fredag den 12. november 2010

Cheesecake...

Tænk at weekenden atter står for døren, synes denne uge er gået sååå stærkt, at man slet ikke kan følge med!

Igår havde jeg en af de noget længere dage, til trods for at jeg havde fri fra skole, men jeg var på arbejde til kl.15.00 for derefter at skynde mig hjem, så jeg kunne handle i Bilka med min veninde til vores lille julefrokost/halloween fest i morgen.
Derefter skulle jeg ind til byen igen, for at mødes med en gammel kollega fra Bilka, vi spiste inde på Kræz og da klokken slog 21.30, kunne mine øjne ikke holde sig oppe mere, så det endte med, at jeg blev nød til at sige farvel og cykle hjem! Ironisk nok, gjorde cykelturen mig hel frisk, så da jeg kom hjem, nåede jeg lige at se lidt tv og hygge med Manden... Men da jeg lagde mit lille hovede på min pude, faldt jeg i søvn med det samme og vågnede først her til morgen - øhhhh nej, her til middag kl.11.30!
Jeg troede dælme jeg så syner, da jeg så hvad klokken var! Jeg måtte ha' haft brug for det, siden jeg ikke vågnede før, men jeg har så også været aktiv siden jeg stod op:
Ryddet op, skåret græskar ud til syltning, marineret rejer til i morgen og lavet en Manhattan style Strawberry Cheesecake! Nu kan jeg lige nå at dele lidt med jer, inden den står på arbejde :)

Ja, dette er min cheesecake, og den ser ikke så spændende ud, men det er fordi den ikke er helt færdig, den mangler noget lækker jordbær topping, men det kommer ikke på før i morgen, inden tøserne skal spise den - muuums! Opskriften er hentet fra NewYorkerByHeart - der henter jeg simpelthen så meget inspiration og lækre opskrifter, man gør sig selv en kæmpe bjørnetjeneste hvis man ikke besøger Birthe og hendes fremragende blog!

Jeg har lavet hendes cheesecake før, og den smager dejlig, men jeg har dog justeret lidt på den efter min egen smag, så her er opskriften som jeg har lavet den de sidste par gange:

Manhattan-style strawberry cheesecake (jordbær-ostekage)
1 springform, ca. 6-8 personer

Ingredienser:
200 g digestive kiks, let knuste
150 g. chocolate cookies eller andre kiks med chokostykker
100 g smør, smeltet og afkølet lidt
400 g. Philadelphia friskost
4½ dl. Creme fraiche 18%
145 g rørsukker
3 æg
1 citron
1 stang vanilie af god kvalitet


Jordbærsauce:
250 g jordbær
1/4 dl vand
75-100 g sukker
½ stang vanilie
lidt citronsaft
1 spsk. maizena
1 spsk. varmt vand

Tilberedning:
Kom let knuste kiks og cookies i en foodprocessor og kør til kiksene er knuste.
Hæld det i en skål. Tilsæt det smeltede smør, rør det sammen, så smørret er ligeligt fordelt i kikse-massen.
Hæld blandingen i en let smurt springform og pres det godt sammen. Kom osten, 3 æg, 85 g sukker og korn af ½ stang vanilie, revet skal og saft af en citron ned i en blender eller foodprocessoren og kør til det er en glat masse. Hæld det over kiksebunden og sæt i en forvarmet ovn (ikke varmluft) ved 190 grader i ca. 20 minutter, massen skal ikke være stivnet helt, den skal ”skælve” lidt i midten.
Tag den ud af ovnen og lad den køle en anelse af. Lad ovnen være tændt.
Bland creme fraiche med 60 g sukker og korn af ½ stang vanilie. Hæld det ud over kagen og stil den tilbage i ovnen i endnu 10 minutter.
Lad kagen køle lidt af, inden den sættes i køleskab i ca. 6-8 timer eller natten over.

Jordbærsauce:
Kom jordbærrene i en gryde sammen med vand, vaniliekorn og den tomme ½ vaniliestang. Varm det langsomt op til det kommer i kog, tilsæt sukker (brug 75 g eller 100 g, alt efter hvor sødt det ønskes), og lidt citronsaft. Lad det koge i ca. 5 minutter og smag til. Pisk maizena ud i det varme vand og kom det i jordbærrene under omrøring, lad det koge igennem ½-1 minut. Fisk den halve stang vanilie op og lad det så køle af. Når det er koldt, lægges det på den kolde cheesecake og så er den klar til servering.


Da jeg fulgte Birthes opskrift synes jeg den blev alt for tung og ikke frisk nok i forhold til hvad jeg er vant til. Så det endte med at jeg eksperimenterede lidt med opskriften, og blev enige med mig selv om at den manglede noget syrligt, derfor tilsatte jeg opskriften citronsaft og skal. Den ekstra væde gjorde så, at ostemassen bliver meget flydende, derfor tilsatte jeg et ekstra æg, så det ikke skal være i ovnen i alt for lang tid.
Jeg valgte en anden bund en Birthe, da jeg ikke havde mandler eller hvid chokolade da jeg skulle lave den anden gang, men tilgengæld havde jeg nogle cookies, og det synes jeg blev super godt!
Jeg skiftede mascarpone ud med almindelig friskost, fordi jeg ikke synes at det er den store forskel i smag, men det er der i pris, da mascarpone er temmelig dyrt...
Den 38% creme fraiche er alt for tung efter min smag, så derfor prøvede jeg med 18% - og det virkede super godt, meget lettere og mere cremet, men det er jo smag og behag hvad man er mest til, men jeg synes helt sikkert at Birthes er dejlig og den bedste, hvis man ikke bryder sig om det lidt syrlige indslag :)

I aften når jeg kommer hjem, skal der syltes græskar:

Her er to store poser med græskar, som er klar til at blive syltet, mums mums mums! Jeg har aldrig prøvet det før, så det bliver meget spændende! Jeg vil smide en opskrift ind senere og flere billeder af syltningen...

Nu er det snart tid for mig at tage på arbejde, så ha' en fantastisk fredag!

- Maj

Ingen kommentarer:

Send en kommentar