onsdag den 26. januar 2011

Hummus og Bønnedip...

Siden jeg var barn har mine forældre fyldt mig med mærkelige ting, som i dag er blevet moderne - som fx da min far gjorde et forsøg med tang, altså ikke den slags man køber i supermarkedet, men den der ligger og flyder i strandkanten. Jeg behøver vel ikke fortælle at det ikke var en sucess, og vi fik det (heldigvis) aldrig igen!

Min far er vegetar, og det har han været siden sidst i 80'erne, hvilket virkelig var et særsyn dengang, så jeg er vokset op med masser af vegetarmad, som jeg synes var lækkert. Det som dog har fulgt mig siden min barndom, er HUMMUS - åh jeg elskede når min far lavede det, og jeg kunne spise det dagen lang! Den opskrift jeg smider her, er ikke helt den samme som min fars, men tæt på:

Det er ikke karry, men paprika der er strøet henover!



 Hummus a la min far

Ingredienser:
  • 1 dåse kikærter, eller 240 g. tørrede kikærter udblødet og kogt
  • ½ dl. god olivenolie
  • Saft af 1 citron
  • 1 fed hvidløg (eller efter smag)
  • 1 lille bundt persille
  • 3 spsk. tahin eller 1½ spsk. sesamolie
  • Evt. lidt vand
  • Spidskommen og salt efter smag
  1. Blend kikærterne sammen med hvidløg og persille i enten en blender eller en foodprocessor, bruges en blender får du en meget fin og lind hummus, bruges der foodprocessor får hummus'en mere struktur.
  2. Tilsæt gradvis citronsaft, olivenolie og tahin til det bliver en lind masse. Bliver den lidt for grov, tilsæt da vand til den får den ønskede struktur.
  3. Smag hummus'en til med spidskommen og salt efter smag.
  4. Kom hummus'en i en skål og lad den hvile i 2-3 timer. Inden servering kan du pynte med lidt paprika, chili og persille. Jeg er ikke så meget for at dryppe en masse olivenolie på min hummus, men man kan gøre som man har lyst.
Hummus smager fantastisk til mange ting, og jeg elsker det som en snack med grøntsagsstave til - sundt og velsmagende, det kan næsten ikke blive bedre!

Bønnedippen fandt jeg hos Anne Hjernøe, hun kalder den "Krydret mos af sorte bønner", den lød rigtig spændende og jeg elsker bønner, men det gør Manden desværre ikke, så da jeg havde en rest bønner tilbage, så var det oplagt at prøve denne lille ret:


Den ser lidt spøjs ud, men den smager altså forrygende!

Bønnedip

Ingredienser:
  • 1 dåse bønner, jeg brugte blandede bønner.
  • 1 løg, finthakket
  • 1 hvidløg, finthakket
  • Spidskommen
  • Sød chilisauce
  • Vand
  • Salt
Tilberedning:
  1. Steg løget på panden, til det er klart og gennesigtigt. Tilsæt derefter hvidlæg og lad det stege med i et par minutter.
  2. Hæld vandet fra bønnerne og mos dem eller blend dem (det gjorde jeg) til en ensartet og lind mos.Tilsæt evt. lidt vand for at få den ønskede struktur.
  3. Steg mosen på panden sammen med løg og hvidløg. Smag til med spidskommen, sød chilisauce og salt.
Man kan spise mosen både varm og kold, og den smager virkelig godt - og kan bruges som en sund dip, ligesom hummus!

Velbekommen :)

- Maj


Ingen kommentarer:

Send en kommentar