfrugten og rør godt rundt.
  4. Lad salsaen trække i ½-1 time inden servering.

Det er jo ikke en rigtig tex-mex fest uden en Corona - eller Sol øl :)
Og som i kan se i baggrunden, så var der masser af tilbehør til maden, som der bør...

Nu vil jeg bruge resten af aftenen på at slappe af og hygge med Manden - evt. fodre hinande med det bland-selv slik jeg købte i Bilka :D

Ha' en fantastisk weekend derude!

- Maj :)



torsdag den 17. marts 2011

Moussaka a la Maj...

I dag stod den på moussaka - my way! Den er på ingen måde autentisk, men som sædvanlig er den lavet på slump og baseret på hvad jeg har haft i køleskabet...

Først et lag med kødsauce (den stærke røde farve er fra rødbede...),
dernæst et taglagt lag med kartoffel.


Et lag med hytteost oven på kartoflerne


Ovenpå hytteosten kom der grillede auberginer.


Så endnu et lag kødsauce, hytteost og til sidst toppet med ost.


Efter en tur i ovnen - Yum Yum!


Moussaka a la Maj
4 personer

Ingredienser:

Kødsauce:
  • 250 g hakket oksekød (mere autentisk med hakket lam)
  • 1 løg, hakket
  • 1 porre, i ringe
  • 2 små revne gulerødder
  • 4 små revne rødbeder
  • 1 dåse hakket tomat
  • ½ glas ajvar relish (min var af den "pikante" variant, den fåes i "mild")
  • salt og peber
  • olie til stegning
Hytteostblanding:
  • 1 stort bæger hytteost
  • purløg
  • persille
  • salt og peber
Andet:
  • 2-3 mellemstore kartofler
  • 1 stor aubergine
  • revet ost
Tilberedning:
  1. Start med at skære auberginen i skiver, og strø generøst med salt så vandet kan trækkes ud af den. Jeg fik desværre ikke trukket nok væske ud af min, så moussakaen blev en smule vandet.
  2. Brun løg og porre i en stor tykbundet gryde.
  3. Tilsæt kødet og lad det brune i et par minutter, dernæst de revne grøntsager, og der krydres med salt og peber.
  4. Hakket tomat og ajvar relish tilsættes de andre ingredienser og der smages atter til med salt og peber.
  5. Alle ingredienserne til hytteosten blandes i en skål og stilles til side, til moussakaen skal lægges sammen.
  6. Skræl og skær kartoflerne i tynde skiver.
  7. Tør saltet og vandet af aubergine skiverne og krydr dem let med salt og peber inden de grilles.
  8. Sæt gryden med kødsauce til side, og varm en grillpande op på den allerede varme plade og grill abuerginen.
  9. Læg moussakaen sammen som vist ovenfor, og bag den i ovnen ved 180 grader i omkring 1-1½ time.
Jeg serverede den med groft brød i dag, men havde jeg haft mere tid, ville en lækker tomat salat med basilikum og feta være lækkert. Eller bare en anden lækker salat...

NOTE 1:
Grunden til jeg har putte revne grøntsager i saucen er af to grunde: 1: at få brugt mine grøntsager - det er jeg ikke altid helt god til. 2: At få proppet så mange grøntsager i Manden som muligt - dem er han nemlig ikke så begejstret for, men når han ikke kan se dem, så ved han ikke bedre (HÆ, jeg bliver en forrygende mor...!)

NOTE 2:
Min moussaka blev temmelig vandet, så en anden gang vil jeg jævne min sauce noget mere og sørge for at få udvandet auberginerne i længere tid.

Velbekomme!

- Maj :)

Madplan uge 11

Jeg har forsømt min madplan i denne uge, af åbenlyse grunde, men nu kommer jeg stærkt tilbage, da jeg har fået det bedre:

Madplan uge 11:

Mandag: Syg (Manden fik biksemad, som han selv lavede...)

Tirsdag: Stadig syg (Manden fik sandwich fra Submarine)

Onsdag: Chicken Noodle Soup

Torsdag: Moussaka a la Maj (fik ikke lavet det i sidste uge...)

Fredag: Mexi-mad

Lørdag: Manden laver mad

Søndag: De bedste stegeben!

- Maj :)

onsdag den 16. marts 2011

Homemade chicken noodle soup...

Når man er syg, så er hjemmelavet hønsekødssuppe bare det bedste...!

Men jeg havde ikke lyst til den traditionelle med kød og melboller, så det blev til en anden variant med nudler, ingefær, hvidløg, ærter og kylling - mmmm comfort-food!



Jeg er en chili-addict, og denne sriracha er genial til at krydre en suppe som min,
så den lige får lidt bid :)

Min "chicken noodle soup" er lavet på basis af en helt almindelig hønsekødssuppe, som jeg lavede lidt på slump - hvad der altså lige var i køleskabet...

Hønsekødssuppe
ca. 2 liter

Ingredienser:
  • 1,5 kg. kylling/suppehøne
  • ½ knoldselleri
  • 3 gulerødder
  • 2 porrer
  • 2 små løg
  • 2 persillerødder
  • 10 peberkorn
  • 3 lauerbærblade
  • 2 spsk. salt
  • 1½-2 liter vand
Tilberedning:
  1. Skær alle grøntsagerne i tern og put dem i en stor gryde sammen med kyllingen og krydderierne.
  2. Hæld vand i gryden til det dækker kyllingen og grøntsagerne.
  3. Lad det koge op og skum alle urenhederne fra. Lad det derefter simre i 2 timer.
  4. Når suppen har kogt, tag grøntsagerne og kyllingen fra, og hæld evt suppen gennem en si foret med et viskestykke for at fjerne de sidste urenheder.
  5. Nu kan suppen serveres traditionelt med kød og melboller, eller den kan bruges som en base for mange andre lækre supper som: asiatisk fiske chowder eller noodle soup :)
Jeg er ikke helt frisk endnu, men jeg har da fået lavet lidt mad - så det er da fremskridt! Jeg skal være helt rask til i morgen, for der skal vi starte på opgaveskrivning - det er bare ikke sjovt når man er sløj!

Velbekommen!

- Maj :)

tirsdag den 15. marts 2011

Syg...

Jepsen - jeg er atter blevet syg, i går lå jeg hele dagen i sengen med Roskildesyge!

Og nej, det havde jeg altså ikke lige lyst til at sætte et billede op af, eftersom det er meget lidet flatterende, istedet måtte det være ovenstående med feber (som jeg dog ikke har haft....)

Jeg har intet kunne holde i mig de seneste 30 timer, og det virker ikke til at det stopper... I går tvang jeg Manden til at spise så hurtigst som overhovedet muligt, da synet og lugten af mad, gav mig voldsom kvalme...

I dag har jeg det fået bedre, men jeg tør ikke spise noget, og har bedt Manden om at tage noget Imodium Plus med hjem, for jeg gider ærlig talt ikke spendere mere tid på toilettet - specielt ikke når jeg skal på arbejde :S

God tirsdag til Jer andre :)

- Maj

søndag den 13. marts 2011

60 år...

Var hvad min svigerfar fyldte og som vi fejrede på storslået vis i går :)

Det blev holdt i nogle skønne lokaler, nær hvor mine svigerforældre bor og de havde bestilt virkelig lækker mad fra Møllekroen, menuen kan ses HER.

Jeg havde været kreativ og foldet "slips" :D


Grillet laks med bagte urter i muskat og akaciehonning


Lynstegt tun med hvidløgstegte kæmperejer vendt i citruspesto


Prosciutto Tirolese med artiskokker, balsamicoløg og ristede pinjekerner


Der var også lidt til de mindste :)


Spidskålssalat med rug-perlebyg, blåbær og chorizo


Bagerst: De fire årstiders salat
Forrest: Rustik tomatsalsa med black eyes beans og krydrede mozzerellakugler

Maden var virkelig lækker, og jeg er ellers ret kritisk, men det her var over al forventning. Udover alle salaterne var der hjemmebagt brød - 3 forskellige slags, kalvekød, unghanebryst, Flæskesteg, spinattimbale, gratinerede kartofler og krydrede kartofler. Ja, mætte det blev vi skam...

Til natmad var der pizza og hotdog!


Festklædt og lidt træt - det var sent på aftenen :)


Der blev forsøgt at tage et pænt billede af Manden og jeg...
Og som I kan se, så er det lidt svært, han er meget morsom, ham Manden!

Jep, vi prøver stadig, og han er stadig meget, meget morsom ;P

Tredje gang er lykkens gang!


Svigerinden og jeg :)
Er vi ikke bare søde??

Vi kom først i seng kl.03.30, og stod op igen 09.30 for at rydde op - så resten af dagen har vi bare slappet af, spist rester og taget en meget lang morfar!

- Maj