tirsdag den 20. november 2012

Torskerognsdeller, råkostsalat og remouladesovs...

Gårsdagens aftensmad...


Igår stod den på fisk og rester til aftensmad - resterne bestod i kartoffelpandekagerne som jeg lavede i søndags og fisken kom i form af torskerognsdeller, som jeg fik ideen til, da vi havde 2 dåser torskerogn som gloede på mig!

Ligner til forveksling almindelige fiskefrikadeller...



Torskerognsdeller
ca.10-12 stk.

Ingredienser:
  • 2 dåser torskerogn
  • 2 æg
  • 2 spsk. kartoffelmel
  • 2-3 spsk. havregryn
  • 4 fintsnittede forårsløg
  • saften fra ½ citron
  • ½ - 1 bundt hakket dild (mit var meget stort)
  • salt og peber
Tilberedning:
  1. Mos torskerognen i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser, rør godt sammen til massen er lind - men ikke for tynd, og sammenhængende.
  2. Lad farsen hvile i ½ time i køleskabet.
  3. Varm en pande op på middel/høj varme og steg dellerne til de føles faste og er gyldne udenpå.
NOTE:
Dellerne var et stort hit, men næste gang vil jeg nok skrue mere op for krydderurterne og krydderierne, men i denne variant kommer torskerognen dog til sin ret.

Råkostsalat...


Jeg har barndomstraumer omkring råkostsalat, og har ikke lavet det i hele mit voksentliv, men lige pludselig fik jeg en voldsom trang til det, og det smager jo skønt - og det er kommet for at blive, for det kan jo varieres i det uendelige!
Denne variant blev lavet på:
  • 6 gulerødder revet
  • ½ granatæble
  • 1/4 ds. ananas
  • lidt ananasjuice
  • citronsaft
Næste gang kunne jeg godt fristes til at putte tørrede frugter og lidt hakkede nødder i, men gjorde det ikke denne gang, da Manden ikke er fan af nødder i mad!

Det sidste der var på tallerkenen var en remouladesauce, som jeg blev inspireret af, af Lise.
Jeg lavede dog lidt ændringer, så det passede bedre til vores smagsløg = ingen kapers...

Remouladesovs a la Lise
2 pers.

Ingredienser:
  • 3 spsk. creme fraiche 9%
  • 2 spsk. remoulade
  • ½ finthakket rødløg
  • saften af ½ citron
  • 1 tsk. karry
  • salt og peber
Tilberedning:
  1. Rør alle ingredienserne godt sammen og lad det trække inden servering, så træder smagene bedre frem.
Denne remouladesovs smager rigtig fint og vil passe sig godt til alle retter man vil spise remoulade til, Manden var hvertfald solgt og det er ikke sidste gang jeg har lavet det!

Aftenens Tallerken...


Det er et nemt og overskueligt måltid, der heldigvis ikke krævede en masse, for jeg er stadig syg, nu er den onde halspine væk, istedet hoster jeg som en gammel søløve, og vækker mig selv om natten med den infame hoste...
Jeg skulle have haft en veninde på besøg idag, men det aflyste jeg, for hun er også gravid, og jeg vil ikke smitte hende - i morgen står den på fødselsdag, som vi nok er nød til enten at aflyse eller tage tidligt hjem fra, hvis ikke jeg får det bedre! og torsdag står den på tøsehygge, som jeg virkelig ikke har lyst til at gå glip af, men hvis jeg stadig hoster og harker, og ikke sover om natten, så er der ikke meget at gøre, end at holde min seng... argh... der er bare aldrig et godt tidspunkt at være syg på!

- Maj :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar