fredag den 22. april 2011

2 x koldt- og langtidshævede boller...

Er der noget bedre end friskbagt morgenbrød?

Da jeg havde de dejlige damer på besøg, bagte jeg morgenbrød til dem, de var begge langidshævede samt koldthævede.

Langtidshævede speltkranse


Speltkranse med maltøl
ca. 12 stk.

Ingredienser:
  • 300 g. speltmel
  • 300 g. hvedemel
  • 1 maltøl eller anden mørk øl
  • 1 dl. A38
  • 10 g. gær
  • 3 spsk. mørk sirup
  • 1 spsk. salt
Tilberedning:
  1. Dag 1: Hæld øl i en skål med A38 og opløs gæren heri. Tilsæt salt og sirup og rør speltmel i. Rør hvedemel i lidt ad gangen og rør dejen godt sammen. Dejen skal være fast og klistret.
  2. Kom film over skålen og stil dejen til hævning i køleskabet til næste dag, det er vigtigt at dejen hæver mindst 10 timer.
  3. Dag 2: Slå dejen ned i et meldrysset bord. Del den i 12 stykker, tril til pølser og vrid dem let og form til kranse.
  4. Hvis dejen er lidt for klistret tilsættes en anelse mere hvedemel, læg kransene på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve ca. 30 min.
  5. Pensl med sammenpisket æg og bag dem ca. 15 min. på midterste rille i en 220 grader forvarmet ovn (200 grader, hvis det er varmluft).
Bollerne smager rigtig dejligt, og har en god mørk og sødlig smag samt en elastisk krumme. Jeg kan bestemt anbefale at lave disse, og evt. en dobbeltportion, så man har lidt at fryse ned af.

Koldthævede boller med blå birkes


Koldthævede søndagsboller
ca. 12 stk.

Ingredienser:
  • 750 g. hvedemel
  • 150 g. havregryn
  • 7 dl. vand
  • 25 g. gær
  • 1 spsk.honning
  • ½ spsk. salt
  • 3 spsk. olie
  • Birkes
Tilberedning:
  1. Dag 1: Rør gæren ud i koldt vand, og tilsæt salt, olie, honning og havregryn.
  2. Rør hvedemel i dejen lidt af gangen og rør den glat. Dejen skal være meget våd og våd, men ikke løbende.
  3. Kom film over skålen og stil den i køleskabet natten over.
  4. Dag 2: Næste morgen tages dejen ud og der sættes dejklatter på en bageplade med 2 skeer, og lad bollerne hvile mens ovnen varmer op til 220 grader (200 g. varmluft).
  5. Pensl med vand eller sammenpisket æg og dys med birkes eller solsikkekerner, bag dem på midterste rille i ca. 18-20 min.
Dette er også en god bolle, men der er ikke meget struktur over den, næste gang vil jeg putte noget fuldkornsmel i eller lidt nødder.

Begge opskrifter har jeg fra Amo's "Den store bagebog 2".

Håber alle har en dejlig solskinsfyldt påske, min varr hvertfald dejlig igår, hvor jeg var sammen med svigerfamilien, iført shorts og bare fødder - og var ude hele dagen, skønt!

I dag har jeg dog ligget under et tæppe og set "Ugly Betty" hele dagen, da jeg simpelthen har så ondt i min mave, har kramper der kommer og går, så jeg tager lige en slapper, inden den står på påskefrokost igen i morgen, samt en forestående Berliner tur...!

- Maj :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar