Viser opslag med etiketten Boganmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Boganmeldelse. Vis alle opslag

søndag den 6. maj 2012

Boganmeldelse: The perks of being a Wallflower...

Rørende og tankevækkende


Jeg købte denne bog, efter jeg havde læst på flere amerikanske hjemmesider at den var igang med at blive filmatiseret, og da den jo har min yndlingsskuespiller på rollelisten, blev jeg det mere interesseret.

Bogen er skrevet i "dagbogs" form, hvor den ensomme Charlie skriver breve til en ukendt person. I brevene krænger Charlie hver følelse og hver tanke, stor som små ud på papir - det er det der fascinerede mig mest, det er den måde man bliver draget ind i hans tanker, og selv de ting og situationer der ville virke ulogiske for mange andre, giver en sær mening, når man tænker og agerer som Charlie.

Charlie er en meget indadvendt person, en såkaldt "Wallflower" - dog er han også en svamp, og suger alt viden til sig, han spekulerer i mange ting som andre mennesker ikke ville gøre, og det er som oftest også denne skæve tankegang der får ham i problemer.

Charlie finder dog modet til at tage kontakt til Patrick, en senior på hans high school, og Sam, Patricks papsøster, som begge tager ham under deres vinge og prøver at vise ham hvordan livet også er - uden for hans egen hjerne, og introducerer ham for deres klike, cigaretter, stoffer og alkohol.

Charlie får også en ny ven i form af sin engelsklærer Bill, Bill forærer ham bøger som Charlie skal læse og skrive essays om, og dette er en særopgave kun til Charlie. De fleste andre unge ville ikke gide og gøre det, men Charlie er anderledes, og gør det uden at stille spørgsmåltegn til hvorfor.

Bogen er virkelig unik, og hovedpersonen er en rigtig særling, sagt meget kærligt, for efter man har læst bogen, kan man ikke andet end at holde af Charlie, som har et virkeligt særpræget syn på verden, livet, kærlighed og alt det andet han spekulerer i - og det er meget. Det er en bog der kommer rundt om mange emner: Voldtægt, selvmord, abort, stoffer, alkohol, hjertesorg, homoseksualitet og så meget andet! Og nej, det bliver ikke super rodet og nej man bliver heller deprimeret af at læse den, tværtimod vil jeg næsten påstå!

Det er en meget letlæselig bog, og jeg læste den på 2 dage, også selvom den er på engelsk, jeg er ikke klar over om den er kommet på dansk, da jeg bestilte den på Amazon.co.uk, og fik den super hurtigt - så god service! Har altså ikke andet end rosende ord om Amazon, så hvis i ikke har handlet derfra før, så er nu et godt tidspunkt ;)

- Maj :D

mandag den 30. april 2012

Boganmeldelse: The Hunger Games...


Mens jeg var i praktik, havde jeg masser af tid til at læse bøger, da jeg kørte meget med tog, s-tog og intet tv havde i hverdagene. Derfor synes jeg, at jeg vil dele mine læseoplevelser med jer :)

I kan følge med i hvilken bog jeg er igang med ude til højre -->


... også kaldet "Dødspillet" på dansk.

Sidste år til Svendborg Filmtræf fik jeg en gratis bog - og det var "Dødsspillet" af Suzanne Collins, jeg havde godt hørt om bogen, og at den i USA skulle være det næste store hit, arvtageren af Twilight! Derudover har de også filmatiseret den første bog, som er en del af en trilogi. Jeg ved ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at læse den, men den har bare ligget derhjemme og samlet støv i et stykke tid, men nu har jeg endelig fået den læst!

Bogen udspiller sig i et dystopisk univers hvor nationen Panem er delt op i 12 distrikter, der hver især specialiserer sig indenfor noget, fx kul som i distrikt 12, hvor vores heltinde bor. Hun hedder Katniss (Kattua på dansk) og er en dygtig jæger med bue og pil, noget hun har lært af sin far, som desværre er død - sprængt i stumper og stykker af en bombe.

I Panem, udvælges der 2 børn pr. distrikt, 1 dreng og 1 pige som skal være deltagere af årets Dødsspil, et spil hvor 24 børn skal slå hinanden ihjel. Der er dog en hel del flere facetter til spillet end at de skal ud og slå hinanden ihjel, for de mest populærer spillere eller Sonere, kan være så heldige at opsnappe nogle sponsorer der under spillet vil sende dem gaver som kunne redde dem igennem, da hele spillet er live tv.

Katniss indtager pladsen som soner for sin lillesøster, da denne er både betydeligt yngre, samt hendes chancer for at overleve spillet er lig nul. Derudover nærer Katniss en moderlig hengivenhed og kærlighed til sin søster, hvilket også bidrager til hendes indtræden som soner. Katniss er en hård og kynisk pige, da hun i en tidlig alder har skullet være mor og forsøger for sin lillesøster og mor, som var i en katatonisk tilstand efter tabet af sin mand.

Den anden deltager til Dødsspillet er bagersønnen Peeta, sammen skal de groomes og trænes til at blive nyttige deltagere til det årlige Dødsspil.

Bogen er meget letlæselig og selvom der er mange fakta og navne at holde styr på, bliver det aldrig uoverskueligt og kedeligt at læse. Den formåede at fange mig rigtig hurtigt, og jeg levede mig ind i universet og blev underholdt hele vejen igennem, men jeg forstår ikke helt hypen omkring den, for SÅ god synes jeg heller ikke den er, men jeg satser på at læse den på originalsproget, og det kan måske gøre oplevelsen bedre!

Filmen har jeg også været inde og se, og den var jeg ikke helt så begejstret for...
- Maj :D

søndag den 21. november 2010

Boganmeldelse: "This Charming Man" af Marian Keyes

Nu hvor Manden og jeg var i sommerhus hele weekenden, U D E N tv, så var der masser af tid til at læse min bog færdig.

Lad mig sige det som det er, jeg er en pige med stort P - jeg elsker "chick-lit" litteratur, har fx alle bøgerne som Sophie Kinsella har skrevet (hvertfald under det synonym) og mange af Marian Keyes' bøger.

Den seneste jeg købte, var "This Charming Man", og det er altså en relativ tyk bog på 900 sider, som jo ikke er skrevet i det sværeste sprog, så derfor tog det heller ikke så lang tid at tygge mig igennem den. Marian Keyes herhjemme er nok mest kendt for "Sushi for begyndere", som er en rigtig god bog, men den er slet ikke i samme kaliber som denne (synes jeg).

Marian Keyes' bøger svinger meget i graden af hvor lette i tonen de er, nogle er meget søde og hyggelige, mens de fleste af dem har nogle hårde temaer som:
  • Selvmord
  • Alkoholisme
  • Misbrug
  • Vold
  • Depression
Faktisk er alle disse temaer centrale i "This Charming Man", det er ikke det man forventer når man starter på bogen, for den starter ud med en let og sjov tone, men snart kommer der noget ubehageligt snigende, og inden man ved af det, så er man helt opslugt af historien og man kan ikke vente med at finde ud af hvordan det kommer til at gå alle vores heltinder.

***** A D V A R S E L ******

Jeg går i dybden med bogen, og det kan måske for mange synes lidt for meget, så hvis I ikke vil vide for meget, så skal I ikke læse videre!
***************************************************************************************



"This Charmin Man" handler i det store hele om 3 meget forskellige kvinder som alle har en fortid med den meget charmerende og flotte Paddy De Courcy, og hans kommende ægteskab med en 4 kvinde får betydning for dem alle.
Historien er bygget op således, at hver af de 3 kvinder har et kapitel som bliver beskrevet ud fra deres synspunkt:

Det første kapitel starter med LOLA, hun er en irsk stylist som bor i Dublin og har haft et længerevarende forhold til Paddy, og er stadig hans kæreste, i det det bliver offentliggjort at han skal giftes - med en anden! Lola tager ikke nyheden særlig graciøst, og hungrer efter at få Paddy tilbage. Derfor gør hun alle de klassiske fejltrin, såsom at forfølge ham, ringe til ham op til flere gange om dagen og ikke mindst barrikadere sig foran hans lejlighed, og i desperation ringe efter sin veninde, så at hun kan komme med suppe og en sovepose!

Hendes velmenende venner tvinger hende til at tage væk fra Dublin, og midelertidig flytte til den lille Knockavoy, så at hun kan komme sig over Paddy. I Knockavoy møder Lola mange skøve eksistenser, som hun snart bliver venner med, og som hun kommer til at holde af - og mon ikke også hun finder kærligheden igen?

I det næste kapitel møder vi GRACE, Grace er journalist og bor sammen med Damien som hun har kendt i 10 år. De har et dybfølt og meget loyalt forhold. De er ikke et par der sidder og holder hinanden i hånden og stirrer dybt ind i hinandens øjne og fortæller hvor højt de elsker den anden... Men ikke desto mindre er der store følelser mellem dem og dybere forståelse.
Grace's forhold til Paddy er den, at hun har kendt ham siden hun var teenager, hendes tvillingesøster, Marnie, havde et lidenskabeligt forhold til Paddy, da hun var 17 - 20 år.
Grace har været dybt forelsket i Paddy inden han blev kærester med Marnie, og da han dukker op i hendes liv igen, har hun svært ved ikke at falde for fristelsen - spørgsmålet er om Grace kan holde sig fra Paddy og modstå hans charme og karisma.

Grace bliver involveret i Dee Rossini, som er leder af partiet NewIreland, som Paddy også er en del af, og som den person Grace er, kommer hun på sporet af noget lyssky, og sætter alt ind på at løse gåden, til trods for at det ville risikere hendes forhold til hendes søster, samt at hun skal se nogle af sine egne dæmoner i øjnene!

I tredje kapitel møder vi MARNIE, hun er Graces tvillingesøster, og møder Paddy gennem Grace, og det er kærlighed ved første blik for dem, og de bliver uadskillige fra det øjeblik af, og har et hedt og passioneret forhold i 3 år, der er gennemsyret af jalousi, lidenskab og skænderier/genforeninger.
Det tærer på begge parter at være i et forhold der æder dem op indefra, og da Paddy er færdig med skolen og skal videre med sin fremtid, dropper han Marnie. Dette bliver et vendepunkt for den skrøbelige Marnie, som ikke tror at hun kan komme videre med sit liv, som føler smerte så dybt, at det aldrig forsvinder.

Marnie bærer rundt på Paddy og det minde hun har om deres lidenskabelige kærlighed, til trods for at hun er gift og har to smukke piger. Marnie har overbevist sig selv om at deres kærlighed er af den slags der trandencerer sig over tid og sted, men i slutningen af bogen brister hendes bobbel, da hun finder ud af, at deres forhold, for Paddy, var et af mange.

Marnie er en ekstrem kompleks person, hun arbejdede som ejendomsmægler inden hun blev fuldtidsmor, hun blev dog nød til at starte igen, da hendes mand ikke fik den bonus som ´han plejede, og dermed ikke kunne undvære den lønseddel Marnie hentede hjem.
Marnie har siden sine ungdomsår været meget selvmordspræget, og kan ikke indfinde sig med at være hende, og den smerte livet påfører hende er alt for meget, så meget, at hun begynder at drikke - rigtig meget!

Marnie vil ikke indse at hun er en alkoholiker, lige meget hvor meget hendes omgivelser prøver på at hjælpe hende og overbevise hende om, at hun har et problem: Hendes mand Nick, hendes chef Guy, hendes søster Grace og ikke mindst en hun møder gennem de tvungne AA møder hun kommer til.
Marnie er overbevist om, og overbeviser sig selv om, at hun sagtens kan stoppe med at drikke, og at det ikke er det der styrer hende, men hende der styrer det.

Den 4 person man "hører" er Alicia, men det er kun 2 kapitler det gør sig gældende, mens de andre skifter kapitler hele bogen igennem.
Alicia er den kvinde der skal giftes med Paddy, og hun har kendt ham i mange år, ligeså længe som Marnie og Grace, og ventet på ham i ditto år.

Tonen og skrivestilen er meget forskellig alt efter hvem man følger. Hos LOLA er tonen let, og til tider lidt barnlig, og der bliver skrevet i 1 person ental, og man følger med i hele hendes følelsesregister og tankegang. Lolas kapitler, for mig, var de sjoveste og mest letlæselige, jeg grinte højt og meget til tider, og til andre tider var det helt igennem hjerteskærende og læse om Lola og hendes oplevelser med Paddy.

GRACE's tone er alvorlig, tænksom og logisk, og den afspejler Grace virkelig godt, man får en god fornemmelse af hvem hun er, og det fangede mig øjeblikkeligt, og fik mig til at ønske at vide mere om hende.

MARNIE var den jeg brød mig mindst om at læse, hendes tone er meget dyster, rodet, og rummer en så ubeskrivelig smerte, at den rammer en med en sådan kraft, så man ikke magter at læse om den, for man føler den næsten.
Men jeg er glad for at jeg gav mig tid til at føle med Marnie, for hendes smerte blev beskrevet med en sådan en empati, at hendes tankestreger giver mening, fordi de giver mening for Marnie, og mange af de tanker og neuroser hun rummer, er det der fremgår hos så mange misbrugere.

I løbet af bogen bliver det afsløret hvilket forhold disse kvinder havde til Paddy De Courcy, og hvilken slags mand han er, og mon ikke at han får hvad han har fortjent.

"This Charming Man" er en gribende bog, som tager mange alvorlige emner op, og som får en til at fundere over livet, menneksers reaktionsmønstre og den menneskelige psyke. Så nej, den hører ikke til den almindelige stamme af letlæselig tøsebøger, og det er ikke helt den slags feel-good bog jeg vil anbefale, hvis man regner med, at man til sidst vil lukke for bogen med et tilfredstillende suk og lukke øjnene og man stille tænker "Gid det var mig" - for det ønsker man ikke - ikke rigtigt!

Jeg vil helt sikkert anbefale den, og læs den helst på originalsproget, da Marian Keyes har en skøn skrivestil som fanger en, og man får alle de små finurligheder med, som tit kan blive "lost in translation" :) :)

L Æ S  D E N !

- Maj