Vræl, Vræææææl...
"Er han nem?" - dette spørgsmål blev Manden og jeg mødt med SÅ ofte, da vi lige var blevet forældre til ovenstående skrighals, hvordan skal man svare på det, på en pæn og diplomatisk måde? Vores blev det korte: NEJ, og så, så folk mærkelige ud i hovederne, og man kunne se de lige skulle tygge på et svar, de ikke havde forventet!
Men helt ærligt, hvorfor skulle alle babyer være "nemme"? og hvad består det der nem af? en baby der aldrig græder? en baby der er rolig? en baby der aldrig brokker sig? Tja, så var og er T bare ikke en nem baby, og hvad så? Jeg elsker ham mere end noget andet, og han har virkelig meget personlighed!
Nogen gange, ville jeg gerne have en "nem" baby, en der ikke tuder som en sirene når han pludselig finder ud af at han er sulten, selvom jeg lige har prøvet at give ham flaske, en der ikke ligger og brokker sig og vrider sig, bare fordi jeg ikke lige leger med ham i 10 min, en der er så tydeligt utilfreds når mor (eller far) ikke med det samme fatter, hvad det er han prøver at kommunikerer ud... Tristan har temperament, det er der ingen tvivl om, han brokker sig, vræler, vrider sig og gør sig så mange krumspring, at jeg godt kan frygte for hvordan det ikke bliver, når han kan sætte ord på alt det der frustrerer ham - hvem sagde manglende tålmodighed?
"DUMME MOR"
Jeg har lige så stille, hen af vejen, accepteret det faktum at Tristan ikke er en "nem" baby, men han er helt sin egen, og det passer mig helt fint, indtil nogen påpeger at han er lidt "besværlig" eller at han skriger vel højt - jamen for pokker, han er jo en baby, og hans lyde er jo den eneste måde han kan kommunikere med, og ja, det bliver oftest i hyl og skrig, men misforstå mig ikke, det er efterhånden ved at høre til sjældenhederne at han skriger og hyler, men når det sker, så er det gerne mens der er folk omkring ;)
Men hvad der nok provokerer mig aller mest er, når andre småbørnsmødre bruger sætninger som denne: "Han er så nem og god" - hmm... okay så, så kun nemme babyer er gode? Er Tristan så ikke god? Jeg ved det godt, det er ikke det de mener, men det rammer mig bare lidt, for dybest set, handler det jo om, at jeg ikke ønsker at andre skal se på T som noget andet end den perfekte, skønne og dejlige dreng han er, at han ind i mellem bliver byttet ud med et skrige monster, det er jo hverken hans skyld, eller min - eller er det? min altså...?
"Så STOP dog"
Måske handler det også om, at jeg er bange for at andre vil stemple mig som en dårlig mor, en mor som tydeligvis ikke kan finde ud af at gøre sit barn tilfreds, hvor ofte har jeg ikke hørt/læst sætninger a la dette: "min baby er bare så glad og tilfreds altid, jeg er så stolt" - shit altså! Her er der fanme tale om, at jeg føler mig som en vaskeægte Lortemor... er jeg ikke det, når min baby ikke er glad og tilfreds ALTID? er jeg en dårligere mor, fordi mit barn ikke har et roligt gemyt? Jeg ved det ærlig talt ikke, fordi min paranoia nok tager lidt over, og fortæller mig, at HVIS jeg var en bedre mor, så ville T være gladere, og ikke græde/hyle/vræle så meget...
Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg, udover, måske håbe på, at T ikke er den eneste baby med temperament, som ikke er rolig og smilende altid, men at man alligevel er en god mor det til trods - for jeg håber det inderligt, lad mig ikke sejle i min egen sø, giv jer til kende, hvis jeres børn er som T, for jeg føler mig lidt ensom... og hvis jeres børn er rolige, nemme og ikke vrælende, må I altså ikke føle jer truffet af noget af det jeg har skrevet, jeg er bare lidt usikker i disse dage...
"Jeg er absolut ikke tilfreds - gør dog noget!"
Her til sidst, så føler jeg lidt, at jeg også må "forsvare" T lidt, han er jo ikke altid sur og han vræler jo ikke hele tiden, det var jo primært i starten, men han er bare ikke et roligt barn, og jeg tror altid han vil udtrykke sin utilfredsstillelse på den højest tænkelige måde ;) Lige som sin mor OG far, da de var børn... ja, både Manden og jeg har noget af et temperament!
Jeg håber I må få en dejlig søndag derude, jeg havde lige lidt jeg skulle ud med i dag...
- Maj :D
Kære, søde Maj :) Jeg giver mig fluks til kende. Jeg har så absolut ikke "et nemt barn". Jeg har heller ikke et "mildt barn", som jeg ofte er blevet spurgt om. Jeg har et temperamentsfuldt, stædigt, højtråbende, bestemmende, udfordrende, grænseoverskridende og helt igennem vidunderligt barn. Der så meget spræl og liv i min dejlige tøs, så jeg er forpustet 80% af min vågne tid og det har jeg været siden hun kom til verden. Og for hulan hvor jeg elsker hende og alle hendes sider. Jeg genkender nemlig også både hendes far og mig selv i hende. Æblet falder ikke langt fra stammen ;)
SvarSletDet er så dejligt at læse med her hos dig, for jeg føler mig pludselig ikke alene med mine tanker og til tider bekymringer. For jeg har også en uro i mig, når jeg hører om alle de der "nemme børn". Jeg mener intet ondt i det ordvalg. Det gør mig bare lidt forvirret - Hvordan kan mit barn have fået så meget mere spræl da det blev delt ud? ;)
Vi har i nogle/en del år stået til bedømning som barn, skoleelev, datter, veninde, kvinde, kæreste, kone etc. Nu står vi her som mødre og jeg synes det er knaldhårdt. Jeg tvivler på mig selv på måder jeg aldrig har gjort før og selvom alle mulige mennesker - bekendte såvel som professionelle - siger, at jeg er en fremragende mor og at jeg gør det godt, så står jeg hele tiden overfor hende der i spejlbilledet. Det her er min største prøvelse ever. Jeg falder konstant i fælder, sammenligner mit barn med andres og tænker mit. Og fornuften har pakket kufferten og er fløjet sydpå. Men som du siger, vi elsker de små mere end noget og for os er de perfekte - også selvom de kan være nogle skrigeskinker. Det er jo det der betyder noget, så lad os bare holde os til, at det at de er sine egne er det der gør dem perfekte. De bliver sgu ikke kørt over af nogen i vuggestuen, Maj. Og dét er jeg så glad for. De kan sige fra og stå op for sig selv. Dejlige, lækre, stærke unger ♥
Klara har i formiddags været sur 50% af tiden. Nu går hun tur med sin farmand og jeg savner hende. Også selvom hun er lidt en drage ;)
Undskyld den lange smøre. You are not alone.
Kram fra mig.
Åhhh TAK Ditte :-*
SletJeg følte mig en smule ensom pludseligt, for jeg faldt jo også i alle de der fælder ikke - sammenligner Tristan med andre børn, men hvad jeg efterhånden er ved at gennemskue er, at mange helst vil fremstille tingene perfekt, frem for at komme med den grimme sandhed til tider, og det er det der glansbillede der gør mig usikker, fordi det ikke lige hersker hjemme hos os!
Jeg tror bare jeg skal lære at vende det døve øre til, når andre taler om deres åh så nemme børn der sover igennem og har gjort det siden de var helt spæd, for det hjælper jo ikke mig på nogen måde, andet end den der nagende tvivl, og den er sq da bare for dum, jeg gør det jo godt nok, det ved jeg jo godt inderst inde!
Hvor er det også paradoksalt, det der med børn, jeg mener, ind i mellem bander jeg T væk - helt væk til hvor peberet gror, og når han så er smuttet et sted med sin far eller bare ligger og sover, så savner jeg jo det lille bæst, det er så skørt!
Tak igen Ditte, for en dejlig kommentar!
- Maj :D
Sikke et dejligt indlæg. Især fordi jeg lige nu har en snart 3 uger gammel baby, som jeg faktisk ikke synes er "nem", selvom han jo faktisk sover ret meget! Men når han vågner så er det også med skrig og der skal bare et bryst i munden NU! Og de få timer hvor han er vågen, kan han virkelig være sur. Og det kan man måske ikke sige om en 3 uger gammel baby, men det er nu det engang jeg vil kalde det. Når det er sagt, så skriger han jo ikke hele tiden og smil har jeg også fået, men NØJ et temperament den lille mand har sig. Hvis jeg rykker mig lidt under en amning, så slipper han brystet og skriger, fordi jeg jo skal sidde stille osv. osv. Hans søster har også temperament, men synes godt nok det er "værre" med lillebror her. Og jeg tænker også "er det fordi jeg ikke gør det godt nok?", men alligevel VED jeg jo godt, at det gør jeg. Hans storesøster klarer sig i hvert fald godt.
SvarSletDet er dejligt ikke at føle sig alene, og blogland kan jo nemt udstille "det nemme barn", måske jeg også gør det selv, men det skal ændres! NU!
Så tak for dit ærlige indlæg. Er sikker på at du er en fantastisk mor ;)
Tusind tak for de fornemme ord! Jeg sidder og bliver helt rørt over, at jeg kan gøre bare en lille forskel ved at tage bladet fra munden, det er jo så dejligt!
SletJeg kan SÅ meget sætte mig ind i din situation, for den minder virkelig meget om min første tid med Tristan, bortset fra han heller ikke gad og sove - åh suk! Men i laaaaaang tid, var jeg overbevist om at Tristan bare hadede mig, for han var bare SÅ sur og utilfreds når han var vågen, men det ændrede sig heldigvis efter uge 8, hvor han ligesom fandt sit smil frem og bedre kunne udtrykke når ham var tilfreds eller havde det sjovt!
Og selvfølgelig gør du det godt nok, for ellers vil du jo ikke tvivle, jeg tænker ofte, at det er den tvivl som vi placerer på os selv, der nok bevidner om at vi rent faktisk gør det godt, for hvis vi ikke reflekterede over de hændelser, jamen så ville vil jo ikke engang vide at der er noget galt, hvis det giver nogen mening?
Og jeg tror ikke at vi er alene, jeg tror der er mange flere med de samme tanker end man skulle tro, men det er nok nemmere at fremstille et glansbillede end at sige at livet som mor nogen gange bare sutter R*V ;)
- Maj :D
Der er bare noget helt misforstået i den tanke.. eller flere af de tanker du skriver om. Den der med baby der er så nem - så man er stolt... ARggg.. Så du er stolt af din baby fordi den gør noget? hvordan skal det dog ikke gå det stakkels barn senere hen, når barnet er god - er det godt nok? ;) (kæphest)
SvarSletVær du blot stolt af at Tristan er sin egen og ingen børn er nemme altid - nemme babyer, så ved vi jo alle sammen at nemesis rammer når de bliver teenagere ikke ;)
Et eksempel to nevøer har jeg, ca 1½ måneds aldersforskel, nevø 1 som nærmest på rutine fra han var 14 dage gammel. Ihh og åhhh.. ja ja, det holdt til han blev 6 md, så skulle der laangt mere arbejde i søvnen - som han jo nægtede at deltage i ofte. Nevø 2 havde INGEN søvnrutiner og var en 'besværlig baby' at få til at sove de første 5 md, nu 10 md, og sover som en engel med smil på læben.
hvis andres tanker falder på om du er en god eller dårlig mor, så har det jo meget lidt med virkeligheden at gøre ikke.. for det er du jo! At Tristan er en drillepind og udfordre dig - det gør ham jo interessant ;)))))
Kh
S
Ha ha ha - en drillepind, det er vidst meget rammende ;) Og ja, han udfordrer mig på det groveste, og mine grænser er blevet rykket i sådan en grad, at jeg simpelthen i starten ikke kunne følge med, men med tiden synes jeg virkelig jeg er vokset med opgaven, og Tristan og jeg har fundet vores helt egen melodi, heldigvis!
SletDu rammer, som altid, hovedet på sømmet, for Tristan har en fætter som kun er 14 dage ældre end ham, og hans bedsteforældre (på Mandens side) sammenligner dem (ofte) og jeg ved de ikke gør det bevidst, og heller ikke i ond mening, men synes bare tit det bliver fremstillet til at T's fætter er det gode, nemme barn, der sidder stille hos de voksne på skødet, sjældent siger en brokkelyd og man kan lægge ham på et aktivitetstæppe i evigheder uden at han mister tålmodigheden, hvor Tristan nemlige er helt skråt modsat! Han har ikke tålmodighed til bare at blive placeret på et skød og bare sidde der, han vil aktiveres (og det er åbenbart det der er besværligt...), Tristan brokker sig højlydt, når han synes at nu har han altså ligget længe nok og når han vil noget andet, og det kan åbenbart virke som besværligt, men jeg er jo bare vant til, sådan er Tristan ;)
Og hvorfor er det vi Ihhher og Åhhher når babyer/børn er stille og rolige, hvorfor er det at det er automatisk for dygtige børn?
- Maj :D
Hvor er det dejligt, at du endnu engang er så åben, søde Maj :)
SvarSletOg hvad er nemt? Det som nogen synes er nemt, er det jo ikke nødvendigvis for andre. Jeg har f.eks. ikke ret meget tålmodighed, så jeg er da hurtig til at sige, at han er en røv, haha. Og andre synes måske, at det er fantastisk, at have et barn klistret ind til kroppen 24/7.
I er sgu gode begge to! Og du kører bare den mor-style, som du føler er rigtig, og så lukker vi lige ørerne for andre. De kan jo bare nyyyde det ;)
Du har så evigt ret Anja, for det er jo ofte et temperaments spørgsmål! Min manglende tålmodighed, og ikke mindst den kæmpe usikkerhed der herskede i starten, nok har været med til at fodre den tanke om at Tristan bare var verdens mest besværlige baby - og det er han jo slet ikke ;)
SletJeg har en veninde som har en nyfødt, og denne lille dreng sov allerede fra de første uger 4-5 timer om natten og når han er utilfreds eller "brokker" sig, så kommer der verdens mindste lyd - og hun synes alligevel det var skidehårdt at være mor, og det gør hun jo, fordi hun aldrig har prøvet at være mor på en anden måde og alt er vendt op og ned, men jeg må indrømme, at i mit stille sind bandede jeg hende lidt væk, og tænkte hun skulle bare vide hvor højlydt sådan et spædbarn egenlig kan være ;)
Og ja, jeg skal virkelig bare være bedre til at lukke ørerne for alle andre, det er nok der mit problem egentlig er!
- Maj :D