Et af de lidt mere personlige indlæg...

Tristan og Mor <3

Før jeg kommer til det lidt mere følsomme emne, dette indlæg rummer, vil jeg lige afslutte T's indkøring i vuggestue, lige pt er den sådan set afsluttet, men vi tager det stille og roligt de næste par uger, så jeg ser det stadig lidt som en opstart.

Som jeg har fortalt i de tidligere indlæg, så har T taget det hele i stiv arm og overraskende pænt, men vi har kunnet mærke det på ham herhjemme, hvor søvnen ellers gik så fantastisk i starten, nu er gået over og blevet noget mere urolig, der er simpelthen så meget der skal bearbejdes! Indtil videre har han stadig ikke vist tegn på at savne mig når jeg er smuttet, men det kan komme lige pludselig eller måske ikke, det må tiden jo vise!

Men jeg vil kalde indkøringen en succes, og så må vi tage sen-reaktionerne, hvis der kommer nogen...

Nå, men nu til det mere ømtålelige emne, jeg har altid, synes jeg selv, været meget ærlig herinde, og jeg har tænkt på dette i lidt tid, men jeg har brug for at komme ud med det, selvom det er lidt svært at få formuleret på en klar og koncis måde, så bær en smule over med mig, hvis det virker rodet og usammenhængende det hele...

Jeg er udkørt!

Min sundhedsplejerske og min læge har begge bekræftiget det og bedt mig om at tage tid til at slappe af og holde op med at stresse for meget og stille så høje krav som jeg gør - altså til mig selv! I 9,5 måned har jeg været mor, en mor som har stilt alt for høje krav til sig selv og lidt under min egen perfektionisme og givet mig selv dårlig samvittighed for alt der går galt... ja, jeg har ikke været god ved mig selv, og jeg betaler desværre prisen nu, jeg har i længere tid været meget træt - så træt at jeg næsten har haft fysisk ondt, jeg har ikke haft det vilde overskud og når jeg har haft noget tid til mig selv, så har jeg alligevel lavet noget praktisk - jeg skal jo ikke kun være en perfekt mor, jeg skal også have er pænt og ryddeligt hjem samt være den perfekte værtinde, svigerdatter og kone.

Vi er alle forskellige som mødre, og som personer, for der sidder nok nogen derude og undrer sig over at jeg kan være udkørt efter en barsel og og kun et barn, samtidig med at andre kvinder sagtens kan være mødre til 1,2,3 og mange andre børn, uden at blive udkørt, men det er jeg - og hvis det ikke var for min sundhedsplejerske, så havde jeg nok ikke taget det alvorligt, men det skal jeg! Hun fortalte mig også, at grunden til at jeg er så udkørt, er at Tristan er et krævende barn, og det er ikke negativt ment, men at han tager 100% af al min fokus når jeg er sammen med ham, og jeg faktisk ikke får et pusterum når han er vågen, så mine dage kan ind i mellem være ret voldsomme! Jeg har altid vidst at han ikke er et såkaldt nemt barn, men at en anden fortalte mig, at hun godt kunne forstå at jeg var træt, når man havde en håndfuld som Tristan - og hun har altså selv 3 børn ;) Hun mente også at det var godt, både for T og mig, at han allerede var startet i vuggestue, han har så  meget krudt der skal brændes af, og han højest sandsynligt var begyndt at kede sig herhjemme, og også derfor han har taget indkøringen så pænt!

Det er ikke for at I skal have ondt af mig, men jeg har brug for at fortælle det, og komme ud med det - og I må ikke misforstå mig heller, jeg elsker Tristan af hele mit hjerte, og kunne ikke forestille mig en anden tilværelse end at være mor til ham, men jeg skal bruge lidt tid på at pleje mig selv, og vænne mig til tanken om at jeg altså ikke er en dårligere mor end dem med et roligt barn, mit barn er der bare fuld skrue på og det er bare lidt mere krævende :)

Der er så mange tanker jeg ville nedfælde, men de er så rodede lige pt, at jeg skal bruge lidt tid på at samle dem, hvis de nogensinde bliver det... men indtil da, må I bære lidt over med mig, for jeg kommer ikke til at opdatere bloggen hver dag, men når jeg har overskud til det, men hvis I vil følge mere med i mit liv, så kan I altid følge mig på Instagram: Majb81

- Maj :D