onsdag den 24. oktober 2012

Velkommen til flyttehelvede...

Puha at flytte og pakke er ikke så fedt i realiteten som det er i teorien...


Nu er der ikke lang tid til at vi skal rykke ud af vores dejlige lejlighed som har været rammerne om 8 års skønt samliv, og til d.1/11 starter et nyt kapitel... selvom det stadig er en lejet bolig vi skal flytte ud i, så føles det stadig som et stort skridt, men det har helt sikkert også noget at gøre med hvad der venter i det nye år, det følges lidt ad ;)
Jeg vidste godt at det ikke ville være fryd og gammen at flytte, men for pokker hvor kan man samle meget skrammel sammen på 8 år, og vi er kun 2 mennesker! Men meget af det er allerede i kasser så der er heldigvis ikke så meget tilbage, kun de store ting som ikke kan pakkes sammen, hvilket er rart at tænke på, eftersom det er i weekenden vi tager på romantisk hold i hånd og nyde tosomheden tur til Tyskland!

For at det ikke skal gå for meget brok i dette indlæg, så kan I få lidt billeder af hvad jeg nød i weekenden sammen med gode venner:

Pulled Pork burger med masser af sprød coleslaw...


Til hovedret fik vi pulled pork, og som altid vakte det lykke! Når nu vi skulle have ovnen igang i så mange timer, valgte jeg at lave 2 store nakkestege, og smide den ene i fryseren, så er der til en anden god gang.
Jeg havde også bagt nogle boller, lavet bbq sauce og glaserede chili løg som smagte forrygende i burgeren, som tilbehør fik vi sprød coleslaw med æble og potato skins med bacon, cheddar, creme fraiche og forårsløg.

For chokolade-elskere!


Til dessert serverede jeg Brooklyn Blackout Kage, inspireret af at Miss Muffin havde lavet den, så fik jeg en ustyrlig lyst til at lave den, hvilket er lidt skørt, for jeg er ikke den største chokolade fan - og i processen fortrød jeg mange gange, for den kage drillede mig SÅ meget, at jeg havde lyst til at smide den i skraldespanden! Den vakte dog lykke hos vores venner, og min veninde som fik resterne, da vi på ingen måde kunne spise al den kage.
Smagen var fyldig af chokolade og meget sød, så jeg serverede kagen med noget frisk frugt, syrlig ananas og sprøde vindruer, hvilket komplimenterede kagen rigtig fint, ellers havde den været for tung og sød efter min mening. En opskrift og de erfaringer jeg gjorde mig under bagningen af kagen kommer, men først når jeg er på plads i min nye hybel, så bær over med mig, for indlæggene bliver også få i denne tid...

- Maj :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar