onsdag den 20. november 2013

Pasta med laks og spinat...

En tallerken fyldt med smag og lækkerhed!


Jeg har sagt det før og gør det igen, jeg elsker nem mad - som både er billigt og lækkert, og det er ovenstående ret altså! Hvis man vil gøre det LCHF så kan pastaen sagtens erstattes af en omgang lækker squash pasta eller strimlet spidskål!


Ingredienser:

  • Pasta
  • 1 lille pakke god, røget laks skåret i strimler, min var den økologiske fra levevis, så lækker
  • 200 g. frossen spinat
  • 1 løg i tern
  • 2 fed hvidløg finthakket/knust
  • Fløde
  • Citron
  • Salt og peber
  • Parmesanost

Tilberedning:
  1. Start med at sætte vand over til pastaen, og husk at salte vandet rigeligt.
  2. I mens sauteres løg og hvidløg i en saute pande eller stor gryde, til det er blødt og gennemsigtig, pas på med at branke, da hvidløget bliver besk.
  3. Tilsæt fløde efter smag og hvor meget sauce du vil have, dernæst spinat og læg et låg på, og ryst saucen ind i mellem til spinaten er tøet.
  4. På dette punkt skulle vandet gerne koge, smid pastaen i vandet, og lad det koge al dente, eller hvordan du foretrækker det.
  5. Saucen smages til med citron, salt og peber og holdes varm til pastaen er færdig og lige inden pastaen vendes i saucen, tilføjes laksen, således den lige bliver varm.
  6. Server retten med generøse mængder parmesan og et drys persille hvis man lyster.
NOTE:
Jeg har også lavet retten med mælk og flødeost, hvis jeg ikke lige har haft fløde, og specielt en god hvidløgsost eller den grønne pikant er fremragende til retten!

- Maj :D 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar