tirsdag den 9. april 2013

Blod, sved og tårer...

var hvad det kostede mig at føde mit lille julemirakel!


Far og en meget Lille Tristan...

Dette indlæg har været længe undervejs, og jeg tror det er meget godt at jeg har ventet lidt med at skrive det, for det er en oplevelse jeg ærlig talt skulle have tid til at fordøje, det var virkelig hårdt, og havde du spurgt mig lige efter fødslen, så gjorde jeg det ikke igen, men spørger du mig nu, så ved jeg jo hvad det indebærer, hvor mine grænser er og hvad jeg kan og ikke kan, og derfor er jeg villig til at gøre det hele igen, for at jeg en dag kan gøre Tristan til en stolt storebror (om mange år... ;P) og Manden til far igen, og hvis jeg er ekstra heldig, bliver velsignet med en lille pige (men det er ikke et must...).

Jeg blev inspireret af at fortælle om min fødsel første gang da jeg læste med hos Ditte, da hun fødte smukke Clara, og nu fik Jeanett mig til gøre indlægget færdig med hendes beretning om Bølle B's vej til verdenen.

Så til dem der er interesseret, kan læse videre her, om Tristans vej til livet:
Manden og jeg har hele tiden frygtet at vores lille Haletudse ville melde sin ankomst d.24.12 eller d.01.01.13, men alle har hele tiden trøstet os med at som førstegangsfødende, så kunne jeg lige så godt forvente at jeg gik over tid, så det havde jeg faktisk mentalt forberedt mig på! Men sådan skulle det ikke gå...
Vi havde en dejlig (men lang og omend hektisk) juleaften hos Mandens forældre i selskab med Mandens søster, svoger og vores to nevøer, så da vi endelig lå i vores senge kl.01.00 var vi trætte og kunne se frem til en hyggelig julefrokost dagen efter - i vores lille hjem!

Kl.03.30 vågner jeg ved at jeg nyser - og tisser i sengen!
Jeg kan slet ikke styre det, og skynder mig på toilettet, lettere skamfuld og håber ikke at Manden vågner, da det jo ikke er så charmerende at tisse i sengen i min alder... jeg når på toilettet og er helt vågen, men åh så træt og en smule groggy, og det fosser bogstavlig talt ud af mig, det fortsætter i et godt stykke tid, og stilner lige så stille af, men hver gang jeg vil rejse mig fra kummen, løber det ud af mig! Det er DER det slår mig, at jeg ikke tisser, men at det er mit vand der er gået! Min hjerne går seriøst i sort et kort øjeblik, og jeg prøver at overbevise mig selv om at det ikke sker, for jeg er jo slet ikke forberedt på at skulle være mor lige nu og her, men efter 10 min på toilettet, kan jeg ikke nægte kendsgerningerne, og kalder på Manden, som kommer løbende og er meget vågen, meget hurtigt!

Vi ringer til fødegangen for at rådføre os om hvad vi skal stille op, for jeg har ingen veer overhovedet! Den søde jordemoder jeg får fat i, fortæller mig at jeg skal gå i seng igen, og vente på at veerne kommer, hun forventer at de vil komme indenfor de næste to timer, og når det så sker, skal jeg komme ind til dem når der er 3-5 min. mellem veerne. Hvis jeg mod alle odds ikke skulle få veer, så skulle jeg komme ind til dem kl.11.30 til en undersøgelse, i mellemtiden skulle jeg forsøge at få lidt søvn - men helt ærligt, hvor nemt er det lige at få søvn når der siver fostervand ud af en? Jeg smed så mange bind i mine trusser at det virkede som en voksenble, men det var stadig pænt ubehageligt, og på 3 timer havde jeg tabt knap 1½ kg i fostervand alene... så det blev ikke til megen søvn, da vi kørte mod OUH kl.11.00, for jeg havde selvfølgelig ikke fået veer!

Kl.11.50 har de endelig tid til at bese mig, hvor de scannede lillemandens hjertefrekvens samt undersøgte min livmoder, som viste sig at være helt moden til en fødsel, men jeg manglede stadig mine veer, så efter undersøgelsen fik jeg grønt lys til at gå ned til fødegangen, hvor jeg ville få vedrop så jeg kunne komme igang med fødslen.

Kl.16.30 er jeg klar til at få mit vedrop, efter jeg har talt med den første af 3 jordemødre der havde vagt inden Tristan kom til verden, inden droppet blev jeg atter undersøgt, fået lavement og scannet igen, men eftersom Tristan lå meget stille i min mave, blev det besluttet at han skulle have en elektrode på hovedet så man kunne scanne hans aktivitet mere nøjagtigt, det var ikke specielt rart at skulle have en elektrode på hans hovede, mens han stadig lå i min mave... avs...
Da alt var klart til mnit vedrop, var der vagtskifte, og jeg hilste på min anden jordemoder, som skulle være den der trak det hårdeste læs med mig. Hun var en sød og ung pige, som virkelig var god til at informere både Manden og jeg om alting, så der ikke var nogen tvivl, og vi følte os helt trygge og ved godt mod.
Vi talte lidt om smertelindring og om hvordan det ville foregå med ve-drop og jeg sagde at jeg bare ville tage det som det kom og umiddelbart skulle hun ikke bestille noget smertestillende til mig, men nøj hvor kom jeg til at bide de ord i mig...

For nogen kan ve-droppet tage lang tid om at virke, og for andre skal man stoppe for det, vente 3-4 timer for at prøve igen, men for mig virkede det med næsten fuld kraft indenfor 5-10 minutter... lige så snart hun tændte for droppet kunne jeg lige så stille mærke en trækken i lænd og også i min livmoder, og jeg tænkte, nå ja, det kan jeg sagtens holde til... 4 min. senere kom de for fuld udblæsning, og så stod den ellers på veer for fuld knald! Jeg forsøgte mig med vejrtrækning, at slappe af, fik nåle stukket i mig, og intet hjalp, veerne blev værrer og værrer, og til sidst kom de så voldsomt, at jeg ikke fik pause imellem dem, da de kom bølgende 2-3 efter hinanden for så derefter at dykke.
Min jordmode havde advaret mig om at det ville forekomme, men jeg havde jo aldrig prøvet det med veer, så anede jo ikke hvad jeg skulle forvente ud fra sådan et udsagn, men det ved jeg nu, og det var ikke rart.

Kl.21.00 var veerne virkelig slemme, og de blev ved med at bølge og jeg havde det så varmt at jeg kogte over det hele, det eneste der hjalp var at Manden gav mig en kold klud for mit ansigt, mange synes det lindrer med noget varmt, men jeg var så opkogt at tanken om et varmt bad eller en varmedunk var helt forkert. På dette tidspunkt bliver jeg atter undersøgt, og jordmoderen konstaterer at jeg har åbnet mig 3-4 cm (ARGH!) og at der nok går yderliger 4-5 timer før jeg er åbnet tilstrækkeligt, og der begyndte jeg at græde, ikke bare sådan lidt tårer, men deciderede hulk og et voldsomt vandfald af tårer, da jeg ikke kunne magte tanken om at fortsætte dette ve-helvede 4-5 timer mere.
Min jordmoder kunne godt se at jeg ikke kunne magte det, og foreslår om hun ikke skal ringe efter en anestæsilæge, så jeg kan få en epi og jeg tror ikke rigtig jeg behøver at svare, mine hulk var vidst svar nok... ja, jeg følte mig sq ikke som en urkvinde, og jeg følte mig virkelig svag og træls ved at skulle have smertestillende på den måde, jeg havde oppe i mit hovede nok forventet at det kunne jeg da sagtens klare, men ak... Af en eller anden grund blev jeg ved med at undskylde til både Manden og jordemoderen, hvilket de synes var lidt sjovt, jeg husker det slet ikke, men der er også rigtig meget som er pænt sløret.

Jordmoderen ringer efter lægen, og jeg fik det svar der hed sig, at han kunne komme mellem 10 min. - 1 time...

Kl.22.15 kom anestæsilægen endelig, den time det tog ham at komme ind til mig føltes virkelig lang, og jeg kom kun igennem mine veer ved at tænke "han kommer snart, han kommer snart, han kommer snart", og da han endelig kom, var det virkelig en lettelse, indtil han fortalte at epi'en godt kunne tage 30-45 min om at virke... mit hjerte sank virkelig i mit bryst, men jeg synes ligesom jeg havde været pivet nok, så jeg prøvede at tage det ved godt mod, og nikkede bare til alt det andet han fortalte. Jeg fik sat mig op, og kiggede ned og fik besked på at sidde musestille, for det kan være ret farligt hvis jeg spjættede og nålen enten kom forkert ind eller røg for langt ind, og sørme om jeg ikke skal rammes af endnu en vebølge, men det lykkedes mig at sidde stille til trods for veer, og jeg mærkede intet til den lange nål der røg ind i min ryg - og lur mig, om min krop, ligesom med ve-droppet, tog fantastisk imod, med det resultat at epi'en virkede pronto - sikke en fryd!
Jeg fik besked på at sove lidt, eftersom jeg ikke havde sovet siden kl.03.30 og de forventede at der nok lige gik nogle timer før der skete mere, så jeg lagde mig ned, lukkede mine øjne og slappede af - ahhh...

Kl.23.30 begyndte mine presseveer lige så stille at melde deres ankomst, epi'en virker ikke på presseveer, men de var på ingen måde lige så ubehagelige som udvidelsesveerne, så dem havde jeg i godt ½ time, indtil de tog godt til og begyndte at hive i mig og jeg fik en umenneskelig trang til at presse. Jeg blev undersøgt og havde også udvidet mig 8-9 cm, problemet lå i at Tristan simpelthen ikke var faldet ned i mit bækken, så jeg blev beordret ud af sengen, og så skulle jeg ellers rotere/vugge mit bækken, så jeg kunne hjælpe drengebassen på vej.
Manden synes det var SÅ sjovt at jeg rendte rundt der, med kæmpemave, charmerende kæmpeble og dertilhørende nettrusser og hvid skjorte mens jeg "dansede" som han kaldte det... Men den der pressetrang tog til for hver ve, og det er altså temmelig ulideligt når man bare for at vide, at jeg skal holde igen, på det tidspunkt var jeg virkelig klar til at få ham ud, og tror jeg spurgte Manden mange gange: Hvorfor kommer han ikke bare ud? ha ha ha... det er ikke sjovt at være mand i sådan en situation!

Kl.01.00 fik jeg endelig besked på, at nu måtte jeg presse, og jeg gav den fuld gas, for nu skulle han dælme bare ud, og puha hvor var det mega hårdt jo! Det tog 4 presseveer at få ham ud, og mellem de to lå han med sit bredeste stykke (skulderen) og blokkede mig, og ja, det gjorde nas af pommeren til, troede aldrig jeg skulle blive ordentlig dernede igen...

Kl.01.20 havde jeg et styks drengebasse liggende på mit bryst, han var helt dækket til i fosterfedt, men det betød absolut intet, alle mine bekymringer for om jeg nu ville føle noget for det lille væsen jeg lige havde givet liv til forsvandt, for i det øjeblik jeg mødte Tristan, vidste jeg bare, at ham ville jeg elske resten af mit liv...

Selvom jeg synes det var frygtelig hårdt, og at det tog pænt lang tid, så er det jo intet i forhold til andre jeg kender som havde veer i 24 timer eller som Jeanett, hvor fødslen strakte sig over 51 timer... der er mine 22 jo vand i forhold til!
Manden synes dog jeg klarede det flot, og han griner stadig lidt over at jeg havde overskud til at bekymre mig om han var sulten eller kedede sig, fordi det virkede som meget ventetid for ham... og der skal også være STOR ros til ham, han var en støtte og styrke uden lige, og på intet tidspunkt snerrede jeg, råbte eller skreg grimme ting til ham, som de fleste i min omgangskreds ellers havde sat penge på... (ja, det havde jeg faktisk også selv troet ;D).

Håber I fik lidt ud af min beretning, og trods den lange vej og smerterne så var det en helt og aldeles vellykket fødsel helt fri for komplikationer, og da Tristan lige præcis kom ud indenfor de 24 timer, var der ingen risiko for infektion, så det gik helt som det skulle. Jeg havde også kun en meget lille bristning og nogle få rifter, så jeg slap også billigt på den konto - Phew...

Hvis I har nogle spørgsmål så skriv endelig, som I allerede er klar over, så er jeg ret åben...

- Maj :D

19 kommentarer:

  1. fuck hvor er du sej... skøn beretning

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh TAK - hvor er du sød! Og jeg er glad for at du kunne lide mit indlæg :)

      - Maj :D

      Slet
  2. Svar
    1. Tak Bitten :) og jeg glæder mig til at læse din, hvis du vil dele den med os til den tid ;)

      - Maj :D

      Slet
  3. Tusind tak for beretningen :) det er godt med lidt insider viden til når det engang bliver min tur

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen fornøjelsen er på min side Line, og som du kan læse, så er der intet at frygte :) Som kvinde er vi skabt til det her, og det er utroligt hvad kroppen kan!
      Og du kan glæde dig, selvom det er hårdt, smertefuldt og forfærdeligt (mens det står på), så er det også helt vildt fantastisk!

      - Maj :D

      Slet
  4. Uha Maj, du er simpelten så sej! Og jeg sad med et lille smil på læben, da du skrev det med, at du ikke kunne forstå, at du kunne blive ved med at tisse :) hehe..
    Det er altså heller ikke nemt, når man er halvvågen! ;)

    Men hvor er det godt, at din fødsel trods alt gik godt (trods de mange ve-smerter), og at han kom til verden efter kun 4 presseveer - flot gået!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor er du sød kæreste Anne.., og jeg griner også af mig selv, når jeg tænker tilbage ;) der gik bare SÅ lang tid, før det sådan gik rigtig op for mig hvad der skete, hæ hæ...

      Ja, min jordmoder var også imponeret, hun blev ved og rose mig efterfølgende :) Så lidt sej følte jeg mig, trods piveri under de lede veer!

      - Maj :D

      Slet
  5. Tak for fortællingen... Puha, med kun 7 uger igen, så er det med lidt blandede følelser, at jeg læser med. Jeg har savnet ærlige beretninger omkring fødslen, og jeg er ærlig talt TRÆT af folks statements som "Det er ikke så slemt", "Det glemmer du hurtigt" og ikke mindst svigermors "En halv time, og så var det overstået. Man behøver slet ikke smertestillende"... Well, kan vi blive lidt mere konkrete? For som jeg har forstået det, så skal der et lille barn, som formodentlig har arvet min mands store hoved ud af mit lille bitte og dertil-ikke-beregnede underliv - det må da gøre ondt :D Så jeg er glad for at høre en mere ærlig version af det der fødsel - selvom det også gør mig lidt bange, men jeg tror nu engang på, at det er bedre at være oplyst end uvidende :) Så tak søde Maj, og hvor er du sej.. Jeg glæder mig sådan til det bliver min tur (læs: til at blive mor, ikke til at føde ;) )

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh altså Louise, de kvinder du har mødt skulle vare deres mund, for enhver fødsel er helt unik og meget personlig, og det kan godt være at det er som at smutte mandler for nogen, mens det er lidt mere besværligt for andre!

      Min svigerinde har to drenge, og de blev begge født på under 2 timer... Hun mærkede knap sine udvidelsesveer, og var fuldt ud åben og nærmest klar til at presse de gange hun nåede ud på OUH, ja livet er bare ikke altid fair ;)

      Jeg håber du får en rigtig fantastisk oplevelse, og hvis du bare forholder dig til, at der vil være noget smerte involveret, så tror jeg at du er nået langt! Og så må jeg give de fleste kvinder ret, man glemmer (heldigvis) HVOR hårdt det var, man ved det godt, men et eller andet sted tænker man lidt a la "var det nu SÅ hårdt?"

      - Maj :D

      Slet
  6. Hej Maj,
    Sikke en dejlig og ærlig beretning. Jeg er glad for du deler, for som MissMocca skriver, så hører man ofte 'det er ikke så slemt' etc. Jeg sidder her uden børn og er skeptisk, men også meget forundret over kroppens evner og ikke mindst kvindekroppens. Jeg glæder mig til alt hvad det indebærer (ud over fødslen) at få børn, når den tid kommer.
    KH
    - frk. sveske

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Frk Sveske, det betyder utrolig meget for mig, at en så personlig fortælling bliver taget så godt imod!

      Skepsis er godt, det synes jeg! I min omgangskreds er der meget forskellige fødsler involveret, alt fra smut som mandel til 3 døgns helvede... Så jeg havde ligesom fået indblik i hele spektret! Og jeg synes de kvinder som siger det ikke er så slemt, eller mener man ikke skal have smertestillende skal overveje deres ord og indhold, for det kan få nogle kvinder til at føle sig forkerte, som mig fx!
      Jeg fik mig selv overbevist om at jeg jo måtte være en kylling, når nu jeg pev og græd samt bukkede under for smertelindring, men Hey, det var jeg jo ikke! For der kom altså et menneske ud af mig, og det gjorde fanme ondt - BUM!

      Men bare rolig, som jeg har sagt hele tiden og som jeg trøster mine barnløse veninder med, så er kvindekroppen altså skabt til det her - og langt de fleste kan sagtens!!

      - Maj :D

      Slet
  7. Rigtig god beretning! Og faktisk synes jeg slet ikke den er skræmmende. Nu har jeg selvfølgelig allerede født men alligevel. Og det er utroligt hvad en kvindekrop kan præstere. Og selvom det er hårdt har man det lidt som en Superwoman når det er overstået! Og bare vent om et par år er du mere end klar til at få en mere♥ Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Tina :) og jeg er glad for at du ikke finder den skræmmende, det har heller ikke været min intention, bare prøvet på at være ærlig, og ikke sugar coate noget ;)

      Jeg er helt enig, jeg følte mig ret vild, når jeg så på Tristan den første tid, så synes jeg det var crazy at jeg - MIG! - havde presset ham ud, at det kunne min krop! Vildt!

      - Maj :D

      Slet
  8. Tak for spændende læsning!

    Jeg har egentlig aldrig skrevet en fødselsberetning på min blog, men nu er det vist også ved at være for sent. Til gengæld tror jeg at det kan være super godt at få det ned på skrift, og på den måde få sat ord på hele forløbet. Jeg tror ikke altid, at man kan sammenligne længe på veer og fødsels osv., fx. tog min kun 9 timer fra vandet blev taget til junior var født, men der skete SÅ meget, at jeg alligevel var halvvejs traumatiseret bagefter!

    SvarSlet
    Svar
    1. Arj Camilla, jeg synes ikke det er for sent, og under alle omstændigheder så for din egen skyld, men også for andres! Jeg synes det er rigtig vigtigt at især kvinder der oplever noget anderledes deler deres historie, fordi man som førstegangsfødende hurtigt kan tvivle på sig selv, og tro at der er noget der er forkert eller lign., men når man så læser om andres oplevelser, så kan man få et aha øjeblik eller finde trøst i at andre har oplevet det samme - håber det giver mening!

      Og nej, man kan på ingen måde sammenligne, for selvom Tristan var 22 timer undervejs, så var meget af det ventetid, og intet ubehag forbundet med det! Derudover var det en helt igennem ukompliceret fødsel, mens en "hurtig" fødsel sagtens kan være meget mere traumatiserende! Jeg vil hvertfald med glæde læse din historie :)

      - Maj :D

      Slet
  9. Kæreste Maj, hvor er jeg glad for at du har lavet dette indlæg.
    Jeg tænker meget på børn og fødsel i øjeblikket, da jeg er blevet færdiguddannet og det er det næste store skridt.
    Tusind tak for din ærlige, sjove og vidunderlige beskrivelse!

    Kærligst Lea

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh Tak Lea for din skønne kommentar, jeg er bare rigtig glad for at I kan bruge indlægget og min oplevelse til noget!

      Vi havde det på samme måde, med min alder virkede det bare logisk at tage babyskridtet nu, så forstår dig udemærket :) og det er ret fantastisk at give liv til et andet menneske! Men det et sq os ret hårdt...

      - Maj :D

      Slet
  10. Kære Maj,

    Spændende at læse din fødselsberetning. Og hvor er du bare top-sej! Sikke en omgang du var igennem med ve-drop og det hele. 24 timer med veer giver mig næsten tårer i øjnene ;) Jeg havde veer fra ca. 21:30 lørdag aften og så kom Klara kl 08:14 næste morgen. De bidende veer kom først hen af ved 2-tiden, så at tænke på, at du havde veer i 24 timer er bare helt vildt i forhold til mine små 10 timer i alt.
    Med tiden glemmer man det som føltes forfærdeligt dengang, men med det sagt bliver jeg aldrig hende der siger "Åh, det var jo egentlig ingenting". For det var det sgi. Ikke at jeg aldrig skal have flere, men det bliver ikke lige nu og her da. Vi nyder vores lille trut nogle år først.

    Godt du fik skrevet din beretning. Den er rar at have og god til at hjælpe med at bearbejde det hele. Og inspirerende for andre er den også :)

    Kh Ditte.

    SvarSlet