torsdag den 13. januar 2011

Hjemmebagte hotdog brød og krydret løgrelish...

Ifølge madplanen, skal vi jo have gourmet hotdogs i morgen, og der duer de der papbrød fra Netto altså ikke, så jeg har bagt mine egne, og de blev altså ret gode! I et led af mit vægttab, prøver jeg så vidt muligt at bandlyse helt hvidt brød, så disse brød har også fået et skud fuldkornshvedemel, og det har ikke gjort dem ringere...

Hotdog brødene inden de efterhæver


Efter hævningen, penslet med mælk og strøet med sesamfrø


Nybagte og velduftende!

Hotdog brød
16 store brød

Ingredienser:
  • 6 dl sødmælk
  • 40 g gær
  • ca. 1 kg hvedemel (jeg valgte jo at skifte noget af det udmed fuldkornshvedemel)
  • 2 tsk fint salt
  • 2 spsk sukker
  • 60 g smør
  • Mælk til pensling
  • Sesamfrø
Tilberedning:
  1. Smelt smørret i en kasserolle og bland mælken i og lun det op til det er håndvarmt. Hæld blandningen i en stor skål. Opløs gæren i væsken og tilsæt mel, salt og sukker.
    Ælt dejen meget grundigt igennem, (cirka 10 minutter) eventuelt på røremaskinen med dejkrog.
  2. Kom dejen i en melet skål, dæk den til og sæt den til hævning i stuetemperatur i cirka halvanden time.
  3. Del dejen i 16 stykker, hvis de skal være lige så store som mine, og form dem til hotdog brød. Læg dem til efterhævning på en bageplade i en halv times tid.
  4. Brødene pensles med mælk, drysses med sesamfrø og bages i en 200 grader varm ovn i cirka 15 minutter.
Det er ikke sikkert at alt melet skal bruges, prøv dig lidt frem, hellere for lidt end for meget mel, så brødet ikke bliver for tungt!

Da det ikke skal være alt for traditionelt, har jeg valgt at lave en løg-relish til vores hotdogs. Det blev altså til en temmelig hot relish, tror jeg vil skrue ned for chilien næste gang - for ikke at sige meget, eller vælge noget mildere chili, der var lidt for meget peri-peri i, som jo ikke er helt mildt!

Det endte faktisk med, at jeg lavede endnu en portion relish, denne gang helt fri for chili, for så at fusionere det med den ultra-hotte version. På den måde kan man selv justere hvor stærkt det skal være.


Ingredienserne til relishen, det der ligner chili fra et pizzaria,
er altså min egen blandning af chili...


Det er såre simpelt at lave relish, det hele skulle bare i en gryde,
for så at simre i ca. 2 timer.


Sådan så det ud efter 1 time! Flere billeder kommer i morgen...



Krydret løg-relish

Ingredienser:
  • 3 store løg, hakket fint
  • ½ dl. molasse sukker (mit er fundet hos Søstrene Grene...)
  • 1/4 dl. brun farin
  • 1 tsk. chili pulver
  • ½ tsk. chiliflager
  • 1 spsk. worchestershire sauce
  • 1 spsk. chilisauce
  • 2/3 dl. eddike
Tilberedning:
Det hele skal i en gryde og simre i min. 2 timer.

Hvis ikke man har molasse sukker, kan farinen tage over. Og som jeg skrev tidligere, pas på med hvor stærk en chili der bruges, mit chili sauce hed "9/10" i styrke, så det var en hot fætter... Skulle det gå galt som hos mig, så gør det samme som mig, og brug den hotte version til at justere en mild relish.

Velbekommen...

- Maj

Ingen kommentarer:

Send en kommentar