torsdag den 27. december 2012

Velkommen til verden Tristan...

Tristan ca. 7 timer gammel :)


De af jer som følger mig på Instagram ved at jeg onsdag, d.26.12.12, kl.01.20 gav liv til vores længe ventede Haletudse, nu med det noget mere borgelige navn Tristan. Han vejede 3500 g og var 53 cm - så han var vidst helt færdigbbagt, og jeg er ret glad for at jeg ikke gik terminen ud og skulle føde en kæmpe baby...!

Fødslen gik helt udramatisk, dog lang, hård, smertefuld og drøjt... men som alle andre som har prøvet det, så er det jo det værd når man ser på det mirakel man har skabt, men jeg vil ikke lyve, det er det vildeste smertehelvede jeg længe, hvis nogensinde, har oplevet. Selve fødselshistorien kan I få en anden gang, lige nu vil jeg bare nøjes med at vise mit lille vidunder frem :)

Lilttle Froggie klar til at blive vist frem til venner og familie...


Han er jo ikke særlig gammel på disse billeder, faktisk under et døgn, så der vil gå lidt tid før han retter sig helt ud, han havde faktisk lidt tyrenæse som allerede rettede sig ud efter et par timer, nu er det bare de lettere puffede øjne som lader sig vente på sig, som alle spædbørn er han jo født med små sprækker, så vi er lidt i tvivl om hvor meget mine asiatiske gener har spillet ind... det bliver spændende at se :)

Putter hos Farmand...


Manden er helt hovedkuls forelsket i Tristan og i mig ;) vi lever i en lille kærlighedsboble og det føles uvirkeligt at jeg har været så bekymret for at blive mor, at jeg havde så mange bekymringer om livet som mor...! lige nu føler man sig som wonderwoman og man kan bare alt, selvom man er træt... det er en ubeskrivelig følelse som de fleste mødre nok kan nikke genkendende til!

Nu vil jeg vende tilbage til min kærlighedsboble - undskyld jeg er så kvalm ;) og det er ikke fordi jeg ikke følger med hos jer andre, men tiden er bare en anden i boblen (og nej, det hele er ikke kun lyserødt, jeg har frygtelig ondt i kroppen, blevet syet steder man ikke burde blive syet og ammer Tristan ca. hver anden time hele natten så mine brystvorter er røde, hævede og ømme - men det har ingen betydning!) og jeg når ikke rigtig at kommentere så meget...

Rigtig god bagJul og Et festligt nytår, hvis jeg ikke tjekker ind inden 2013 rammer os... Hvis I vil følge mere med hos Tristan og Jeg, så er Instagram et godt socialt medie, mit brugernavn er: Majb81

- Maj :D

mandag den 17. december 2012

Min skønne weekend...

Denne weekend har budt på mange dejlige ting, men istedet for at skrive en hel masse, vil jeg vise Jer det istedet!

Fredag:

Manden kom hjem med en fin buket blomster til mig
- bare fordi... han er søøød...!


Julefrokost med vores venner, og ikke mindst denne
skønne lille Pige <3


Lørdag:

Lørdag vågnede jeg op til denne skønne besked!


Så vi skyndte os at køre til OUH for at møde det nye vidunder!
Manden bliver en fantastisk far...


Efter OUH gik turen til Kong Volmer hvor vi nød en lækker brunch...


Og til sidst så vi en god film :D
Aftenen blev rundet af med hygge på sofaen med rugbrødsmadder - ahhh...


Søndag:

Glimmer på neglene fik mig næsten til at glemme ryg smerter...
se lige hvor smuk den er :)


Trods smerter og frygtelig træthed var vi ude og hygge
hos svigerforældrene hvor vi blev forkælet til bristepunktet!
Manden lavede ovenstående Nisse, som fik lov at pynte hos
svigermor og svigerfar ;)


Alt i alt en begivenhedsrig, skøn og ikke mindst dejlig weekend, fyldt med mennesker jeg holder af - nogle gange føles alt bare rigtigt, og jeg føler mig som den heldigste lille pige i verden!

- Maj :D

Madplan uge 51...

Puhh sikke en weekend, der er sket virkelig meget, derfor også stilheden! Jeg har også måtte betale prisen for det i dag, hvor hele min krop har gjort ondt, det er første gang siden min kvalme at jeg har lidt af trælse graviditetsgener...

Ugen i næste uge bliver også af den lidt trravle af slagsen, hvilket også har gjort at jeg har sagt nej til en del aftaler, da jeg jo ved at jeg kommer til at fortryde det!

Madplan uge 51

Mandag:
Bio hygge med veninde L, mad?

Tirsdag:
Besøg af veninde A:
Andebryst med små løgtærter samt rødkåls og rødbedesalat

Onsdag:
Hjemmelavet Pizza

Torsdag:
Besøg af veninde L:
Mini tærter med oksekød, tomatsalat, tzatiki og hvidløgsflutes

Fredag:
Rester

Lørdag:
Alene hjemme så sikkert noget Take Away - måske sushi... hæ hæ...

Søndag:
Alt godt fra køleskabet...

Som I kan se, så skal jeg hygge rigtig meget med gode veninder, men menuerne vil også afspejle min manglende energi, så det bliver til noget let og lækkert som ikke kræver så meget...

På lørdag smutter Manden til Gørlev og skal sove der, det er en tradition at han tager med fodbold-gutterne på herretur med masser af øl, smørrebrød og fodboldturnering weekenden før jul... jeg skal med hånden på hjertet sige at jeg er ikke 100% tryg med at han tager afsted, i tilfælde af at jeg lige pludselig går i fødsel, men vi har en aftale om at jeg siger til om morgenen, om jeg kan mærke noget er anderledes, for hvis jeg gør det, så smutter han ingen steder...!
Jeg satser dog på at Haletudse bliver i sit varme bo, og lader mig få en hygge dag og aften, hvor den skal stå på gode film/serier på Netflix og god mad...

- Maj :D

fredag den 14. december 2012

Lussekatter...

eller Luciaboller på dansk!

Igår var det Lucia dag, og der er tradition for at spise Lussekatter, men ikke en jeg har gjort mig i før, hvilket er synd og skam, for de smagte virkelig godt og super nemme at lave.

Jeg fandt min opskrift inde hos Tante Sød, lige HER og fulgte den til punkt og prikke, og fulgte hendes råd med at lave flere boller end 10 stk., jeg lavede 14, og alligevel blev de kæmpe store!

Plade 1 med Lussekatte...


Efter bagning...


Plade 2 med lussekatter...


Efter bagning...


Som I kan se, så hæver de altså temmelig meget, så selvom de ser små ud når man har formet dem, så hæver de rigtig meget og bliver bløde og lækre!

Uhmmm...

Spis dem lune med koldt smør - eller bare helt uden noget, da safranen giver en utrolig delikat smag som sagtens kan stå alene :)

Hvis man ikke har safran så kan de laves med gurkemeje, for at opnå den fine gule farve, men så mister man desværre safran smagen, som gør dem lige det lækrere end normale the-boller!

Det er ikke sidste gang jeg laver disse boller, og jeg hyggede mig med at lave alle mulige sjove former, og selve grunddejen er virkelig en nem og god basis for mormorboller, så hvis man skal lave det, så skal man bare udelade safran.

I dag står den på julefrokost hos vores venner, og jeg skal have Hvide og Karrysild, Leverpostej og Sylte med, så har haft lidt travlt her de sidste par dage, men ikke mere end at jeg har taget mig nogle hvil og sørget for at passe på mig selv, hvilket er ret vigtigt i denne tid...

I morgen skal Manden jeg hygge hele dagen først med Brunch og så ind og se Hobitten, og afslapning om aftenen - ahhhh... og søndag skal vi julehygge med mine svigerforældre, ikke en tosset weekend, hvis jeg selv skal sige det!

Rigtig god weekend derude!

- Maj :D

torsdag den 13. december 2012

Rødkålssalat med granatæble og abrikoser...

Rødkålssalaten går rigtig godt til mange ting, her i lækker symfoni
med en rødbedesalat og falafel :)


Rødkålssalat med granatæble og abrikoser
4 personer

Ingredienser:
  • 1/4 (lille) rødkålshovede skåret fint
  • 1/4 spidskålshovede skåret fint
  • Granatæblekerner fra ½ granatæble
  • 3 finthakkede forårsløg
  • 8 tørrede abrikoser skåret i tern, eller anden tørret frugt
  • 1 æble skåret i tern
  • saften fra ½ appelsin
  • saften fra ½ citron
Tilberedning:
  1. Bland alle ingredienserne i en stor skål og lad det gerne trække i nogle timer eller til dagen efter.
Jeg serverede salaten med nogle karamelliserede nødder på toppen, som gav en lækker crunch og smag til salaten. Man kan også vælge at blande nogle nødder i salaten lige inden servering, lad ikke nødderne trække i salaten, da de så mister deres bid og bliver kedelige.

Her er salaten serveret med bagt teriyaki laks, spist på sofaen ;)


Det er virkelig en lækker salat fyldt med gode ting, og et kæmpe plus er alle de c-vitaminer og antioxidanter man får fra den, samtidig med at den mætter super godt!

Velbekommen!

- Maj :D

onsdag den 12. december 2012

Første officielle barselsdag...

er blevet fejret med at sove længe ;) Som om jeg har levet det hårde liv som arbejdsløs OG gravid de seneste mange måneder, men I ved jo også at jeg ikke altid ligger på den lade side! Desuden har de seneste dage krævet at jeg har stået tidligt op, da jeg skulle til Jordmode i mandags, for at finde ud af at jeg atter havde forhøjet blodtryk, og blev sendt til egen læge igår, som så målte det igen, og der lå det heldigvis helt fint! Men jeg fik ordre på at tage en slapper for min egen skyld....

Dem som ikke ved hvorfor man er så obs på den gravides blodtryk, specielt i det her stadie, er bl.a. et forhøjet blodtryk sammen med andre symptomer kan betyde svangerskabsforgiftning, og det er noget man skal tage meget seriøst, de andre symptomer på svangerskabsforgiftning er: hovedpine, udslag af meget protein i urinen og ekstrem vand i kroppen!
Jeg har heldigvis kun døjet med hovedpine to gange, der er ingen spor af protein i min urin og jeg har kun lidt vand i kroppen, så mit blodtryk er højest sandsynligt nok mere et udslag i nogle psykiske problemer...

I dag er jo en skøn dag, og jeg har hygget med Cleo her til morgen, set Go' Morgen Danmark mens jeg har spist knækbrød og nydt sådan en basse:

Jeg går i total barndom når der er Happy Hippos i nærheden ;)


Efterfølgende lavede jeg lidt ballade på Trendsales, som en lille før-adventsgave til mig selv:

Den er såååå smuk...


Igen er jeg en forfærdelig Lemming, og kunne ikke nære mig at købe den skønhed efter at have set den florerer på diverse modeblogs, og da jeg den anden dag var i Second Female butikken for at købe en julegave, hang den og kaldte på mig - SUK... i butikken koster den dog 400 kr, så jeg synes ikke lige at den skulle med hjem der, men jeg fandt den på Trendsales til 180 kr. + porto 40 kr. - se det var lidt mere budget venligt ;)

Hvis der er andre der vil være lemming sammen med mig, så har jeg købt den HER, i den sølvfarvede version, men hun har også den oxiderede, som virkelig også er smuk!

I aften er jeg alene, da Manden er hos sin søster og lave lidt el så jeg skal have lækre rester fra gårsdagens aftensmad:

Rødbedesalat, rødkålssalat og falafel - ja tak!


Nu vil jeg hoppe ud i køkkenet og se til min sylte som simre i gryden og måske lave lidt æbleskiveballade - fordi jeg kan ;)

- Maj :D

tirsdag den 11. december 2012

Asiatisk andesalat...

SÅ lækkert og ret smuk...


Igår havde jeg taget nogle rester af min Mortens And op, men havde på ingen måde lyst til at spise det helt traditionelt med sovs og kartofler, så det blev istedet for ovenstående sag - som virkelig smagte lækkert og var et hit herhjemme!

Asiatisk Andesalat
2 pers.

Ingredienser:

Salat
  • 2 andebryster i tynde skiver, eller en rest and
  • hoisin sauce
  • Babyspinat
  • Spidskål
  • Granatæblekerner
  • Forårsløg
  • Mynte
Dressing
  • 1 spsk. soja
  • 1 spsk. risvineddike
  • ½ spsk. fiskesauce
  • saften fra ½ lille appelsin
  • Revet skal fra ½ lime
  • saften fra ½ lime
  • sesamolie
  • Revet ingefær
  • chili
Tilberedning:
  1. Rør alle ingredienserne til dressingen sammen, og smag til med ingefær og chili og stil den i køleskabet og lad den trække indtil salaten er klar.
  2. Skær anden i mundrette stykker, og varm en pande op på høj varme. Lynsteg anden med hoisin sauce, og hvis du bruger rester som jeg, er det en god ide at tilsætte lidt vand også.
  3. Sæt anden til side, og anret da salaten på et fad, jeg lagde min spidskål i bunden, hakkede spinaten groft og lagde ovenpå. Derpå røg anden på salaten, drys med forårsløg, granatæblekerner og grofthakket mynte.
  4. Salaten serveres med det samme, så spinaten ikke bliver kedelig af den varme and og kan med fordel serveres med noget lækkert brød, eller bare spise den som den er med dressingen.

Kunne godt spise en portion lige nu...


Salaten har jeg fundet inspiration til hos Nigella Lawson, og den smager virkelig skønt, så hvis man ønsker sig noget lidt mere friskt og let her i juledagene, er dette en god løsning!

- Maj :D

mandag den 10. december 2012

Pop Cakes...

Jeg har længe været fascineret af pop cakes, fordi jeg som mange synes at mad på pind bare er bedre ;) og da jeg fandt en kagerest i fryseren der virkelig trængte til at blive brugt, så blev beslutningen taget for mig - normalt ville jeg have lavet romkugler af det, men det var en citruskage, og det er bare ikke helt godt som romkugler...

Pop Cakes med mørk chokolade og en hel masse krymmel...


At pynte pop cakes er virkelig hyggeligt, og har man børn vil de helt sikkert også synes det er sjovt, for det er bare om at lade fantasien få frit spil, og der er ingen regler, som I jo tydeligt kan se på mine...

Pop cakes overtrukket med lillafarvet hvid chokolade...

Ovenstående er overtrukket med hvid chokolade jeg havde farvet med noget Wilton pasta farve, jeg er ikke synderligt vild med de der Candy Melts, synes de smager spøjst og hvis man ligger inde med wilton eller anden pulver/pasta farve, så synes jeg lige så godt at man kan bruge en hvid chokolade end at købe de meget dyre candy melts, men det er bare min mening...

Pop Cakes
Mange...

Ingredienser:

  • en rest kage ca. 500 g
  • ½ pk. philadelphia (ikke light!)
  • Flormelis efter smag
  • Chokolade til overtræk, eller candy melts hvis du foretrækker det
  • Masser af krymmel
  • Pinde (jeg brugte almindelige træspyd, men du kan købe dem i plastic der er specielt til formålet)
Tilberedning:
  1. Smuldr kagen fint enten med hænderne eller i en foodprocessor/blender
  2. Bland flødeost og flormelis med kagesmuldret, hold gerne lidt igen med flødeosten, da det ikke skal være en "våd" masse, men klæg nok til at det kan trilles til kugler. Eller tilføj mere hvis du synes den er for tør.
  3. Tril massen til passende størrelse kugler og lad dem hvile i køleskabet mens du smelter lidt chokolade.
  4. Når chokoladen er smeltet, dyppes en pind i chokoladen og stikkes derefter ned i en kugle, chokoladen fungerer som lim, når dette er gjort med alle kuglerne, sættes de atter på køl til chokoladen er stivnet.
  5. Smelt mere chokolade til at overtrække kuglerne med, jeg fandt det nemmest at bruge en teske og dække kuglerne med den, da den smurte, samtidig med at den fjernede overskydende chokolade. Man kan også dyppe kagerne ned i chokoladen og banke let på pinden for at fjerne overskydende chokolade, men den metode fungerede ikke helt for mig, da jeg måske bankede for hårdt, og kagen røg af pinden :(
  6. Når du har overtrukket med chokoladen så starter det sjove: Leg med krymmel! Her er der kun et råd: GÅ AMOK ;)
NOTE:
Min kage var en frisk citruskage - som var lidt til den sure side, derfor passede den perfekt med frostingen og den søde chokolade, så mit råd er helt sikkert ikke at gøre kagen alt for sød, da chokoladen og frostingen gør sin del til det, og det kan hurtigt blive for kvalmt... hvis du kun ligger inde med en sandkage eller lignende, kan denne tilføjes revet citrusskal, netop for at give den et syrligt spark, men har man en meget sød tand så er det jo ikke nødvendigt.

Jeg havde frygtet at det ville være meget mere besværligt at lave pop cakes, men det var faktisk ret lige til og meget hyggeligt at sidde og nussemed chokolade og krymmel, og jeg er sikker på at de vil være et hit til enhver børnefødselsdag, jeg har allerede mange ideer til pop cakes når Haletudse en dag skal holde fødselsdag for børnehave etc. ;)

- Maj :D

søndag den 9. december 2012

Madplan uge 50...

Tendensen for tiden er jo få ryddet ud i fryseren, og denne uge er ingen undtagelse, jeg synes jeg gør hvad jeg kan, men når ens svigermor er så sød at komme med en pose frostvarer i ny og næ, så kan det godt blive en halvsvær opgave - ikke fordi jeg brokkker mig ;)

Menuen for næste uge kommer til at se således ud:

Madplan uge 50

Mandag:
2 slags tarteletter:
- Høns i asparges
- Spinat og laks

Tirsdag:
Rødbedesalat, råkostsalat samt falafer og pandebrød

Onsdag:
Rester fra gårdsdagen

Torsdag:
Risret a la tøm køleskab/fryser

Fredag:
Julefrokost hos vores venner

Lørdag:
Osso buco med polenta

Søndag:
Julehygge hos mine svigerforældre

I næste uge skal jeg til min første og eneste julefrokost, altså set bort fra dem der er i juledagene, man er ikke så ombejlet med julefrokoster når man går ledig ;) men jeg klarer det nok, det er ikke i år jeg bliver træt af sild og flæskesteg, ikke dårligt!

- Maj :D

lørdag den 8. december 2012

Om præcis en måned...

har jeg termin!


Tyk, Tyk Zebra med indbygget haletudse...
Hvis det ikke var for alderen og den store gravide mave, så er
billedet da lige til Arto, hæ hæ...

Det er dælme vildt... Hvis I spørger mig, tænk om en månedstid kan jeg tilføje en ny titel på mit CV, måske den vigtigste i mit liv: Mor! Puha... det giver mig hjertebanken og koldsved ved tanken om at jeg skal have ansvaret for et liv, som er 100% afhængig af mig - shit!

"Hvad nu hvis" starter mange af mine tanker og ikke mindst sætninger, jeg er sådan en worst scenario kind of gal... så jeg ser på alle de aspekter af livet fra den aller mest sorte vinkel, så er jeg jo forberedt på det værste ;) og jeg skal ikke trætte jer med alle mine bekymringer og tanker om graviditeten og efterfølgende moderskab, for det får jeg såmænd masser af afløb for hos Manden, han hører tålmodigt efter og trøster gerne, når jeg er overbevist om at jeg bliver en frygtelig mor der vil ødelægge mine børn... og DET er min værste frygt!

Lige nu handler det mest om at nyde den sidste tid inden Haletudse bestemmer sig for at komme ud, og da jeg ikke har synderligt med gener, så er det slet ikke svært, og endnu bedre når Manden ligefrem insisterer på at jeg hygger så meget som muligt - ahhh... desuden ved jeg jo også, at dase dagene på sofaen er så snart ved at rinde ud, så jeg nyder dem nok bare endnu mere ved den tanke!

Hav en dejlig Lørdag derude :)

- Maj :D

fredag den 7. december 2012

Kærnemælkshorn med et Juletwist...

I onsdags havde vi nogle venner på besøg til en omgang kage og gløgg - og af kage havde jeg kastet min kærlighed på en omgang kærnemælkshorn, simpelthen af den grund at jeg havde alle ingredienserne til netop en gang horn!


Kærnemælkshorn fresh from the oven!

Opskriften er Brødrene Prices, som jeg fulgte troligt, med undtagelse af fyldet. Fyldet blev en julevariant lavet på marcipan, æblesmør og kanel - det smagte virkelig lækkert. Dog var jeg slet ikke tilfreds med den dej som hornene blev lavet af, det er en ren mørdej, og det gjorde desværre hornene ret tunge, og jeg ville ønske de var mere luftige og lækre, næste gang laver jeg helt sikkert en luftig gærdej istedet.

Der skulle lige prøvesmages...


Fyldet var det bedste - smagte skønt af JUL ;)


Jeg har planer om at bage kærnemælkshorn igen, bare med en gærdej, og der kommer dette fyld helt sikkert også i, sammen med en mere traditionel hindbær-remonce, som er min favorit!
Der er ikke nogen mål på min æble-remonce, da jeg bare blandede æblesmør, marcipan og kanel sammen til en homogen masse, som jeg sjussede mig frem til ville række til den portion af dej jeg havde... næste gang kan jeg godt prøve at sætte lidt mål på ;)

- Maj :D

torsdag den 6. december 2012

I dag har jeg...

haft en vaskeægte kærestedag med Manden i Flensburg :)

Nu er der jo ikke så lang tid til at lille Haletudse kommer ud, og inden vores verden bliver vendt op og ned, så synes jeg jo at det er vigtigt at Manden og jeg får noget kvalitetstid sammen, bare ham og mig, hvor vi nyder tosomheden, og glædes over at vores kærlighed er så stor at vi snart bliver 3!

I dag gik turen som sagt til Flensburg, det har vi gjort nogle år, hvor vi provianterer øl, sodavand, vin etc. til det næste (lange) stykke tid, samt slæber med hjem til venner, familie og kollegaer - alt sammen meget hyggeligt ;) Men det som er højdepunktet er hyggeturen inde i Flensburg by, hvor vi spiser god mad, kigger butikker, nyder stemningen af jul fra de mange opstillede boder. På sådanne ture er jeg ikke så god til at tage en masse stemningsbilleder, da jeg har for travlt med at holde i hånd med min mand - og ikke mindst rende ind og ud af butikker, hæ hæ...

Læg lige mærke til julestemningen i baggrunden ;)
Spiste på en hyggelig restaurant hvor belysningen var en kende dæmpet...


Jeg fik Paellapande med tigerrejer, laks, ris, sprøde grøntsager og masser af hvidløg...
det var en ret generøs portion, så jeg fik ikke spist op!


Manden fik en lækker svinefilet på bund af sprøde grøntsager, pebersauce og som tilbehør nogle
umanerligt lækre rosmarinkartofler... vi blev mætte!


Meget billig bland selv slik... ikke dårligt!


Nu er alle vores depoter hvertfald også fyldt op, når det drejer sig om de våde varer, derudover købte vi lidt mad til vores dyr, og lidt til Haletudse, og alt muligt andet til pakkespil etc. Jeg synes altid at jeg finder en masse sjove ting i Tyskland, og kan jo ikke dy mig for at slæbe det med hjem ;)

Alt i alt en meget hyggelig dag, men det tager også lidt hårdt på min gravide krop at være afsted en hel dag, så jeg fik også taget en lur på en times tid både i bilen og da jeg kom hjem!

I morgen skal Manden atter til Julefrokost, så der er dømt alene hygge med god mad, Downtown Abbey og ris a la mande (som Manden ikke kan fordrage) på sofaen med hyggefisen aka Cleo :) Ikke en dårlig fredag, hvis I spørger mig.

- Maj :D

tirsdag den 4. december 2012

Fyldte pandekager, ristede kastanjer og lidt jul...

Igår fik vi en let aftensmad, den bestod af pandekager med fyld og en lækker råkostsalat lavet af spidskål, gulerødder, æbler, granatæbler og ananas:

Nemt, hurtigt og lækkert!

Det var en nem aftensmad, da jeg havde pandekager og en rest kød i fryseren, og at lave råkostsalat er heldigvis en hurtig sag, så der var mad på 30 min.

Efter maden havde vi lyst til en lille snack, og det passede med at vi kunne spise de kastanjer jeg havde købt i weekenden:

Uhmmm lækre lune kastanjer...

Kastanjerne fik et kryds i toppen, lagt på salt og bagt i ovnen ca. 20 min. ved 200 grader - de smagte skønt med lidt smør og salt!

Jeg havde lavet lidt for mange, så resten bliver skrællet og så vil jeg putte dem i en salat efter en kort ristning eller måske karamelisere dem... mulighederne er mange!

Julehyggen har også indtaget sin plads i det lille hjem...


Årets adventskrans - ikke så meget pynt og glitterstads!


Da jeg jo ikke er den største julefan eller nipsefan, så er min adventskrans ret enkel: 4 bloklys med julekugler i min yndlingsfarve og nogle glassten - jep, vildere bliver det simpelthen ikke! Og for at det ikke skal være helt løgn, så glemte jeg (igen) at købe adventslys, så vi fik først fyret op for adventshyggen igår...

I dag har jeg dog tænkt mig at pynte lidt op, normalt pynter jeg op med mine Rosendahl ornamenter og lidt julekugler, men Cleo er jo temmelig legesyg og jeg frygter at meget af det ikke overlever hendes natlige lege, så det bliver nok ret sparsomt med det julepynt i år... altså mere sparsomt end normalt ;)

Er jeg virkelig den eneste i blogland der ikke er ved at gå amok over jul, pynt og konfekt?

- Maj :D

mandag den 3. december 2012

Fraklip #7...

Det er længe siden jeg har lavet et fraklips indlæg, jeg ved ikke hvad I synes om dem, men for mig er det rart at lave, og mange af billederne er også nogle jeg har postet inde på Instagram, så nogen af jer har set dem før :)

Som I nok ved lå jeg syg, men jeg havde en meget sød sygepasser som ikke veg fra min side :)


Når jeg er syg, specielt med influenza, så er det kun suppe der duer!
Alle melbollerne var synket ned i bunden... ;)


Prøvede at holde den lidt sunde vej, men en pakke skipperpiber røg alligevel med hjem...


Man har jo kun det sjov man selv laver - ikke? ;)


Manden var til julefrokost... og vi savnede ham kun lidt...


... fordi der var sushi ;)

Dagen derpå var det Cleo og Far der hyggede!


- Maj :D

Madplan uge 49...

Ja, Cleo har intet med madplanen at gøre, men hun er bare så sød ;)


Mandag:
Madpandekager med fyld og spidskålssalat

Tirsdag:
Risengrød

Onsdag:
Smørrebrød

Torsdag:
Hyggetur til Flensborg

Fredag:
Alene hjemme - ?

Lørdag:
Asiatisk andesalat med mynte og granatæble

Søndag:
Rester

Ugens madplan består hovedsagligt af mad fra fryseren, den er simpelthen proppet med mad, som skal spises, ikke fordi det er skidt - tværtimod! 
Torsdag tager vi på en lille kærestetur til Flensborg og shopper lidt øl og sodavand, samt går en tur i hyggelige Flensborg by. Fredag skal Manden til Julefrokost med arbejdet - igen, så jeg er alene hjemme og har ingen anelse om hvad jeg skal spise, det ender nok med vietnamesiske forårsruller, det er bare min yndlings!

Det bliver en hyggelig uge, og rart at få ryddet lidt ud i fryseren :)

- Maj :D

søndag den 2. december 2012

H.C. Andersens Julemarked...

Som jeg skrev igår, tog Manden og jeg til H.C. Andersens Julemarked her i Odense, der altid bliver afholdt de to første weekender i december. Sidste år havde jeg mega travlt med eksamen og arbejde i Magasin, så der fik vi ikke tid til at tage afsted, men i år ser mine planer jo en kende anderledes ud ;) Så da vores andre planer om at tage til Jylland til fødselsdag faldt i vasken, drog vi på julemarked istedet!

Julemarkedet foregår inde i Odense midtby, og der er en masse boder med alskens ting og lækre sager man kan købe og smage på - det er ikke tosset, men det er svært at finde en p-plads da der kommer utrolig mange mennesker, så jeg vil anbefale at man enten tager cykel, offentlig transport eller finder en p-plads lidt væk fra city - det gjorde vi, da det var fysisk umuligt at finde noget da vi ankom!

Vi gik rundt og kiggede lidt på alle de skønne boder, da vi mødte Mandens forældre, som inviterede os på frokost hos Grønttorvet:

En lækker ribbenssandwich...


Til frokost nød jeg ovenstående ribbenssandwich som var lækker og mør, og heldigvis var ribbenstegen ikke 50% fedt, som man ofte ser, der var masser af saftigt kød og det smagte skønt. Manden fik en lækker Pariserbøf med alt hvad der hørte til og der var bøffen også stegt rosa inden i og lækker saftig.

Efter vi havde hygget i 1½ time sagde vi farvel til mine søde svigerforældre og vi vandrede videre rundt på markedet og fik købt lidt lækkert:

Selleberg havde en lille bod og jeg kunne ikke stå for fristelsen for alkoholfri
kirsebær glögg - som smager fantastisk og et glas kirsebærsauce til juleaften :)


Manden faldt over Indslev Bryggeris bod og kunne ikke nære sig for
at slæbe 5 specialøl med hjem :)


Blandt de mange boder med frugt og grønt - hvor langt de fleste er økologiske, fandt
jeg disse fine franske kastanjer som jeg glæder mig til at indtage!


Til sidst købte barnet i mig, ikke Haletudsen, en kæmpe stor lyserød candyfloss,
det bliver man bare ikke for gammel til ;)


Udover ovenstående købte vi også noget lækkert brød og en kæmpe Honningbombe som smagte fantastisk
Hvis man er i Odense eller omegn i denne tid, så kan jeg hvertfald godt anbefale at besøge julemarkedet, og hvis man som jeg ikke er så vild med julen, så er der alle de gode madboder at gå efter ;)

- Maj :D