torsdag den 16. maj 2013

Lidt om barselsliv...

Lille og helt ny!


At være på barsel, kan for nogen godt lyde som en hyggelig affære, man skal ikke på arbejde og man er hjemme med sit barn og hygge... og jo, sådan er det måske for nogen mødre og sådan er det ikke for andre!
Jeg vil ikke sige at jeg synes det er hyggeligt at være på barsel, det er det sommetider (langt oftere nu, end i starten) og andre gange er det benhårdt arbejde, og det handler selvfølgelig om hvilket slags menneske du er, men også om hvordan dit barn er.
Tristan har krudt i måsen allerede nu, og synes ikke det er skidesjovt at hans mor lægger ham til at lege for sig selv, han vil langt hellere at jeg underholder ham dagen lang, så det gør jeg - for det meste! Andre dage så får han lov at ligge på gulvet med sit legetøj og brokke sig lidt, det tager han altså ikke skade af, og mor skal altså have lov at gå på toilettet ;)

Jeg er heller ikke just den slags mor der finder tilfredsstillelse i at sidde og dikke dikke med mit barn dagen lang, som en i min mødregruppe meget præcist observerede omkring mig, så har jeg enormt stort behov for egotid og bare at være Maj og ikke kun at være mor. Udover ego tiden, som jeg heldigvis får en del af i form af biograf/cafeture med mine veninder og jævnlige alenetider, hvor Manden tager Tristan med ud til hans forældre eller ud at handle, kan dagene i ens barselsliv også blive rigtig lange, hvis man bare er lukket inde i sit hjems 4 vægge med kun baby som underholdning, jeg har virkelig brug for at interagere med andre mennesker eller komme lidt ud, og det kan ske i mange former som fx:
  • Mødregruppe
  • Babysalmesang
  • Baby rytmik
  • Baby svømning
  • Babybio
  • Baby brunch
De ovenstående er nok de mest populære valg, og der er faktisk rigtig mange muligheder for at komme ud blandt andre mødre, hvor der ikke bliver kigget skævt til hverken amning eller skrigende babyer. Specielt mange kirker laver nogle fine sammenkomster og arrangementer både for dem med babyer og for dem med lidt større børn, så det er et værd at se i det kirkeblad der kommer i vores postkasse, som de fleste af os bare kyler ud ;)

Det at være i mødregruppe for mig har været absolut fantastisk, og jeg kan kun tilråde andre kommende mødre at takke ja til tilbuddet, man kan være uheldig og få en mødregruppe der bare ikke clicker, men det er et forsøg værd.
Min mødregruppe er rigtig god, og vi får vendt og drejet hver en lille ting, givet hinanden gode råd, giver små fifs videre og hygger med god mad og drikke. Det gode ved en mødregruppe er, at de er i nøjagtig samme situation som dig, og det er helt tilladt at tale om bleer, manglende søvn, udslæt af den ene eller anden art etc. ting som dine veninder måske ikke gider at høre på i flere timer! Hvad jeg også tror der er rigtig godt i min mødregruppe er, at der er ikke nogen konkurrence, vi konkurrerer ikke indbyrdes med hvis baby kan hvad og hvornår, men istedet glædes vi over at hinandens poder er så dygtige, og hvis jeg fx klager min nød over at Tristan er lidt tung i gumpen og derfor har svært ved at rulle, så trøster de mig og siger at det skal nok komme, og at der er mange ting han kan som deres måske ikke gør endnu, det er jo bare en skøn opbakning og man bliver bare i så dejligt humør efterfølgende!

En anden ting jeg vil slå et stort slag for, er babysalmesang, det foregår som reglen i de lidt større kirker, hvis du er i tvivl, så prøv at slå din nærmeste kirke op.
Man skal ikke være hellig eller troende for at tage med til babysalmesang, det handler egentlig bare om at få sunget en masse for de små og at det så er salmer, det betyder ikke så meget, hvertfald ikke for mig.
Tristan og jeg nyder at gå til salmesang, det er så hyggeligt at møde andre mødre, synge for sit barn og bagefter bliver der serveret kaffe, the og franskbrød og så kan man lige få snakket lidt, det er rigtig hyggeligt og en god måde at få lært lidt sange man kan synge for sine børn, mine har indtil videre været meget hjemmebryggede sange a la:
"Tristan sov nu - sov nu - sov nuuuu, for pokker da!" eller "Skiderik, skiderik, du er en værre skiderik" - den sidste sang er til ære for at drengen pludselig rumle sk****r for tiden ;) Så at have lært nogle lidt mere brugbare sange med genkendelige melodier får ham til at falde til ro meget lettere!

Det her er bare et lille håndpluk af hvad man kan melde sig til og gøre med baby, så der ikke går for meget barselskuller i den - det har hvertfald hjulpet mig rigtig meget!

Er der nogen der har flere forslag, så skriv gerne, jeg tager alle forslag med kyshånd!

- Maj :D

8 kommentarer:

  1. Jeg tænker: "Gad vide, hvad baby brunch er?" Det har jeg ikke hørt om før :)

    Og så synes jeg det er lidt træls, at "så mange" af aktiviteterne skal foregå i kirken... der må da være andre, der også laver nogle sammenkomster?
    Vil ærlig talt langt hellere sidde og synge nogle sange for baby, der ikke er relaterede til kirke og Gud. Også selv om jeg udmærket er klar over, at motivationen for det ikke behøver være tro.

    Men jeg synes det er rigtig godt, at du er så fokuseret på at komme ud og se andre mennesker under din barsel :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha, nej, jeg tror heller ikke jeg havde hørt om Baby Brunch før jeg blev mor, men her i Odense er der nogle steder, som med baby bio, har brunch hvor det er specielt for mødre og deres babyer ;)

      Jeg er på ingen måder kristen eller troende, men må indrømme, at jeg synes det er rart at kirkerne gør så meget for mødre og familier, netop fordi ikke så mange andre gør det! Jeg har ikke rigtig stødt på noget andet tilsvarende her i Odense, men måske der er i Aalborg?

      Det er bare alfa omega for mig, at jeg bevarer mig selv og at jeg kommer ud, min personlighed er bare slet ikke til at sidde og være muret inde med kun baby! Og Tristan er jo også langt gladere med en tilfreds mor!

      - Maj :D

      Slet
  2. Spændende indlæg - især for en kommende mor :)

    Blev faktisk i dag prikket til, da jeg i biffen hentede billetter til en film -"Nu hvor du venter en lille, skal du vide at vi har Babybio sidste torsdag hver måned" :D Friskt nok at hun sagde det, selvom jeg har set annoncer for det i lokalavisen. Tænker at det kunne være hyggeligt at tage i biffen med baby, enten alene, med faren eller mødregruppen.

    Babysalmesang er også oplagt - jeg elsker de gamle salmer og vil rigtig gerne have at mit barn også kommer til at kende dem - han bliver født ind i en kristen familie, så det vil jo være oplagt.

    Det er fedt at høre at din barsel ikke kun er babyboble - jeg sætter også min egotid højt ligesom dig, og jeg tror også at det er det, der giver overskuddet i den sidste ende. 'Er mor ikke glad - kan hun ikke gøre baby glad' - something like that...
    Her snakker manden og jeg om stadig at kunne gå ud og have alenetid, når baby kommer - for os begge (hver især) Det er også vigtigt, så vi ikke bare isolerer os med baby i lejligheden...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind Tak Ann :)
      Og ja, hvis man som dig er kristen, så er babysalmesang lige til højrebenet ;) selv som ateist er det nu hyggeligt, og ikke mindst for det sociale udbytte!

      Jeg har hele tiden gjort det til en prioritet ikke at glemme mig selv, for det at blive mor fylder så meget, at man i perioder KUN er mor, og det kan jeg mærke slider på mig! Og du har helt ret, jeg er en langt bedre mor, når jeg har tanket lidt op på Maj-kontoen ;)

      - Maj :D

      Slet
  3. Fedt indlæg.. Jeg har også tænkt meget på, hvordan jeg skal bibeholde mig selv, når jeg nu bliver mor. Alle steder står der, at man skal huske stadig at være par og have voksentid sammen, selvom man er blevet forældre. Men der står overraskende lidt om, hvordan mor bibeholder sig selv og ikke bare går i amme-baby-mode.

    En af mine store bekymringer har været, at jeg er den første af mine nære veninder, der får barn, så jeg er bange for, at mit liv pludselig bliver meget forskelligt fra deres og at vi så glider fra hinanden. Så jeg glæder mig især til at få en mødregruppe og har haft meget gavn af at møde kommende mødre til fødselsforberedelsen :)

    Super gode forslag til aktiviteter med baby, dem vil jeg glæde mig til at gøre brug af :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Søde Louise!
      Og nej, der står meget lidt om hvordan man bibeholder sit jeg, og ikke kun er mor/serviceorgan når først baby er kommet til verden! Og i den første tid, der bor man også lidt i den der babyboble, men når hverdagen kommer, så er det sq godt at kunne komme ud, enten med baby eller bare som Louise!

      Jeg har heller ikke mange nære veninder som har børn, faktisk kun en! Men mine veninder har taget det super pænt, og forstår godt at ens prioritering er en anden nu, og at man desværre ikke kan ses spontant eller så hyppigt som før!

      Og hvis du bliver alt for ensom - så kan du altid skrive, så kommer Tristan og jeg gerne på
      barselsbesøg :)

      - Maj :D

      Slet
  4. Møg computer! Jeg havde lige skrevet en lang kommentar, og så løb den tør for strøm, og kommentaren blev slettet :o(

    Nu bliver junior jo godt nok snart 2, så barselstiden ligger allerede et stykke tid tilbage, men jeg er næsten enig i alt hvad du har skrevet :o)

    Vi benyttede os også af baby-bio - STOR succes - og babysalmesang, som vi elskede. Der var vi desværre ikke sammen med nogle vi kendte, da vi pga. af juniors operation ikke måtte komme udenfor døren i 3 uger :o(

    Men noget af det absolut bedste var og ER min mødregruppe. Jeg ved ikke om jeg kunne have klaret det hele uden dem :o) Det er så skønt med et sted hvor man kan komme af med frustrationer og dumme spørgsmål :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ville rigtig gerne i babybio, men da T var helt bittelille sov han jo meget lidt og skreg rigtig meget, så turde ikke rigtig vove mig ud i det! Og nu er hans rutiner således at han ikke sover der mellem 10-12, så ved ikke om vi for det gjort...

      Jeg tilskynder også bare alle til at takke ja til mødregruppe, kan slet ikke forstå dem der ikke vil, det er bare crazy ;) og tak for kommentaren Søde Camilla, specielt fordi du skulle skrive den to gange ;)

      - Maj :D

      Slet