tirsdag den 30. november 2010

Hunters - igen, igen...

I dag skete det - jeg har bestilt mine


gummistøvler... Jeg har drømt om dem lige siden mine veninde har snakket om den, på daværende tidspunkt ( i sommers) havde jeg aldrig hørt om dem, men nu, specielt efter sneen er faldet, er de det eneste jeg har tænkt på, skulle pryde mine fødder!

Hunters er ret mainstream, og der er rigtig mange der vader rundt i dem, men jeg er ret ligeglad, jeg S K A L bare eje dem, og så pyt med at jeg ligner alle andre, jeg går jo for pokker også i H&M, og hvor mange butikker er der ikke lige af dem??

Dem jeg har bestilt er sorte Huntress


Grunden til at jeg har valgt huntress, er fordi de har ekstra vidde i deres læg, og det har jeg brug for. Original hunter har en læøgvidde på mellem 37-40 cm, mens Huntress går helt op til 43 cm. Mine lægge er ca.40, men jeg vil gerne have plads til nogle seje fleece strømper som disse:


Jeg har købt to par, et i sort og et i aubergine (nr.2 fra den sorte), og nøj hvor jeg glæder mig til at modtage denne pakke, det skal blive så godt at de sikkert aldrig ryger af mine fødder :)

Jeg bestilte disse fantastiske røjsere Her og kom af med lige lidt under 800 kr. for det hele, altså støvlerne, to par sokker og forsendelse! Det klager jeg altså ikke over... Det synes jeg er en besparelse der vil noget!

I aften vil jeg hygge med min veninde og i morgen står den på julegaveshopping i stor stil!

- Maj



mandag den 29. november 2010

Latinmix og Retromix...

venter mig senere i dag, og ihhh hvor jeg glæder mig, det er virkelig dagens højdepunkt. Det er bare SÅ sjovt, og det er jo bare er et plus, at man kan svede, motionere og forbrænde kalorier, samtidig med at man har det sjovt og svinger kroppen til fede rytmer!

Weekenden har stået på temmelig hård kost på kaloriemåleren, den har jo stået på julefrokost mad, med alt det sædvanlige bl.a. ris a lamande og ost - ja, det er ikke helt fedtfrit!
Desuden frådsede vi i chokolade, da vi var til julemarked i Øksnehallen - puha! Så det gjorde også godt at være til træning i går, til trods for at mit stram op hold blev aflyst - ØV! Men Manden og jeg trænede bare selv, det var nu også godt, men jeg fik slet ikke styrketrænet, som jeg burde... Ups!

Jeg har erhvervsret lige nu, og sidder og lytter til Tinglysning og Pant! Glæder mig til jeg har fri...

- Maj

Julebazar i Øksnehallen og Jule-Tivoli...

Lørdag sov vi længe, tror vi alle nød det godt og grundigt, og spiste sen morgenmad, så vi kom først afsted til Øksnehallen omkring frokost, og blev enige om, at vi ikke havde brug for at spise noget stort, da vi spiste morgenmad så sent!

Og vi kom heller ikke til at mangle noget, der var simpelthen så mange boder der bød på noget spiseligt, så da vi tog derfra, var vi simpelthen propfyldte med mad (dog mest chokolade...) og andre lækkerier!

Julebazaren var rigtig hyggelig, og der var ikke lige så mange mennesker som jeg havde frygtet, så vi kunne komme til, og kigge og hygge. Jeg er ikke den store juleperson, har mine komplekser omkring julen, men denne weekend kunne få enhver Grinch (læs: MIG) til at komme i julehumør - i så meget endda, at jeg skal ud og handle julepynt på tirsdag, og slæber Manden med til H.C Andersen Julemarked på lørdag!








Da vi havde set os og spist os mætte, drog vi videre mod Tivoli, men hold op hvor var det altså bare koldt, og jeg har bare ingen varme støvler, jeg troede jeg var smart, da jeg tog lange støvler på, men de havde ingen foer, og de var bestemt heller ikke vandtætte, så efter et par timer i Tivoli, var jeg mør til at tage hjem, og få varmen :)











Jule-Tivoli er min favorit, endda selvom jeg ikke bryder mig om jul på den der hardcore måde. Der er bare en hel anden stemning end om sommeren, og det er bare som om folk er gladere og mere rummelige...

Efter at have prøvet stort set hver hue der kunne opdrives i Tivoli, begyndte mine tæer at blive følelsesløse og det var meget smertefuldt! Så jeg foreslog at vi tog hjem, og de andre var heldigvis også møre!

Så fint med uberørt sne - der var faldet rigtig meget!


Og sneen dalede stadig - meget hyggeligt, hvis man sidder indendørs med et
fleecetæppe og et varmt krus gløgg!






Vi sluttede en dejlig dag af med lidt rester fra fredagen og lidt lækker ost! Det havde været en lang dag, så jeg var færdig da jeg sad i toget mod Odense kl.22 - og kunne ikke vente med at komme hjem til min egen seng, og ikke mindst til Manden :)

- Maj



søndag den 28. november 2010

Dejlig snefyldt weekend...

så er det atter søndag, og jeg synes min weekend er forsvundet hurtigere end den er startet!

I fredags havde jeg prøveeksamen i økonomi - G I S P ! ! men det var heldigvis ikke værre end hvad jeg havde forventet mig, men det var heller ikke lettere, så jeg håber på det bedste! Og sneen faldt hele dagen lang i fredags, så det var virkelig med livet som indsats, at jeg cyklede i skole...

Senere på dagen dragede jeg mod Djævleøen for at mødes med mine veninder, vi var 4 veninder der skulle mødes denne weekend, 2 af dem bor i KBH, jeg i Odense og den sidste i Århus. Vi kender alle hinanden fra gym i Fredericia, og de to som bor i KBH, der har jeg kendt den ene lige siden jeg kom til DK som 7 årig, og den anden har jeg kendt ca. siden 3-4 klasse :) Så det var rigtig dejligt at se dem igen.

Fredag startede vi ud med en hyggelig Julefrokost hos min veninde M (hende jeg har kendt siden jeg var 7), hun havde sendt sin kæreste til Frede, så det var ren tøsehygge :)

M elsker Jul, så hun havde pyntet lejligheden fint op, men var langt fra færdig (!?!?)
- personligt synes jeg hun havde meget julepynt op, men hun havde 4 kasser julepynt mere
der ventede på at blive pakket ud og hængt op...!!!


Vi fik traditionel julefrokost - dejlig :) Min første i år!


Der var sørme også gaver under juletræet, de kom frem til
pakkespillet :)


Jeg er simpelthen så dårlig til pakkespil, jeg slår højest 3-4 seksere,
under et helt spil, har op til flere gange oplevet, at sidde tomhændet,
når uret ringer :D Jeg er en meget graciøs taber!


Men det lykkedes mig at få nappet 2 fede gaver:
Kinder chokolade Julekalender og en Mistelten - nej hvor skal der kysses :D

Som fredag som oftest er, så var vi dødtrætte alle 4 efter en lang uge, og en meget lang dag, så vi sad og hyggede til omkring kl.00.30, og der kunne vi simpelthen ikke holde øjnene åbne mere, så vi kapitulerede og hoppede alle i seng!

Lørdag havde vi en rigtig hyggelig dagsorden:
  • Julebazar i Øksnehallen
  • Jul i Tivoli
  • Spise rester
Der kommer billeder af det i næste indlæg...

- Maj


torsdag den 25. november 2010

Hjemmelavet karrysild...

I anledning af Mandens forestående Julefrokost, har jeg lavet min hjemmelavede karrysild, en opskrift jeg har "arvet" fra min far, som er uddannet kok, men stort set altid laver mad på "slump", så når jeg har prøvet at lure ham en opskrift af, har han bare fortalt mig hvilke ingredienser der skulle i, men aldrig rigtig mængden...

Og jeg må indrømme, at jeg gør det selv! Det er sjældent at jeg følger en opskrift til punkt og prikke, det skal da lige være når jeg bager, for der er det utrolig vigtigt, men er det mad, jamen så er det på må og få - og det er nu sjældent jeg får klager ;)

Men her kommer opskriften på mine karrysild, med mængdeanvisning :D :D

Hjemmelavet karrysild:
Ingredienser:
  • 1 stort glas marineret sild
  • 1 spsk. mayonnaise
  • 1½-2 tsk. karry (efter smag)
  • 1-1½ tsk. gurkemeje (alt efter hvor gul den skal være)
  • 1 nip salt
  • 1 tsk. honning
  • 2-3 spsk. creme fraiche eller ymer
  • 1 syrligt æble
  • 1 lille løg
Tilberedning:
  1. Mayonnaisen blandes med karry, salt og honning. Rør det hele godt sammen.
  2. Bland karrymayonnaisen med creme fraiche/ymer
  3. Skær æblet i små tern og løget ligeså. Tilsæt begge dele til karryblandningen
  4. Sildene skæres ud i passende bidder og blandes med de øvrige ingredienser.
Lad gerne sildene trække i 24 timer inden servering - så smager det bedst!

Kommer lige en smule billeder:


Alle ingredienserne, man kan også bruge mango chutney, og frisk mango,
istedet for honning og æble, og lave en mere eksotisk sild :)


Sådan ser blandingen ud, den er noget mere gul i virkeligheden,
men mit kamera synes ikke det skulle vises...

Jeg kan KUN anbefale at man laver sin egen karrysild, jeg spiser stort set aldrig den maskinefremstillede man kan købe i butikkerne, de ser unaturligt gule ud og de svømmer rundt i karryblandning og det smager bare ikke særlig godt - efter mine smagsløg! Og det der karrysalat man kan købe til sine sild - nej P U H A! Det kan jeg altså bare ikke få ned...
Og disse sild tager ikke lang tid at lave, og det er ingredienser de fleste ligger inde med, så det betyder, at man ikke skal købe en masse underligt ingredienser man aldrig får brugt! Så gør Jer selv en tjeneste, og prøv disse sild, eller endnu bedre, eksperimenter Jer frem til en, der passer til jeres smagsløg!

- Maj


Forbereder Julefrokost...

men ikke til mig selv, men til Manden!

Jeg skal til Julefrokost hos min veninde i KBH i morgen, og kommer først hjem igen sent lørdag aften,  og det har Manden benyttet sig af, og inviteret sine kollegaer til Julefrokost hjemme ved os (de er kun 5 ;D) og så har jeg fået den sjove tjans af at være kokken!

Så igår da jeg kom hjem fra biffen med Manden og vores venner, så var jeg fyldt med pep (helt sikkert HP's skyld - ha ha ha) og lavede da lige en gang hjemmelavet karrysild og noget kartoffelsalat - hvem sagde total overksudsagtig???

I dag har jeg gudskelov haft fri fra skole, og fik presset min chef til, at jeg først skulle møde kl.15, så jeg ikke skulle stresse alt for meget, for jeg havde stadig lidt mad der skulle laves i dag. Så idag er den stået på at stege bacon, det skete i mikroen - easy peasy, lave ris a l'mande, falafler (min frokost, ikke til julefrokosten!) og dække/pynte bord til i morgen.

Så nu sidder jeg lige slapper den, inden jeg skal afsted på arbejde... Og hvis der var nogen der skulle undre sig over, hvorfor jeg gider at gøre alle disse forberedelser til en julefrokost jeg ikke engang skal være med til, er det såre simpelt: Manden og jeg har en ordning, jeg er den der altid sørger for mad: fester, sammenkomster, fødselsdage, til daglig, madpakker etc. Jeg handler stort set altid ind, og er den der organiserer alt herhjemme, og køber alle gaver og skriver kort.

MEN til gengæld sørger Manden altid for at gøre badeværelse/køkken rent, vaske vores fælles trappe, støvsuge, tømme opvaskemaskine og fylde den, han gør det ALTID, også når jeg har haft mine veninder på besøg, så sørger han altid for at opvasken er væk, selvom jeg har svinet det hele til... Og han vasker alt vores tøj, tager det op af kælderen og lægger det sammen.

Så sådan fungere vores verden, jeg gør de ting jeg elsker (organisere og lave mad) mens Manden gør alt det jeg hader :) Jeg elsker vores ordning, og vil ikke bytte det for noget - synes selv jeg er en heldig kartoffel!

Nok for nu, senere kommer opskriften til hjemmelavet kaarysild!

- Maj

Kan umuligt vente...

til det bliver juli! Åhhh suk, du grumme skæbne - livets grusomme ironi! Okay, det er måske lidt overdrevent, men helt ærligt, hvor er det bare ondt at jeg skal vente så længe med at se anden del af Harry Potter - puha!

Jo, jo, jeg har læst bogen, og jeg er igang med at læse den igen, men derfor er det stadig temmelig træls... Åh mit utålmodige hjerte må bare vente, og i mellemtiden når jeg at læse bogen mange gange - og se alle filmene igen og igen og igen...

Så der er nok ikke nogen tvivl om hvad jeg synes om filmen, og skulle der alligevel herske nogen tvivl - jamen så er dommen: A W E S O M E !!!!!! Og jeg kunne sagten se den igen :) :)

- Maj

onsdag den 24. november 2010

Hunters gummistøvler...

bliver altså et must, når nu det begynder at sne - bare se tilbage på sidste år, og starten af dette år, hold nu op hvor det bare var et l....-vejr!

Så jeg har set mig meget lun på disse Hunters:
Og den opmærksomme læser kan jo se, at det er den ganske almindelige
klassiske sorte Hunters.

Dog har jeg været inde og tjekke læg størrelserne, da jeg har ualmindeligt bredde lægge (verdammt!) og jeg kan ikke få mine brede ben smidt ned i de klassiske Hunters, men skal udstyres med dem der hedder Huntress, der er nemlig bedre benplad - Yay!
Der er ikke så stor forskel på de to, så jeg overlever nok - desuden får jeg også plads til de smarte lange strømper som man kan få til de her overseje Hunters!

Jeg har længe kigget på Hunters inde på denne hjemmeside HER, som mange af jer sikkert kender.
Jeg har ikke rigtig fået bestilt nogen, da jeg synes at portoen er en smule pebret, men med den lave valuta GBP er i (pt. 8,72), jamen så kan det jo ikke betale sig IKKE at købe dem... .Det er hvertfald det jeg ræssonerer med ;) Så der bliver nok lagt en ordre ind her til den første... Med porto og prisen på Huntress, bliver det til under 500 kr , det kan man altså ikke gøre det til herhjemme!

Og til sidst, så er det jo et meget fornuftigt køb, man kan jo altid bruge gummistøvler, her i regnvåde DK :D

- Maj

Så er det i aften det sker...

at jeg endelig, endelig skal ind og se "Harry Potter og Dødsregalierne" :D Jeg glæder mig simpelthen så meget, og jeg har kun hørt gode anmeldelser, og at den skulle holde sig tæt til bogen, hvilket jeg også har forventet, når nu de deler bogen op i to film!

I dag har jeg fri fra prøveeksaminer, nice! Synes ens hovede bliver meget tungt, når man skal koncentrere sig så hårdt! Så jeg har den sidste på fredag, og jeg glæder mig ikke til den, for det er nemlig økonomi: Mikro og erhvervsøkonomi! Pyyyaaaa...!

Men i dag, vil jeg kun tænke på Magi og Harry Potter :)

- Maj

tirsdag den 23. november 2010

Hjemmelavet rødkål...

Faktisk er det 2x hjemmelavet rødkål, en "simpel" udgave og en lidt mere avanceret udgave :)

Den avancerede udgave har jeg lokaliseret hos Klidmoster og opskriften finder du HER.
Jeg har taget lidt billder af min proces:

Stort og flot rødkål, købt for ydmyge 15,95 kr.


Rødkålet deles, så er det noget nemmere at snitte...


Snittet rødkål, det skulle gå lidt stærkt i dag, så det blev ikke så pænt...


Her ses der: økologisk bourbon vanille, rød saft (æble/solbær), rødvin, balsamico,
cane syrup, kanel, laurbær, stjerneanis og nelliker.

Her ligger rødkålen og hygger sig med alle de lækre ingredienser.
De små krydderier har jeg puttet i et thefilter, ligesom Klidmoster også gjorde det.


Så har rødkålen hygget sig i ca. 1 time. Jeg gav det ca. 1½ time
alt i alt, og det var lækkert med bid i, men tror det er fordi jeg skar
det temmelig groft, hvis du skærer det fint, så skal det nok kun have 1 time.


Så er kålen klar, og den er bare lækker :)

Den almindelige og "simple" udgave fandt jeg i en lille kogebog jeg købte i Føtex i går:

Julerødkål

Ingredienser:
  • 1 rødkål i tynde strimler
  • 300 g sukker (jeg brugte kun 250, da jeg løb tør !)
  • 1-2 spsk. honning
  • 3 dl. eddike (ganske almindelig lager)
  • 4 spsk. ribsgele
  • Smør
  • Havsalt
Tilberedning:
Sauter kålen i smør, i en pande, i ca. 5 minutter, eller til det er faldet sammen.
Hæld kålen og de øvrige ingredienser i en stor gryde, og kog op. Skru derefter ned for varmen og læg låg på, og lad det simre i en time.
Kig gerne til det, og rør rundt i det, sørg for at det ikke koger tørt, og hvis det gør, kan der tilsættes vand eller lidt mere eddike.
Når kålen er mør smages den til med salt, og herefter er den klar til servering.
Juster evt. smagen med eddike og honning.

Her er lidt billeder af denne rødkål:


Ingredienserne til den "simple" rødkål


Koger lystigt...


Da jeg havde lavet begge rødkål, var der en masse væske tilbage i begge gryder, så jeg gjorde som Klidmoster, og kogte det ind til en gastrik - jeg blandede begge væsker, og lod det koge omkring 20-25 min. og hold da op hvor blev det godt!

Det er altså værd at prøve, jeg havde aldrig tænkt på det, før jeg faldt over opskriften på det - og nu ville jeg ønske at jeg havde opdaget det noget før! Men sådan er det med mange ting :)

- Maj

Harry Potter and The Deathly Hallows...


eller "Harry Potter og Dødsregalierne" er hvad jeg glæder mig til at se i morgen! Glæder mig altså som et lille barn til at se den - er jo totalt HP fan!

JK Rowling var jo i Odense, og hvem var den heldige vinder af at være på arbejde - ja, det var mig!

Nu skal jeg snart igang med min tredje prøveeksamen, denne gang er det erhvervsret, så det skal nok gå...

- Maj

mandag den 22. november 2010

Prøveeksamen - igen igen...


ARGH! Hvem gider starte en mandag morgen med atter en prøveeksamen - ikke mig! Men ikke desto mindre, så sidder jeg her, og venter på at det skal starte...

Indrømmet, prøveeksamen er jo ikke helt så vigtig, jeg skal ikke engang bestå den, bare have den godkendt, men men men, man vil jo gerne gøre det godt alligevel! og det tror jeg desværre ikke jeg gør i dag...

Dagens fag er nemlig international markedsføring, hvor jeg har en motherfucker stor bog med, David Jobber, og held og lykke med at slå op i ham! I markedsføring hører også det herlige fag statistik under, føj føj føj... det er ikke et sjovt fag, og det er røv-svært! Så Good Luck Chuck til mig :S

Håber mandagen starter bedre for jer andre!

- Maj

søndag den 21. november 2010

Boganmeldelse: "This Charming Man" af Marian Keyes

Nu hvor Manden og jeg var i sommerhus hele weekenden, U D E N tv, så var der masser af tid til at læse min bog færdig.

Lad mig sige det som det er, jeg er en pige med stort P - jeg elsker "chick-lit" litteratur, har fx alle bøgerne som Sophie Kinsella har skrevet (hvertfald under det synonym) og mange af Marian Keyes' bøger.

Den seneste jeg købte, var "This Charming Man", og det er altså en relativ tyk bog på 900 sider, som jo ikke er skrevet i det sværeste sprog, så derfor tog det heller ikke så lang tid at tygge mig igennem den. Marian Keyes herhjemme er nok mest kendt for "Sushi for begyndere", som er en rigtig god bog, men den er slet ikke i samme kaliber som denne (synes jeg).

Marian Keyes' bøger svinger meget i graden af hvor lette i tonen de er, nogle er meget søde og hyggelige, mens de fleste af dem har nogle hårde temaer som:
  • Selvmord
  • Alkoholisme
  • Misbrug
  • Vold
  • Depression
Faktisk er alle disse temaer centrale i "This Charming Man", det er ikke det man forventer når man starter på bogen, for den starter ud med en let og sjov tone, men snart kommer der noget ubehageligt snigende, og inden man ved af det, så er man helt opslugt af historien og man kan ikke vente med at finde ud af hvordan det kommer til at gå alle vores heltinder.

***** A D V A R S E L ******

Jeg går i dybden med bogen, og det kan måske for mange synes lidt for meget, så hvis I ikke vil vide for meget, så skal I ikke læse videre!
***************************************************************************************



"This Charmin Man" handler i det store hele om 3 meget forskellige kvinder som alle har en fortid med den meget charmerende og flotte Paddy De Courcy, og hans kommende ægteskab med en 4 kvinde får betydning for dem alle.
Historien er bygget op således, at hver af de 3 kvinder har et kapitel som bliver beskrevet ud fra deres synspunkt:

Det første kapitel starter med LOLA, hun er en irsk stylist som bor i Dublin og har haft et længerevarende forhold til Paddy, og er stadig hans kæreste, i det det bliver offentliggjort at han skal giftes - med en anden! Lola tager ikke nyheden særlig graciøst, og hungrer efter at få Paddy tilbage. Derfor gør hun alle de klassiske fejltrin, såsom at forfølge ham, ringe til ham op til flere gange om dagen og ikke mindst barrikadere sig foran hans lejlighed, og i desperation ringe efter sin veninde, så at hun kan komme med suppe og en sovepose!

Hendes velmenende venner tvinger hende til at tage væk fra Dublin, og midelertidig flytte til den lille Knockavoy, så at hun kan komme sig over Paddy. I Knockavoy møder Lola mange skøve eksistenser, som hun snart bliver venner med, og som hun kommer til at holde af - og mon ikke også hun finder kærligheden igen?

I det næste kapitel møder vi GRACE, Grace er journalist og bor sammen med Damien som hun har kendt i 10 år. De har et dybfølt og meget loyalt forhold. De er ikke et par der sidder og holder hinanden i hånden og stirrer dybt ind i hinandens øjne og fortæller hvor højt de elsker den anden... Men ikke desto mindre er der store følelser mellem dem og dybere forståelse.
Grace's forhold til Paddy er den, at hun har kendt ham siden hun var teenager, hendes tvillingesøster, Marnie, havde et lidenskabeligt forhold til Paddy, da hun var 17 - 20 år.
Grace har været dybt forelsket i Paddy inden han blev kærester med Marnie, og da han dukker op i hendes liv igen, har hun svært ved ikke at falde for fristelsen - spørgsmålet er om Grace kan holde sig fra Paddy og modstå hans charme og karisma.

Grace bliver involveret i Dee Rossini, som er leder af partiet NewIreland, som Paddy også er en del af, og som den person Grace er, kommer hun på sporet af noget lyssky, og sætter alt ind på at løse gåden, til trods for at det ville risikere hendes forhold til hendes søster, samt at hun skal se nogle af sine egne dæmoner i øjnene!

I tredje kapitel møder vi MARNIE, hun er Graces tvillingesøster, og møder Paddy gennem Grace, og det er kærlighed ved første blik for dem, og de bliver uadskillige fra det øjeblik af, og har et hedt og passioneret forhold i 3 år, der er gennemsyret af jalousi, lidenskab og skænderier/genforeninger.
Det tærer på begge parter at være i et forhold der æder dem op indefra, og da Paddy er færdig med skolen og skal videre med sin fremtid, dropper han Marnie. Dette bliver et vendepunkt for den skrøbelige Marnie, som ikke tror at hun kan komme videre med sit liv, som føler smerte så dybt, at det aldrig forsvinder.

Marnie bærer rundt på Paddy og det minde hun har om deres lidenskabelige kærlighed, til trods for at hun er gift og har to smukke piger. Marnie har overbevist sig selv om at deres kærlighed er af den slags der trandencerer sig over tid og sted, men i slutningen af bogen brister hendes bobbel, da hun finder ud af, at deres forhold, for Paddy, var et af mange.

Marnie er en ekstrem kompleks person, hun arbejdede som ejendomsmægler inden hun blev fuldtidsmor, hun blev dog nød til at starte igen, da hendes mand ikke fik den bonus som ´han plejede, og dermed ikke kunne undvære den lønseddel Marnie hentede hjem.
Marnie har siden sine ungdomsår været meget selvmordspræget, og kan ikke indfinde sig med at være hende, og den smerte livet påfører hende er alt for meget, så meget, at hun begynder at drikke - rigtig meget!

Marnie vil ikke indse at hun er en alkoholiker, lige meget hvor meget hendes omgivelser prøver på at hjælpe hende og overbevise hende om, at hun har et problem: Hendes mand Nick, hendes chef Guy, hendes søster Grace og ikke mindst en hun møder gennem de tvungne AA møder hun kommer til.
Marnie er overbevist om, og overbeviser sig selv om, at hun sagtens kan stoppe med at drikke, og at det ikke er det der styrer hende, men hende der styrer det.

Den 4 person man "hører" er Alicia, men det er kun 2 kapitler det gør sig gældende, mens de andre skifter kapitler hele bogen igennem.
Alicia er den kvinde der skal giftes med Paddy, og hun har kendt ham i mange år, ligeså længe som Marnie og Grace, og ventet på ham i ditto år.

Tonen og skrivestilen er meget forskellig alt efter hvem man følger. Hos LOLA er tonen let, og til tider lidt barnlig, og der bliver skrevet i 1 person ental, og man følger med i hele hendes følelsesregister og tankegang. Lolas kapitler, for mig, var de sjoveste og mest letlæselige, jeg grinte højt og meget til tider, og til andre tider var det helt igennem hjerteskærende og læse om Lola og hendes oplevelser med Paddy.

GRACE's tone er alvorlig, tænksom og logisk, og den afspejler Grace virkelig godt, man får en god fornemmelse af hvem hun er, og det fangede mig øjeblikkeligt, og fik mig til at ønske at vide mere om hende.

MARNIE var den jeg brød mig mindst om at læse, hendes tone er meget dyster, rodet, og rummer en så ubeskrivelig smerte, at den rammer en med en sådan kraft, så man ikke magter at læse om den, for man føler den næsten.
Men jeg er glad for at jeg gav mig tid til at føle med Marnie, for hendes smerte blev beskrevet med en sådan en empati, at hendes tankestreger giver mening, fordi de giver mening for Marnie, og mange af de tanker og neuroser hun rummer, er det der fremgår hos så mange misbrugere.

I løbet af bogen bliver det afsløret hvilket forhold disse kvinder havde til Paddy De Courcy, og hvilken slags mand han er, og mon ikke at han får hvad han har fortjent.

"This Charming Man" er en gribende bog, som tager mange alvorlige emner op, og som får en til at fundere over livet, menneksers reaktionsmønstre og den menneskelige psyke. Så nej, den hører ikke til den almindelige stamme af letlæselig tøsebøger, og det er ikke helt den slags feel-good bog jeg vil anbefale, hvis man regner med, at man til sidst vil lukke for bogen med et tilfredstillende suk og lukke øjnene og man stille tænker "Gid det var mig" - for det ønsker man ikke - ikke rigtigt!

Jeg vil helt sikkert anbefale den, og læs den helst på originalsproget, da Marian Keyes har en skøn skrivestil som fanger en, og man får alle de små finurligheder med, som tit kan blive "lost in translation" :) :)

L Æ S  D E N !

- Maj

Sommerhustur...

Åhh sikke en dejlig weekend :)

Manden og jeg er idag hjemvendt fra en fantastisk sommerhustur, hvor vi hyggede, slappede af, læste, snakkede og gik ture! Mandens forældre ejer et lille sommerhus i Båring (det er en lillebitte by 12 km fra Middelfart) og det havde vi valgt at kapre denne weekend, da det er sundt med en lille saltvandsindsprøjtning :) :)

Min kære svigerfar havde lovet at varme op i sommerhuset inden vi kom, men men men, da vi kom var det så koldt, at vi havde sko og overtøj på det meste af aftenen og sov fuldt påklædt - very sexy! Men i løbet af natten nåede det at blive dejligt varmt!

Trods kulden fik jeg bikset noget lækker mad sammen:
Grillet oksecuvette, marineret med hvidløg og rosmarin
Blandet salat med sprød rødkål, mango, feta og forårsløg
Friske grønne asparges med sprød bacon
Lækker græskarkerne flutes


Til dessert stod den på en afskyelig stor romkugle fra bageren...
Den var seriøst stor, og vi kunne på ingen måde spise den op!

Lørdag vågnede vi allerede kl.08.00, da vi begge ikke kunne vænne os til den sindssyge hårde seng sommerhuset er udstyret med, så vi lå bare og puttede i en times tid, inden vi endelig fik taget os sammen til at stå op.
Så stod den på en tur til Middelfart hvor vi tog ned til havnen og købte en masse lække fisk til om aftenen, og derefter vendte vi den lille mod Fredericia, hvor vi kørte en lille tur rundt og jeg agerede Tour Guide for Manden, da Fredericia er min hjemby. Manden og jeg har været i Fredericia mange gange sammen, og hver gang skal vi liiige forbi mit barndsomshjem, så jeg lige kan falde i staver og blive total nostalgisk...

Da vi kom hjem, gik vi en lang tur til Båring, som jo er en meget lille by, og gik ind i Daglig Brugsen og købte en masse slik ;)


Sådan så vejen til Båring ud, ikke så sindsoprivende!


Vejret var desværre ikke så fantastisk, men det regnede i det mindste ikke!


Sommerhuset ligger i en hyggelig skov, hvor der risler en lille bæk,
det er meget idyllisk!


Manden hygger i skoven :) tror han fryser...


Efter at have gået og gået i 1½ time, var det dejligt at se det lille hus igen


Det lille hus tættere på, Manden og hans familie har selv designet det,
de valgte at rive det gamle hus ned, som har tilhørt Mandens mormor,
for at bygge dette fine hus!


Manden fik lige sneget sig med på billedet...


Manden prøvede at snige sig forbi med en øl i hånden!
A F S L Ø R E T !


Så stod den på fisk - mums! Det er en tradition for Manden og jeg,
at hver gang vi er i sommerhus, så skal der shoppes i den lokale fiskebiks!


Og lidt mere fisk, og også noget lække wakamesalat, både i den
klassiske grønne, men også en sort med ingefær og lotusrod - den kan jeg så
bestemt ikke anbefale :S

Efter vi havde spist, satte vi os over i sofaen og puttede, jeg læste én rigtig god bog, og Manden kapitulerede og så en film på den lille bærebare DVD/TV ting!
Der er ikke kommet et TV i sommerhuset endnu, så det var derfor at vi havde den lille bærbare med :) Manden kan bare ikke undvære TV, mens jeg stortrivedes med at det ikke var der, og fik læst min fantastiske bog... Den fortæller jeg om i mit næste indlæg!

Søndag sov vi længe, vi vågnede først kl.10.00, så det var dejligt. Vi stod op, spiste lidt morgenmad og hyggede, men til sidst måtte vi få ryddet lidt op, gjort rent efter os og pakket bilen, men inden vi tog hjem, gik vi lige ned til vanden, det ligger 2 min fra sommerhuset:



Der var ikke rigtig stemning for at vi skulle vandre op og ned af stranden,
så vi stod og nød lyden af vandets brusen, til vi begyndte at fryse,
så gik vi optil bilen, og vinkede farvel til huset...

Da vi var kommet hjem igen, stod den på at pakke ud, lige så meget som jeg elsker at pakke til en hyggelig tur, lige så meget hader jeg at pakke ud - føj!
Og ikke nok med det, så kom vi også ud og træne, Manden trænede selv, mens jeg havde et Stram Op hold - det var bare sååå godt :)

Nu slapper vi af foran flimmerkassen, og så må vi se, hvornår jeg får taget mig sammen til at lave aftensmad!

- Maj