mandag den 19. november 2012

Brug dine rester: Pandekager af kartoffelmos...

Da jeg i torsdags havde lavet enebærgryde, serverede jeg kartoffelmos til - og jeg havde lavet alt, alt for meget mos! Så jeg smed mosen i fryseren og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre ved den. Min første tanke var at lave kroketter, men istedet lavede jeg lækre pandekager eller klatkager af dem:

En ordentlig bunke kartoffelpandekager!


Jeg har ikke nogen decideret opskrift, da det jo vil variere hvor mange rester man har at gøre med, men jeg havde en hel del, så i får det i ca. mål:

Kartoffelpandekager
4-6 pers.

Ingredienser:
  • en stor rest mos (grøntsagsmos ville også være lækker) af ca. 1 kg. kartofler
  • 2 dl. mælk
  • 2 æg
  • 4 forårsløg fintsnittet
  • salt og peber
  • mel
  • olie
Tilberedning:
  1. Rør mosen med de øvrige ingredienser, bortset fra olien, og sørg for at konsistensen er tyk, men på ingen måde flydende.
  2. Varm en stor pande op på middel/høj varme og bag 3 mellemstore pandekager af gangen, til de føles faste inde i midten og er gyldne udenpå.
Pandekagerne smagte rigtig dejligt, og var let bløde inde i midten - igår serverede jeg dem med spareribs whiskeysauce og hvidløgsbrød fra fryseren og i aften vil de blive spist med torskerognsdeller.

NOTE:
Man kan sagtens lave dem væsentligt mindre end mine, og servere dem som blinis med lækkert topping.
Jeg nøjedes med at krydre dem med salt, peber og forårsløg, men røget paprika, chili og andre krydderurter ville virkelig også komplimentere dem -  mulighederne er hvertfald mange.

Mums mums... let og lækkert!


Velbekommen derude!

- Maj :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar